Prinsen: 70 år i lav profil

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Prins Henrik kalder sig selv en lykkelig mand. Det er ikke en tilstand, han har været årtier om at finde frem til. Den har han efter eget udsagn altid befundet sig i. Prinsen drømmer om, at familiens unge vil overtage flere af hans opgaver. Han kunne også tænke sig at tilbringe mere tid på det elskede vinslot i Sydfrankrig, men han gør sig ingen forhåbninger om, at han sammen med dronningen kan trække sig tilbage som pensionist. »Det får jeg ikke lov til«, ler prins Henrik. 11. juni - dagen efter sin 37-års bryllupsdag - fylder dronningens husbond 70. Oven på en særdeles hektisk tid i den danske kongefamilie har prins Henrik selv ønsket at holde lav profil omkring sin runde dag. Monarkiet går igen ned i gear, og det passer fødselaren helt fint. Nu fejres han med en koncert i Tivoli og en privat fest på Fredensborg. »Jeg føler mig som en 70-årig i min krop - den har ikke samme energi som tidligere. Men i sindet fornemmer jeg ikke alderen«, siger en veloplagt prins, der denne majdag viser rundt i sin private have og i den veltrimmede urtehave på Fredensborg Slot, mens hundene Celimene og Evita ivrigt giver deres besyv med. »Jeg har altid været glad for Danmark. Det er et dejligt land. Men tiden efter forlovelsen med landets kommende dronning var sværere, end jeg havde forestillet mig. Al denne opmærksomhed kan være vanskelig og trættende. Man er i offentlighedens søgelys hele tiden. Som alle andre mænd håbede jeg, at min kone ville bruge mere tid på mig, men jeg har nu intet at klage over«. Skæbnefællesskab Prins Henrik føler et vist skæbnefællesskab med kronprinsesse Mary, fordi hun også er kommet hertil udefra, men han har dog ikke tænkt sig at rådgive sin nye svigerdatter i dette spørgsmål. »Hun føler det hele selv; hun er klog, og hun er åben. Man skal være forsigtig med at give råd, og jeg synes ikke, det er min rolle - jeg tror også, det er nemmere for en kvinde end for en mand at komme til et nyt land. Man er venligere imod hende«. »Både min kone og jeg synes, at Frederik har truffet det helt rigtige valg - de er et meget harmonisk par. Vi var heller ikke i tvivl om, at Frederik ville tage sin tid med at finde en hustru, der både egnede sig til ham og til hans land - han havde ingen hast, og han er en klog mand«. I anledning af sin fødselsdag udgiver prins Henrik på torsdag på forlaget Gyldendal bogen 'Château de Caïx', der er en henført beretning om livet på regentparrets franske besiddelse, som kongefamilien i høj grad betragter som et fristed. »Bogen er en kalejdoskopisk fortælling om vores hjem i Frankrig. Her kan vi være helt private - at være der betyder simpelthen ferie for os. Vi holder også ferie på Marselisborg og i Gråsten, men der er alligevel mange pligter. Caïx er i udlandet, og det er noget andet. Jeg kunne godt ønske mig, at vi kunne være mere på slottet, så jeg kunne passe min franske vingård, men der er fortsat mange opgaver i Danmark«. Selv om det kræver tid at skrive, har prinsen fået smag for denne syssel. Han fører dagbog, og på hans bord ligger endnu en fransk poesibog klar til udgivelse. Men hvad ville der være sket i hans liv, hvis han nu ikke var blevet gift med Danmarks senere dronning? »Det kunne man godt fantasere over. Jeg kunne jo skrive en bog om det - det ville nok være en slags roman«, ler prinsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her