En russisk oligark, tycoon på engelsk, tilhører et ganske særligt folkefærd både i Rusland og internationalt. Hjemme er de forhadte, fordi de tilranede sig samfundets arvesølv under 1990'ernes privatisering efter Sovjetunionens sammenbrud. Der er næppe noget historisk sidestykke til, at så få har stjålet så meget fra så mange på så kort tid. Pavel Loungines film 'Tycoon' fortæller om det røvertogt og viser, at det skete med både statsledelsen og organiseret kriminalitet som medspillere. Der blev ikke tale om mafiaen som en kræftsvulst på samfundet, men om en mafiaisering af hele det politiske og økonomiske liv. En røverkapitalisme blev skabt i Boris Jeltsins Rusland, hvor de udvalgte få blev dollarmilliardærer og statsembedsmænd dollarmillionærer af bestikkelser. Den aktuelle magtkamp i Rusland handler bl.a. om, at mange i efterfølgeren Vladimir Putins styrkede bureaukrati mener, at oligarkerne fik for meget og de selv for lidt. Hvor særligt et folkefærd oligarkerne er, fremgår af tidsskriftet Forbes' seneste oversigt over Ruslands formuer. Landets 36 dollarmilliardærer regnes for gode for 100 milliarder dollar, næsten en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt (BNP). Til sammenligning kontrollerer USA's 277 milliardærer ikke mere end seks procent af det amerikanske BNP. Koncentrationen af rigdomme adskiller Rusland markant fra resten af verden. De største rigdomme blev skabt og koncentreret i de tidligere statsejede virksomheder med kontrol over overfloden af naturressourcer, især olie og gas. To tredjedele af Ruslands største formuer blev skabt gennem eksport af råstoffer, ifølge Forbes. Kongemageren Boris Oligarken Boris Beresovskij var inspirationskilde til bogen 'Bolsjaja paika' ('Den store luns') af Julij Dubov, der er forlæg for 'Tycoon', hvis hovedperson Platon Makovskijs historie i et vist omfang er Beresovskijs. Han dukkede op af intet, blev Ruslands rigeste forretningsmand og en af landets mægtigste mænd, og ved hjælp af sit medieimperium og sammen med andre ledende oligarker sikrede han Jeltsins genvalg til præsidentposten i sommeren 1966. Han var også kongemager for Putin, men ragede uklar med ham og lever nu i eksil i London. En tennisketsjer i et ministerkontor i filmen hentyder til Jeltsins tennisglæde, men også til hans tennispartner og stabschef, der sørgede for Beresovskijs overtagelse af store tv-lunser og et sibirisk olieselskab til spotpris. Til langt op i 1990'erne delte en lille gruppe Kreml-insidere lunserne imellem sig ved privatiseringsauktioner bag lukkede døre. Koncentrationen af rigdomme på få hænder blev en stor forhindring for udviklingen af en middelklasse i Rusland, som er rygraden i enhver sund økonomi. I øjeblikket er »60 procent af landets børsnoterede virksomheder ejet af ti holdingselskaber. Omfanget af ejerskab er ikke et resultat af økonomisk ydeevne, men af lobbyvirksomhed«, siger Christof Ruehl, cheføkonom ved Verdensbanken, til nyhedsbureauet AFP. Beresovskij er ikke længere Ruslands rigeste. Det er Mikhail Khodorkovskij, grundlæggeren af oliegiganten Yukos, der har siddet fængslet siden oktober sidste år, anklaget for økonomisk kriminalitet og skatteunddragelse. Forbes anslår, at han er god for 15,2 milliarder dollar. Han erhvervede sig mest i midten af 1990'erne under regeringens såkaldte lån for andele-program. Oligarker lånte staten penge til gengæld for andele i førende virksomheder. Det var som under de tidligere officielt sanktionerede, men lyssky privatiseringer en helt 'legal' overdragelse af ejerskab til spotpriser. I Khodorkovskijs tilfælde i oliesektoren. Oligark-opgør udeblev Roman Abramovitj, ejer af olieselskabet Sibneft, er Ruslands næstrigeste. God for 12,5 milliarder dollar, ifølge Forbes. Han blev sidste år verdensberømt gennem købet af den britiske fodboldklub Chelsea. Han er nu under anklage for økonomisk kriminalitet, men har også flyttet adresse til London. Det menes at være for at undgå at dele skæbne med Khodorkovskij. Ud af 36 russiske milliardærer enten bor eller virker de 33 i Moskva. Det gør Ruslands hovedstad til verdens mest milliardærrige by, efterfulgt af New York med 2 milliardærer færre. Selv om Putin, kort efter at han i år 2000 blev præsident første gang, bebudede opgør med oligarkerne, er det således ikke sket på det økonomiske plan. Hans første angreb på dem var, da medieimperierne blev taget fra mediemogulerne Vladimir Gusinskij og Boris Beresovskij i 2001 og 2002. Det blev set som led i etablering af Kreml-kontrol med de ledende tv-medier. Næste store angreb kom med arrestationen af Khodorkovskij sidste år i oktober. Det blev set som led i valgkampen op til Duma-valget i december, da Khodorkovskij støttede oppositionen. Selv om meningsmålinger viser, at det store flertal af russerne ønsker 1990'ernes privatiseringer annulleret, har Putin lovet ikke at anfægte dem. I foråret 2000 indgik han borgfred med oligarkerne. Han lovede ikke at anfægte deres rigdomme, til gengæld for at de trak sig helt tilbage fra politik. Oligarker, der gør, som Putin befaler, er endnu ikke blevet angrebet. Filmens oligark hører Jeltsin-epoken til. Den slags politisk oligark-vælde går ikke i Putins Rusland, men de store rigdomme ligger stadig sikkert i de få lommer, mens korruptions- og lobbyspillet kører videre, om end under lidt mere regulerede former. De økonomiske strukturer, der blev skabt i 90'erne, sikrer stadig verdens skæveste fordeling af rigdommene. Hvordan det kom så vidt, fortæller 'Tycoon' en masse om.