DR's seneste licenskampagne har fået mere end 75.000 sortseere til at tilmelde sig licensbetaling. De mange nye tilmeldinger sikrer DR en ekstra indtægt på godt 90 millioner kroner i år. Det er især unge, der har tilmeldt sig, efter at DR for en måned siden i en skarp tone pr. brev henvendte sig til mere end 300.000 mennesker, der hidtil ikke har betalt licens eller kun har betalt licens for radio eller sort-hvid tv. »Erfaringerne fra tidligere kampagner viser, at omkring 20 procent af alle husstande, der er sortseere, melder sig, når DR Licens kører kampagner. Men denne gang er tallet tættere på de 30 procent«, siger kampagneleder i DR Charlotte Broman. Hun er ikke i tvivl om, at det er den direkte tone i kampagnen, der har fået så mange til at tilmelde sig. »Vi tror selv, det har hjulpet, at vi har valgt at være mere konsekvente i vores udmelding. Over halvdelen af de husstande, der ikke betaler licens, bebos af unge mellem 20 og 30 år. Og vi har været meget bevidste om, at henvende os i en tone, der ville få dem til at reagere i stedet for bare at lægge brevet væk«, siger hun. »Det er ulovligt at være sortseer«. Sådan lyder overskriften i det brev, som er sendt ud til de mere end 300.000 husstande, der ikke betaler licens eller er mangelfuldt tilmeldt. »En del synes ikke, at de behøver at betale for de ydelser, DR tilbyder«, hedder det videre i brevet. »De vil hellere satse på ikke at blive opdaget og i øvrigt overlade finansieringen af DR's kvalitetsprogrammer til deres medborgere«. Det understreges også i brevet, at sortseere vil få besøg af licensinspektører i løbet af foråret, og at det kan resultere i en bøde oven i licensbetalingen. Risikerer bøde eller retssag »Vi har gerne villet fortælle sortseerne, at vi ikke tolererer snyd med licenspengene, og at vi er klar til at gå hele vejen. Hvis vores inspektører finder ud af, at folk fortsat er tilmeldt forkert eller slet ikke tilmeldt, risikerer de en bøde og i værste fald retsforfølgelse. Og sådan har vi ikke talt til folk før«, siger Charlotte Broman. Samtidig har DR også kørt spots på tv - eksempelvis umiddelbart efter 'Krøniken' søndag aften - hvor de takker de seere, der betaler licens. De 90 millioner kroner skal blandt andet bruges til at dække et licensunderskud, som DR opdagede i begyndelsen af 2003. »Det gik op for os sidste år, at et større antal mennesker stille og roligt var holdt op med at betale licens. Vi har hvert år et demografisk frafald af licensbetalere på 60.000-70.000. Det er folk, der dør eller flytter til udlandet, eller singler, der flytter sammen. Men derudover var et større antal unge mennesker og folk i storbyerne holdt op med at betale«, fortæller ressourcedirektør i DR Bent Fjord. Der er lovgivningsmæssigt lagt et loft for, hvor mange indtægter DR må have via licensbetalingen. »Det loft er i år på knap tre milliarder kroner. Kommer vi over det beløb, skal resten afleveres i Kulturministeriet. Vi kan endnu ikke sige, om vi når loftet i år, for mens alle disse tilmeldinger er kommet tidligt på året, så ved vi endnu ikke, hvor mange frameldinger vi får«, siger Bent Fjord, der regner med at have en prognose klar i løbet af nogle uger. Sidste år modtog DR også omkring 70.000 nye tilmeldinger på baggrund af en kombineret brev- og inspektørkampagne. Men antallet af frameldinger var lige så stort. For at give folk en fair chance for at reagere på brevet fra DR Licens har DR's inspektører ikke været ude og lede efter sortseere den seneste måned. Men fra slutningen af denne uge er inspektørerne på gaden igen.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuMest læste
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Politiken mener: Lincolns ord vækker genklang efter nattens forløsende valgresultat
1
2
3
4
5
6
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.