Ny form for EU-oplysning til folket

Lyt til artiklen

Ungarerne har sex 152 gange om året. 40 procent af esterne er på nettet hver eneste dag, mens 48 procent af lettiske ledere er kvinder. Onsdag kommer det første af otte programmer med titlen 'Europas nye stjerner', der handler om de ti nye lande, som fra 1. maj bliver medlemmer af EU. Blanding af humor og statistik Programmerne er lavet af tv-manden Axel Boisen, der tidligere har stået bag udsendelserne OPS (Oplysning om perkerne til samfundet) og OBLS (Oplysninger om bøsser og lesbiske til samfundet), og de otte programmer er bygget op på samme vis med en blanding af en masse interview, humor og til tider meget overraskende statistiske oplysninger. På tværs af de nye lande tager hvert program et enkelt hverdagsemne op som for eksempel familie, penge, sex og mad. Teste fordomme »Med programmerne vil vi gerne teste, dels om vi har nogle fordomme om de nye EU-lande, dels hvad vi kan gøre ved dem, hvis vi har dem. For at gøre grin med dem - og ikke mindst få dem til at gøre grin med sig selv - er vi netop nødt til at udstille vores egne, latterlige fordomme. Om de så er, at indbyggerne i de tidligere østbloklande er alt for blege, har dårlige tænder, snyder lidt og hedder navne med alt for mange konsonanter. Det er lidt pinligt for os, for de ved udmærket, at vi måske betragter dem lidt som sinkerne i klassen. I en moderne, visuelt orienteret verden er de bagefter, til gengæld har de en masse af de kvaliteter, vi mistede i 80'erne, og som de nu står til at miste, for eksempel nærhed og en mere traditionel familiestruktur«, siger Axel Boisen. Tog kontakt under topmøde 'Europas nye stjerner' er blevet til i et samarbejde med de lokale, nationale tv-stationer i Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Slovenien, som Axel Boisen kontaktede allerede under EU-topmødet i Bella Center for halvandet år siden. De seneste 14 måneder har han arbejdet på de otte programmer, som tilsammen har kostet otte millioner kroner. Udgiften er primært finansieret af Danmarks Radio og svenske SVT, og derudover har de enkelte lande - mod selv at få programmerne gratis - betalt med omfattende arkivmateriale og researchhjælp. Den svære humor Arbejdet har afsløret fællestræk hos de nuværende og de nye EU-lande, men absolut også mange modsætninger. »Når jeg kigger tilbage på arbejdet, er jeg imponeret over, hvordan det rent politisk har ladet sig gøre at få de her lande til overhovedet at synes det samme om noget som helst. En ting, vi ved, er, at 'Humour does'nt travel'. At det i Polen for eksempel er stor humor, når en mand kommer ind på politistationen og siger: »Jeg kommer, fordi min bil er blevet stjålet«, og politimanden siger: »Hvorfor gør du det?« - alle får jo stjålet deres bil i Polen. Med sovjetundertrykkelsen har landene udviklet en meget politisk satire, som kan være lidt gumpetung, men vi har netop valgt at benytte os af den i programmerne«, siger Axel Boisen. Når udsendelserne er ovre, skal seerne gerne sidde tilbage med en større viden om de nye EU-lande, og i stedet for bare at tænke tidligere østblok skal de gerne se dem som selvstændige nationer med forskellige nationale karaktertræk. Hvem havde for eksempel forestillet sig, at ungarerne slår verdensrekord i seksuel aktivitet? Andre end den ungarske kvinde, der i Axel Boisens program forklarer selvfølgeligheden i at have først en elsker, og så én til oveni, for at bevare lidenskaben.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her