Karsen krydser grænsen

Lyt til artiklen

»At sætte rette person på rette post - således at hjertets varme og intellektets forstandige dømmekraft forenes i frugtbart virke; just derom handler det«, sagde en erfaren ambassadør engang, da han blev bedt om at uddybe diplomatiets inderste væsen. Netop denne dynamiske balance og holistiske opgavetilgang kendetegner Anne-Lise Eriksen, nyudnævnt lands-koordinator for Bagsidens Agrarfond (BA) i Forbundsrepublikken Tyskland. Anne-Lise Eriksen modtog sine akkreditiver fredag, og vil allerede fra 1. juni med titel af Kresse-Beauftragte für die Bundesrepublik Deutschland lede arbejdet med også blandt de cirka 81 millioner indbyggere i vort 357.000 kvadratkilometer store naboland mod syd at virke for Agrarfondens erklærede mål: Udbredelse af kendskab til - og interesse for - karsedyrkning blandt privatpersoner - for derigennem ad demokratisk vej at motivere EU til udbetaling af landbrugs-subsidier (hektarstøtte) til fællesskabsborgere, der frembringer denne herlige afgrøde hjemme i vindueskarmen. Bagsidens Agrarfond - hvis præsident er fhv. trafikminister Kaj Ikast (K) - har med markant succes mobiliseret danskerne i karsespørgsmålet, idet stadig flere udfylder og indsender fondens særlige dyrkererklæring; en erklæring, der også giver EU fuldmagt til at satellitovervåge de mange karsebakker i de private vindueskarme, for på denne måde at kunne garantere, at alt går forskriftsmæssigt til. Disse erklæringer indsamles via BA og vil - tillige med tilsvarende erklæringer fra andre EU-lande - indgå i det samlede dokumentationsmateriale, der ved præsident Ikasts kyndige mellemkomst snarest en bloc-formidles til EU's østrigske landbrugskommissær, Franz Fischler. Da der forventeligt vil blive tale om et endog meget betydeligt antal erklæringer - (bemærk venligst, at også De kan debutere som certificeret dyrker ved at hente Deres erklæring andetsteds på denne side) - og da netop EU-forbrugerne i forvejen hovedfinansierer landbrugssubsidierne via skattebilletten, for danske familiers vedkommende med en gennemsnitsbetaling på 8.000 kr. om året, vil Bruxelles på sigt næppe kunne komme uden om også at give de private karsedyrkere adgang til det store hektarstøtte-høstgilde, konkluderer præsident Ikast: »Men der skal ikke herske tvivl om, at det virkelig har givet processen en vitaminindsprøjtning, at BA nu har fået Forbundsrepublikken så flot med. Anne-Lise Eriksen er en meget kompetent kvinde, og foruden at varetage fondens daglige arbejde og forpligtelser - og de kan være mange, ved jeg af personlig erfaring - er det min faste overbevisning, at hun også vil være i stand til på central og gennemslagskraftig vis at introducere karsespørgsmålet som politisk fællesskabstema i forbindelse med det kommende valg til EU-parlamentet den 13. juni, også i relation til de europæiske mindretal, der om nogen forstår betydningen af at se dagens udfordringer i en grænseoverskridende optik«, siger præsidenten, og tilføjer, at det er hans inderlige håb, at også spørgsmålet om purløgsklipning kan finde vej ind i debatten: »Jeg var, som også Bagsiden har rapporteret, for kort tid siden ved at blive kvalt i et alt for langt stykke purløg, der var anbragt som pynt på en skinkemad, jeg havde købt i Folketinget. Ikke alle er i den situation så heldige, som jeg var ... ikke alle overlever. Og derfor er det, anskuet i en bredere krydderurtemæssig kontekst, af stor betydning at arbejde for, at purløg - som unægtelig har en central plads på den danske smørrebrødspalet - altid bliver klippet kort. Tre-fire millimeter, og ikke længere«, pointerer BA-præsidenten. For Anne-Lise Eriksen, der har haft fast bopæl syd for grænsen i 34 år, er situationen endnu uvant. Det er jo ikke hverdagskost at blive udnævnt til Kresse-Beauftragte, som hun siger: »Men jeg er både stolt og beæret, og forhåbentlig vil det lykkes at få karsen - die Kresse - placeret centralt i tysk kogekunst. Der spises desværre alt for lidt karse hernede i dag, så der er noget at gå i gang med«, konstaterer Agrarfondens tyske førstekvinde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her