Der er få hvide pletter tilbage på det filmiske landkort, men herhjemme må den centralasiatiske film definitivt henregnes til kategorien. At de tidligere Sovjetrepublikker Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Turkmenistan (med en udstrækning fra Det Kaspiske Hav i vest til Kina i øst) stadig er et filmisk terra incognita, er imidlertid højst uretfærdigt. Republikkerne langs Silkevejen har - trods tætte bånd til Moskva, hvis berømte filmskole VGIK blev frekventeret af mange af regionens vigtigste instruktører - oppebåret hver deres bemærkelsesværdige filmindustri gennem mere end et halvt århundrede. Den distinkte egenart var allerede tydelig før Perestrojka banede vejen for de overvejende islamisk sindede republikkers "selvstændighed" (demokrati i vestlig forstand er endnu på work-in-progress niveau), men er blevet endnu mere markant indenfor de seneste femten år. Nærværende serie er et håndpluk af regionens bedste film produceret både før og efter Sovjetunionens opløsning. Hvad enten det gælder poetisk realisme, postmoderne minimalisme eller det grandiose historiske epos, giver filmene slående indblik i en verden og en kultur, der føles nær og fjern på én og samme tid.