Den svenske skuespiller og instruktør Hasse Ekman er død i Fuengirola, Spanien, 88 år. Og dermed har Sverige mistet en meget aktiv og elegant filmskaber af den slags, som kun en Ingmar Bergman kunne konkurrere med - og med tiden udkonkurrere. Hasse Ekman var søn af den store Gösta Ekman - elegantier, dandy, charmepropel - hvem husker ikke endnu gamle Gösta Ekmans viseforedrag af 'Isabella' - men sønnen Hasse overtog med tiden faderens stjernestatus - og blev i parentes bemærket også far til en ny Ekman, skuespilleren Gösta. Hasse Ekman lavede film i alle genrer. Han var 'auteur', femten år inden begrebet blev alment kendt, med introduktion af en helt ny spillestil og en ny naturalisme i filmens verden. I alt blev det til 40 film (de fleste efter eget manuskript), 20 teaterstykker, lige så mange revyer, mange sangtekster og en del bøger. Som skuespiller medvirkede han i over 70 film og teaterstykker. Uden for enhver konkurrence er han den svenske instruktør, som har skrevet flest manuskripter. Med faderlig generøsitet betegnede han sig selv som bindestregen i kæden Gösta-Hasse-Gösta. Film om far I 1954 skrev han filmen 'Kungliga patrasket', en kærlig, men uærbødig skildring af sin egen fader, som var selvoptaget, succeshungrende, egoman og egoistisk - men også en suverænt charmerende menneskeven. En nat vågnede Hasse ved at Greta Garbo sad på hans sengekant og kyssede ham. Teater var det eneste, som betød noget i det ekmanske hjem - politik og socialt fællesskab var et dybt hul, har han udtalt. Som 19-årig drog Hasse Ekman til Hollywood og så Ernst Lubitsch instruere - han iagttog stjerner som Gary Cooper og Claudette Colbert og interviewede Ginger Rogers og Frank Capra. Så det var ikke en uerfaren ung debutant, der i 1924 instruerede sin første film, 'Med dig i mine arme'. Og så kørte rouletten: I midten af 1940'erne, storpolitisk en truende tid, producerede Hasse Ekman 40 film om året (som kan sammenlignes med de 10-12, der produceres i vore dage.) Playboy og charmør Familien holdt til i Operakällaren og indspillede film til klokken fem om morgenen. Hasse Ekman blev playboy og charmør - elegant, kynisk, ironisk som sin far. Med tiden fik han tre koner og fem børn - og få penge. I 1950'erne skete der et paradigmeskifte - det blev folkekomedier, ofte med Sickan Carlsson i hovedrollen. Og mens fjernsynet vandt frem (jfr. 'Krøniken'!), blev publikums sult efter film afgørende svækket. »Mere og mere gik på rutine, spilleglæden forsvandt, og ideerne sygnede hen. Jeg følte helt enkelt, at jeg havde udspillet min rolle som filminstruktør«, har Hasse Ekman fortalt. Han instruerede sin sidste film i 1964 og drog til Spanien. Nu er han død - men han var et bedårende barn af sin tid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








