Bare Pitt

Brad Pitt har sat mange kræfter ind på at anskaffe sig en enorm muskelmasse, der sidder velfordelt på hans ca. 180 cm lange krop. . - Foto: Sandrew/Metronome
Brad Pitt har sat mange kræfter ind på at anskaffe sig en enorm muskelmasse, der sidder velfordelt på hans ca. 180 cm lange krop. . - Foto: Sandrew/Metronome
Lyt til artiklen

40-årige Brad Pitt slentrer uhøjtideligt ind i rummet med centimeterkort karsehår og en orange polo-T-shirt, der afslører oppumpede muskler, en solbrun hud og en bred sølvkæde om hans hals. Det lange hår, han havde ladet vokse til rollen som Achilleus i 'Troja', er klippet af, til ære for Steven Soderberghs 'Oceans Twelve', som han skal optage i bl.a. Amsterdam. »Det handlede ellers ikke så meget om udseendet, da jeg begyndte min filmkarriere«, siger Pitt, der har sat sig med spredte ben ved bordet. Mon han tænker på sin overkrop i debuten 'Thelma & Louise' i 1991, da han var skurkagtigt 'kuvøseguf' for Thelma - Geena Davis? »Der var større fokus på skuespillerpræstationerne i 1970'erne, og det er de skuespillere, jeg har lært mest af«, fortsætter superstjernen, der tjener omkring 140 millioner kroner for hver, film han laver. Alligevel måtte Pitt fokusere på at skabe den enorme muskelmasse, der sidder velfordelt på hans ca. en meter og 80 cm lange krop. Han trænede flere timer daglig i adskillige måneder, så han kunne være troværdig som den krigerdygtige græske halvgud. Alligevel møder vi i starten af 'Troja' ikke helten ud i forreste krigslinje, men derimod dagen derpå, med to nøgne kvinder henslængt over sig. »Han har et perfekt ydre, men til gengæld er hans indre i vildrede«, siger Pitt om vigtigheden af hans fysiske fremtoning og måske hang til kvinder og alkohol. Desuden skulle han forberede sig på at være nøgen i flere scener og ublufærdigt vise sin bagdel, som naturligvis var til ære for den historiske korrekthed. »Grækerne var nøgne hele tiden«, siger han lidt forlegent. »De var nøgne, når de spiste, og når de kastede spyd. Jeg var dog ikke klar over, at jeg var den eneste, der var nøgen, indtil jeg så filmen«, siger Pitt, der både i 1994 og 2000 blev kåret til 'The Sexiest Man Alive' af det amerikanske magasin People. »Ja, jeg forstår det ikke. Jeg har udstyr som en hamster«. Det var den tyske instruktør Wolfgang Petersen ('Das Boat'), der havde overtalt Pitt til at vise sig fra sin absolut smukkeste side. Hans filmatisering af 'Troja' er frit baseret på Homers 3.000 år gamle helteepos 'Iliaden', men forholdet til Briseis - den fromme trojanske præstedatter - er bevaret. Derfor har Pitt naturligvis også en elskovsscene med hende, der spilles af den australske skuespiller Rose Burne. Kampe uden stuntmen Wolfgang Petersen ville skabe så realistiske kampscener som muligt, og hverken Brad Pitt eller den australske skuespiller Eric Bana ('Hulk') havde stuntmænd til at lave deres beskidte arbejde. Så Petersen spillede Bana og Pitt ud imod hinanden for at være sikker på, at de fik den rette muskelmasse, fortæller Pitt. »Wolfgang drillede mig hele tiden med, at Bana så virkelig stor og veltrænet ud. Jeg måtte bede holde ham kæft, for jeg pumpede og pumpede jern hver eneste dag. Jeg havde det grusomt«, beretter Pitt og forklarer, hvordan han forsøgte at få store lår, mens det bare var bagdelen, der blev større og større. Filmen 'Troja' handler som bekendt om den unge Paris - spillet af Orlando Bloom - der ikke kan holde sig fra skønne Helena af Sparta - Diane Kruger - og derved forkludrer fredsforhandlingerne mellem Sparta og Troja. Helenas forsmåede husbond, Menelaus - Brendan Gleeson - sender den græske flåde mod Troja med Achilleus i spidsen. Han er til gengæld på jagt efter uforglemmelighed og udødelighed. Kan en filmstjerne som Pitt forholde sig til det? »Det handler dybest set om frygten for at dø, frygt for ikke at være betydningsfuld. Det er et forsøg på at skabe en form for monument. Man har en ide om, at det giver en sjælefred«, forklarer Brad Pitt om sin rolle og erklærer uden tøven: »Rollen er højdepunktet i min karriere«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her