Grøndahl angriber bogklubberne

Jens Christian Grøndahl. - Foto: Lars Skaaning
Jens Christian Grøndahl. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Konkurrencerådets nyeste angreb på en del af de faste bogpriser hamrer en stor kile direkte ind i en i forvejen splittet bogbranche. Mens Gyldendal, Boghandlerforeningen og Den Danske Forfatterforening finder det urimeligt, at Konkurrencerådet vil ophæve fastprisen på bøger, når de kommer i bogklub, går en af landets bedst sælgende forfattere, Jens Christian Grøndahl, i den stik modsatte retning. Der skal ryddes op Over for Politiken retter Grøndahl et sønderlemmende angreb mod den måde, bogklubberne fungerer på i dag, og han har selv afvist at få sin seneste roman ud i Gyldendals Bogklub. »Det er på tide, at nogen rydder op i de regler, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at en interesseorganisation kan synes, det er i orden, at Gyldendal udsender en bogklubudgave kun få måneder efter at en i øvrigt godt sælgende bog er udkommet. Det har de f.eks. gjort med Jette Kaarsbøls debutroman, 'Den lukkede bog'. Man ødelægger jo en del af sit eget marked og dermed også forfatterens marked«, siger Jens Christian Grøndahl. Forfatteren er ikke kun utilfreds med, at forlagene efterhånden udsender bogklubudgaver så hurtigt, at de konkurrerer direkte på prisen med ordinærudgaven. Han er mindst lige så utilfreds med, at forfatterne kun får det halve i betaling af en bogklubbog. »Hvis jeg sælger 5.000-6.000 bøger i ordinærudgave, skal jeg sælge omkring 30.000 bøger i bogklubben for at tjene det samme«, siger Jens Christian Grøndahl. Snyder forfatterne Han kan simpelthen ikke forstå, hvorfor forfatterne skal spises af med en så lav betaling, når forlagene udsender en bog, hvis omkostninger allerede er tjent hjem. »På alle leder og kanter bliver forfatterne simpelthen taget i røven for nu at sige det kort og groft, når der er tale om bøger, der når et vist publikum. Jeg har selv kunnet forhandle mig til bedre vilkår på ordinærudgaverne, men det gælder for mig som for kolleger, jeg har talt med, at på bogklubområdet er forlagene hverken til at hugge eller stikke i, og det siger jo noget om, at det er der, de tjener kassen«, siger Grøndahl. Gyldendal erkender fasthed Adm. direktør i Gyldendal Stig Andersen siger, at man garanteret kan finde mange forskellige holdninger til Konkurrencerådets afgørelse. »Forfatterne har individuelle forhandlinger, og der skal jo være en aftale, før en bog kan udkomme i bogklub. Forfatterne kan lade være med at indgå en aftale, eller de kan vente, indtil de mener, det er det værd. Ingen er tvunget til at udkomme i bogklub, lad os holde fast i det«, siger Stig Andersen som kommentar til Jens Christian Grøndahls utilfredshed. Han erkender, at forlaget er meget fast, når det gælder reglerne for betaling for bl.a. bogklubudgaver. »Det gør vi, fordi vi gerne vil opretholde den særlige bogøkologi«, siger Stig Andersen med henvisning til, at populære udgivelser sikrer, at forlaget kan have et bredt udgivelsesprogram, også af nye uprøvede navne. Vil tænke sig om Sidste års mest omtalte forfatter, Jette A. Kaarsbøl, fik sin debutroman udsendt i bogklub få måneder efter ordinærudgaven, og hun havde dengang store betænkeligheder ved det. »Men i dag fortryder jeg ikke, for det var min første bog, og jeg tror ikke, jeg ville have solgt 40.000 ekstra bøger i ordinærudgave, hvis jeg ikke var udkommet i bogklub så hurtigt. Hvis jeg kunne ændre noget, ville jeg nok have foretrukket at få bogen ud i bogklub en måned eller to senere, end jeg fik«, siger hun. Flere eksemplarer fra bogklub Hun er meget tilfreds med, at ordinærudgaven i dag er trykt i over 25.000 eksemplarer, og at bogklubben har lavet 40.000 eksemplarer, så hun i dag er kendt af mange læsere. Men hvad vil hun gøre næste gang, når hun ikke har samme brug for at have bogklubben som det store udstillingsvindue? »Næste gang vil jeg også tænke mig rigtig godt om, før jeg tager en beslutning«, siger hun. Konkurrencerådets afgørelse forleden giver også dønninger på Christiansborg, hvor et flertal for nylig afgjorde, at de nuværende prisregler på bogområdet skulle gælde frem til 2006. SF's Ole Sohn har kaldt kulturminister Brian Mikkelsen i samråd om sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her