Skuespillet 'Løgnerne' begynder med en begravelse. De fem skuespillere, instruktøren og hans assistenter er mødt op til første prøve. Placeret rundt om det store bord tager de fat på det jomfruelige drama ved at læse op af stykket, der om fire måneder har urpremiere nede i teatersalen. Byens lyde stiger til vejrs og når herop på femte sal, hvor også forårssolen vælter ind, men intet distraherer aktørerne i det helt hvidmalede lokale. Når 'Løgnerne' har førsteopførelse 18. august, markerer det åbningen på teatret Kaleidoskops 10. sæson. Den lille scene på Nørrebrogade har for længst slået sit navn fast som en af hovedstadens mest fornyende og modige, små scener. Avantgardeteater, mener nogle. Med et repertoire, der oftest er nyskrevet og dansk, og hvor også det visuelle spiller en afgørende rolle. »Når det gælder intimitet, visualitet og mobilitet har Kaleidoskop som teaterhus en af de bedste scener i København. Men vi ønsker også, at der skal ske noget nyt. Vi vil gerne tænke større, men det er i høj grad op til politikerne og deres bevillinger«, siger Kaleidoskops chef, Martin Tulinius. Ni teaterbud bliver det til i den kommende sæson. Det har i alle ti år været en leveregel i den tidligere biograf på Nørrebros hovedstrøg, at man ikke ville gentage sig selv eller satse på ideer, der allerede var afprøvet. Sæsonen 2004-05 byder på masser af ny, dansk dramatik på teatrets egen scene, men Kaleidoskop rykker også til Kanonhallen med det store visuelle og musikalske udtræk i bearbejdelsen af Günter Grass' 'Mit århundrede', og næste forsommer kan man finde Kaleidoskop i Kedelsmedjen på Holmen med H.C. Andersens 'Den lille havfrue'. Samtidig forhandles der med en stribe europæiske storbyer om turneer med de to opsætninger. Overvejelserne på Kaleidoskop går netop nu på, om man skal udvikle institutionen til teaterproducent i den helt store stil, eller om det måske var værd at satse på at overtage et af hovedstadens store teaterhuse, når den nuværende teaterordning udløber i 2006. »I virkeligheden har vi altid lavet teater på trods af omstændighederne, og den ånd hersker fortsat i huset. Vi forsøger hele tiden at gå nye veje, og jeg tror ikke, man kan sætte en særlig mærkat på vores udbud. Vores linje har været at finde gode tekster og kombinere dem med et moderne og visuelt stærkt udtryk, og vi slår gerne bro mellem performanceteatret og de velkendte udtryksformer. Nye udtryksmåder kan være med til at forstærke det psykologiske spil, og det er altid mest interessant at være til stede dér, hvor kunstarterne støder sammen. På Kaleidoskop er både visualitet, lysdesign, lyd, tekst og det skulpturelle derfor også ligeværdige størrelser«, fastslår Martin Tulinius. Hård start Det var i 1994, at skuespilleren Mikkel Harder Munck-Hansen og scenografen og producenten Martin Tulinius pludselig stod med et teater på hånden. De første år på Kaleidoskop var en kamp op ad bakke og med evindelige økonomiske trakasserier. Kaleidoskop fungerede fortrinsvis som åben scene, men efterhånden begyndte de to unge teaterchefer at realisere deres egne drømme - de scenograferede, instruerede og skrev også en væsentlig del af Kaleidoskops produktioner. Og samtidig med at andre teaterfolk også slog sig løs, konsolideredes fundamentet. Mikkel Harder Munck-Hansen er siden rejst videre til først Radio Drama og nu skuespilchefposten på Det Kongelige Teater. I mellemtiden er Kaleidoskop i dag stort set selvproducerende på hele repertoiret, og forestillinger som 'Kondylomer', 'Pierrot Lunaire', 'K', 'Satie', 'Dæmoner', 'Dada', 'Stormen' og 'Kærlighed' er i de seneste år blevet store publikumssucceser. Betty Nansen Teatrets chef, Peter Langdal, har ofte følt sig provokeret oven på et besøg på Kaleidoskop. Men det har været en positiv provokation. »Kaleidoskop er et modigt og et grænseoverskridende teater. Selv om forestillingerne har været vidt forskellige, er det lykkedes at skabe en markant, kunstnerisk linje. Der er afprøvet mange skæve vinkler i dette væksthus, og det er ofte dramatik med en fantastisk visuel power. De små forhold på Kaleidoskop betyder, at man tvinger geniale løsninger frem, og på den måde er Kaleidoskop en rigtig god baghave til det institutionaliserede teater - på samme måde som køkkenet også tit er det sjoveste sted at befinde sig til en fest«, siger Peter Langdal. Gode skæverter Også Det Kgl. Teaters operachef, Kasper Bech Holten, der selv har virket som instruktør på Kaleidoskop, giver topkarakter. »Naturligvis har der været skæverter undervejs - det skal der være, når man eksperimenterer med forestillinger, der både falder uden for, midt imellem og oven på alt andet, der sker i dansk teater. Kaleidoskop holder heller ikke stilen, men det er hele pointen - kunsten må ikke blive låst fast, og Kaleidoskop har nu i flere år sat en helt ny dagsorden og bidt os andre i haserne. På den måde har teatret uvurderlig betydning«, mener Kasper Bech Holten. Overalt i teaterhuset er der aktivitet, og medarbejderne sidder tæt. Meget tæt. Kaleidoskop regnes for en god, men også en hård arbejdsplads, hvor forventningerne til medarbejderne er meget høje. Hjertet i Kaleidoskop er teatersalen med plads til 120-150 tilskuere. Administrationen sidder på 1. sal, og teatrets væksthus og prøvelokaler har adresse i Struenseegade. Kaleidoskop har status af lille storbyteater og får 3,5 mio. kr. i offentlig støtte foruden produktionsstøtte til flere af forestillingerne. Midlerne udnyttes optimalt, og det lille teater har i dag ni fuldtidsansatte medarbejdere, men støtten rækker ikke meget længere i et hus med endog meget store kunstneriske ambitioner. »Dansk teater er ikke i krise, men det er bundet af systemtænkning, og det mangler muligheder for udvikling. Der har aldrig været så mange talenter i ny dansk dramatik som i øjeblikket, og mange af dem er på vej netop nu. Men de har det hårdt med den nuværende teaterlov, fordi den er indrettet på at få flest muligt i teatret og på at skaffe høje belægningsprocenter. Derfor favoriserer loven de klassiske dramaer og de spektakulære opsætninger. Også af den grund har vi brug for en ny teaterlov«, siger Martin Tulinius. peter.thygesen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








