Huset i Magstræde overlever

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Formentlig overlever Huset i Magstræde i København også denne gang. Huset har, siden det åbnede i 1970, været lukket, genåbnet og truet med lukning adskillige gange. Nu har Københavns Kommune flyttet sin kulturadministration fra Huset, og de tomme lokaler koster forvaltningen omkring en halv million kroner om året i tabte huslejeindtægter. Ikke enighed om profilen Politikerne har ikke kunnet blive enige om, hvad Husets profil skulle være, og hvem lokalerne eventuelt skulle lejes ud til. Derfor kom det igen på tale at sælge. Klaus Bondam, medlem af Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre, foreslog at sælge Huset på et møde i Borgerrepræsentationen 11. marts 2004. Forslaget skal behandles på et møde i kommunens Kultur- og Fritidsudvalg på torsdag 3. juni. I Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg sidder elleve medlemmer. Mindst seks af dem har tænkt sig at stemme imod salg af Huset i Magstræde. Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstres medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget har tænkt sig at stemme for et salg af Huset. Det er fire stemmer. Seks stemmer mod salg Men Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemmer mod salg. De har seks stemmer. Der er altså flertal mod at sælge, uanset hvad Kultur- og Fritidsudvalgets repræsentant for Det Konservative Folkeparti, Helle Sjelle, som det ikke har været muligt at få en kommentar fra, stemmer. Dermed kommer forslaget ikke videre til behandling i Borgerrepræsentationen. Huset forbliver på kommunale hænder, og næste punkt på dagsordenen er at finde ud af, hvad der skal puttes i det. Både af penge og aktiviteter. Alternativt teater i Huset En mulighed er at bruge lokalerne til et ikkeprofessionelt teatercenter. Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning har fremlagt et forslag, der kombinerer de nuværende aktiviteter (Husets Biograf, Restaurant Spisehuset, Musikcaféen, Plan B Teatret og jazzspillestedet Vognporten) med et foreningsbaseret teatermiljø. Det vil koste 381.000 kroner, som skal dækkes af folkeoplysningsmidler. Folkeoplysningsforbundet har allerede bevilget driftsstøtte til teatercentret på et møde 21. april. Mona Heiberg (S), der er formand for Folkeoplysningsudvalget, undlod at stemme. »Jeg finder projektet godt, men det kræver, at Folkeoplysningsudvalget får tilført flere penge«, forklarer Mona Heiberg. Hun vil derfor ikke stemme for at bruge de tomme lokaler til ikkeprofessionelt teater, medmindre Folkeoplysningsudvalget får flere penge. »Men jeg går ikke ind for at sælge Huset, uanset hvad«, slår Mona Heiberg fast. Fantasiløst Jens Kjær Christensen fra Enhedslisten, der både sidder i Folkeoplysningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, har været imod et salg af Huset lige fra starten: »Det er en komplet fantasiløs idé at sælge. De ikkeprofessionelle kulturelle foreninger i København har dårlige vilkår, og nu har vi pludselig nogle ledige kvadratmeter, hvor de kan få lov at flytte ind. Jeg mener, at man bør stemme for forslaget om det alternative teater. Så må vi senere prøve at få tilført flere penge til området«, siger han. I Københavns Kommunes rapport fra forrige år 'De kulturelle foreningers vilkår i København' blev det foreningsbaserede teatermiljø fremhævet som en af de kulturelle aktørgrupper, der har de dårligste vilkår. Teaterfolk er typisk henvist til klasseværelser på folkeskoler, og det kan være svært for teatergrupperne at finde frem til publikum, nye medlemmer, instruktører og teknikere, når der ikke er et oplagt mødested for de aktive i miljøet. Hvis man skal anvende Husets tomme lokaler til det foreningsbaserede teatermiljø, kræver det, at det bygges om for omkring 250.000 kroner. Finansieringen skal findes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets rammer. Kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V), der går ind for at sælge Huset, har endnu ingen kommentarer til, hvad kommunen vil bruge det til, hvis de beholder det. Hvis der mod forventning skulle skabes flertal for at sælge Huset i Kultur- og Fritidsudvalget, vil sagen gå videre til behandling i Borgerrepræsentationen 9. eller 10. juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her