Spørg bare landmændene! År efter år sår de markerne til med raps, byg, hvede og græsfrø og lænser malkekøerne for den ene hektoliter mælk efter den anden - og år efter år modtager de kontant anerkendelse for denne indsats fra EU. Der er, det kan ikke nægtes, en vis debat om disse tilskud - og det sker da også, at der ventileres en surhed over, at den gennemsnitlige danske familie via skatten betaler omkring 8.000 kroner om året for at holde systemet flydende. Man kunne, hævder de mere mavesure debattører for eksempel, skaffe meget billigere sukker til forbrugerne, hvis EU skrottede den nuværende støtteordning og vi i stedet købte vort sukker i de dele af verden, hvor det er billigst. Og det hænder såmænd også, at en og anden har svært ved at se fornuften i at opretholde skatteborgerstøttet overproduktion af vin og tobak. Men hvorfor henfalde til bitterhed - hvorfor ikke arbejde for et grønnere miljø og samtidig selv få en bid af støttekagen? Og netop denne tankegang, der bygger på den videst mulige fortolkning af de i virkeligheden mange demokratiseringsmuligheder, som EU-systemet indeholder, er rygraden i Politikens Bagsides seneste initiativ: Bagsidens Agrarfond. Her på siden finder De en blanket, der fortæller, hvordan De mere papirmæssigt skal gå til værks for at være med - hvordan De foretager første skridt på vejen til en status som hektarstøttet karseavler. Og lad os straks tilføje, at man hverken behøver at have grønt kort eller jord i hovedet for at komme i betragtning. De og Deres skal altså til at dyrke karse - denne herlige, men desværre ofte noget oversete afgrøde - og det er i sig selv en fornøjelig beskæftigelse. Her kan man nemlig se, at det kribler og gror, og næppe har man barberet den grønne måtte, før der atter er krus til et par stykker dyrlægens natmad eller et hårdkogt æg med hjemmerørt mayonnaise. De sætter derfor en produktion i gang og iagttager ellers nøje instruktionerne på blanketten. Ved at underskrive blanketten erklærer De nemlig, at De nøje vil følge de af Direktoratet for FødevareErhverv udstukne retningslinjer for ansøgning om opnåelse af hektarstøtte - idet De særligt bemærker, at De ikke samtidig søger tillægspræmie til moderfår på ugunstigt stillede øer. Det vil nemlig ganske unødigt komplicere ekspeditionsprocessen, og er der noget, som bestemt ikke er påkrævet, da er det at gøre dette i forvejen mangestrengede og rigt facetterede system mindre lettilgængeligt. Bagsidens Agrarfond vil samle de mange erklæringer, der må forventes at indkomme, og herefter snarest videresende materialet til Direktoratet for FødevareErhverv med anmodning om kollektiv udbetaling af karsehektarstøtte med virkning fra 2005. Før kan det nemlig på grund af gældende tidsfrister ikke nås, men De kan være rolig: Deres andel af støtten vil, når den indgår på fondens konto, sporenstregs blive videresendt til Dem. Nu er det allerede sådan, at dyrkede arealer i EU overvåges via satellit, og det forekommer fornuftigt - i modsat fald kunne jo enhver påstå, at han dyrkede et eller andet, og dernæst søge at kradse et tilskud ind. Det store karsedyrkningsprojekt forudsætter derfor, at deltagerne enkeltvis giver samtykke til, at EU-satellitten må fotografere karsebakken. Dette gøres på blanketten, hvor De også med en grovskitse bedes tegne Deres hus og med en eller flere pile angive, i hvilket vindue bakken - eller hvorfor ikke: bakkerne! - står. Ved hjælp af denne skitse vil overvågningen - og dermed den fornødne realitetscertificering af projektet - kunne gennemføres på tilfredsstillende vis. Der er som bekendt ingen grund til at gøre tingene mere indviklede end de er. Agrarfonden påtager sig løbende at opgøre, hvor stort areal initiativet har »under karse« - og jo flere, der dyrker med, desto grønnere bliver vort land. Send erklæringen til Politiken. Bagsidens Agrarfond, Rådhuspladsen 37, 1785 København V., når De er sikker på, at afgrøden er i vækst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








