En duft af terror

Et noget usædvanligt produkt, som der angivelig er et marked for i Pakistan: bin Laden-duftevand.   Foto: Arif Ali/AFP
Et noget usædvanligt produkt, som der angivelig er et marked for i Pakistan: bin Laden-duftevand. Foto: Arif Ali/AFP
Lyt til artiklen

Mens Vesten stadig vånder sig efter terrorangreb og Mellemøsten også lever med en konstant bombefrygt, er der også mennesker, der sympatiserer med bombemændene. Det kan man se på en ny vare, der ifølge flere pakistanske og arabiske aviser netop er dukket op på de pakistanske butikshylder: Usama bin Laden Cologne (I Danmark skriver vi Osama, men det kan også skrives med U). Denne herreparfume er blevet set i flere butikker i den store by Lahore i det østlige Pakistan. Både emballagen og den lille 100 milliliter flakon indeni prydes af billedet af verdens mest eftersøgte mand, langskægget og mildt smilende. Populær blandt unge mænd Umiddelbart virker det ikke som et oplagt salgsargument at opkalde en cologne efter en mand, der så vidt vides har gemt sig i en klippehule i to år. Associationerne går nærmere på gammel sved og selvdøde kameler end på et frisk pift. Men åbenbart sælger den. Den arabiske avis Gulf News' korrespondent i Lahore citerer butiksassistenten Farhan fra Liberty Store for, at den »klarer sig godt og især er populær blandt yngre mænd«. Rygter om terrorstøtte Der går rygter om, at en del af salgsprisen går til bin Ladens terrornetværk, al-Qaeda - men andre siger, at det bare er et smart salgstrick. Netop den slags formuleringer viser de store forskelle i opfattelsen af bomber mod Vesten. Langt de fleste muslimer tager afstand fra Osama bin Ladens indædte antiamerikanisme og den terror, han er anklaget for. Men der findes også et stort mindretal, der viser deres foragt for Vesten og USA ved f.eks. at gå i Osama-T-shirt - og nu altså at bruge Osamaduft. Heltedyrkelsen understreges uden på emballagen, hvor der bag bin Ladens hoved kan ses et glimt af en hvid bygning og noget, der ligner røg: et udsnit af et af de berømte billeder fra 11. september-angrebene, da World Trade Center faldt sammen i en støvsky. En noget morbid hyldest til det mest omtalte massemord i historien, som Osama bin Laden menes at stå bag. Talebansk stivstikkeri Hvem der har produceret colognen, er ikke klart. Nogle butiksindehavere siger til aviserne, at distributøren blot kalder sig 'Islamiske Produkter', og at selskabet har hjemme i en anden pakistansk by, Peshawar. I betragtning af, at Pakistan er en militærstat, hvis præsident bakker solidt op om USA's såkaldte krig mod terror, er det måske også meget smart ikke at skilte for meget med idoliseringen af USA's fjende nummer 1. Muligvis virker det, som om der er et indbygget modsætningsforhold i det talebanske stivstikkeri, som Osama bin Laden går ind for, og så at friske sig lidt op, før man går på natklub. Men parfume er faktisk meget islamisk. »De eneste to ting, jeg sætter pris på i denne verdens liv, er kvinder og parfume«, sagde profeten Muhamed selv ifølge en overlevering. Og den selvmordsinstruks til 11. september-kaprerne, der bagefter blev fundet i en bil, begyndte sådan her: »1) Sværg en ed på, at du vil dø, og forny dine intentioner. Barber overflødigt hår af din krop, og påfør dig cologne. Tag bad«. Så selv om det er temmelig grovkornet, giver det faktisk mening. Om end colognen nok aldrig bliver populær i USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her