Årelange rygter om en ny skandinavisk initieret udgave af den amerikanske Disneytegner Carl Barks' samlede værker om Anders And og hans berømte Co. bekræftes nu omsider officielt af projektets centrumfigur Svein Erik Søland, chefredaktør for Egmontkoncernens norske tegneserieudgivelser. Den store udgivelse kan dog ikke nå at fungere som markering af 70-års dagen i år for Anders' 'fødsel', nemlig som bifigur i Disneyfilmen 'Den lille kloge høne' fra 1934. Udgivelse i 2005 mest sandsynlig »Mest sandsynligt er det, at værket kan begynde at udkomme i 2005«, siger Søland til Politiken i telefon fra den internationale børnebogsmesse i Bologna, Italien, hvor han netop i disse dage over for interesserede forlag fra andre lande markedsfører det projekt, han allerede har arbejdet med i fem år. Blandt andet hensyn til sådanne nye partnere kan medvirke til, at udgivelsen trækkes yderligere ud. Så godt som sikkert lige nu er kun, at der vil udkomme en norsk, en dansk og en svensk udgave, men »om et par måneder ved jeg meget mere«, beroliger Søland, som også må tage forbehold for en række detaljer angående omfang og pris. Standardværket over dem alle »Der skal træffes valg om både oversættelser og om den tekniske kvalitet. Mange af de 6-7.000 sider, Barks tegnede, har aldrig foreligget i nordiske udgaver i en ordentlig farvelægning«, siger chefredaktøren. Men den ny udgivelse skal fungere »tilfredsstillende som standardværk« over alle Carl Barks Disneyhistorier, selv om den ikke medtager rub og stub af sporene efter den berømte tegner, der døde i august 2000, 99 år. Nordisk redaktionsråd Redaktionsarbejdet skal ledes af det norske andeblads redaktør i den seneste halve snes år, Solveig Thime, i spidsen for et fællesskandinavisk redaktionsråd. Rådets øvrige andeeksperter er Øystein Sørensen, professor i historie ved Oslo Universitet, svenske Stefan Diös, der også tidligere har arbejdet med redaktion af Barks-udgivelser, plus den danske journalist Peter Hartung, som i 1994 udgav 'Manden og anden', en bog om Carl Barks. Udgavens redaktionelle kommentarer bliver nyskrevne, også med henblik på ændernes udgivelseshistorie i Europa, forklarer Søland. Så man f.eks. vil kunne læse om protesterne i sin tid mod at udlåne andebladet på norske biblioteker, fordi de små inkaefterkommere i historien om 'De firkantede æg fra Peru' talte nynorsk. Pris og udstyr ikke fastlagt Indbindingen af den ny skandinavisk organiserede samleudgave burde vel egentlig være i andedun, men pris og udstyr vil Søland ikke lægge sig fast på endnu. Barks' samlede andehistorier har tidligere kunnet købes i to nu udsolgte amerikanske udgaver af Carl Barks Library: en sort-hvid gengivelse af de cirka 6.400 sider i ti kassetter med tre bind i hver, til en pris af mellem 1.300 og 1.500 kroner per kassette. Og en senere udgave i farver delt op på cirka 150 albumbind med hver én lang eller tre-fire af de kortere andehistorier og til cirka 100 kroner per styk. I begge tilfælde lå prisen altså på niveau med salgsprisen på Den Store Danske Encyklopædi. »Salgsformen er der ikke besluttet noget om«, siger Søland, »men tanken er jo ikke, at folk skal gå hen og købe f.eks. kun bind 8. Så subskription er vel naturligt, når det drejer sig om så mange bind i et relativt begrænset oplag, måske endda nummererede eksemplarer«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00








