Det var kærlighed fra første film mellem Quentin Tarantino og filmfestivalen i Cannes. For 12 år siden blev hans debutfilm 'Håndlangerne' (Reservoir Dogs) således vist ved Croisetten uden for konkurrence, og blot to år senere - i 1994 - fik han Guldpalmen for 'Pulp Fiction'. Og nu skal den 40-årige instruktør fra Knoxville, Tennessee i USA stå i spidsen for den internationale jury fra 12.-23. maj. Den største ære »For en filmskaber og en filmelsker findes der ingen større ære end at sidde i juryen ved filmfestivalen i Cannes. At være præsident for juryen er både en kæmpe ære og et kæmpe ansvar, og samtidig kulminationen på et liv gennemsyret af film - en fantastisk besættelse«, var Tarantinos første reaktion på udnævnelsen. Med Quentin Tarantinos hverv som jury-præsident er rygterne om at hans 'Kill Bill volume 2' skal åbne årets filmfestival i Cannes forstærket yderligere. Filmens verdenspremiere i USA er allerede blevet flyttet én gang - til 16. april - men mon ikke Miramax vil være parat til at rykke premieredatoen endnu en gang - til 12. maj? I hvert fald for den europæiske premieres vedkommende. For bedre springbræt i Europa vil filmen simpelthen ikke kunne få. Vitaminer Fransk presse ser udnævnelsen af Quentin Tarantino som en vitaminindsprøjtning for den franske festival, som afholdes for 57. gang. Hvilket også er tiltrængt. Cannes er stadig verdens mest betydningsfulde filmfestival. Men bagfra rykker Berlin stadig nærmere, og samtidig var sidste års festival ved Middelhavet den magreste i mands minde. Som jurypræsident har Tarantino ingen indflydelse på, hvilke film der bliver udvalgt til kampen om palmerne. Men hans navn sætter en standard for, i hvilken retning man ønsker at gå. Og det er en offentlig hemmelighed, at præsidenten har et stort ord at skulle sige mht. til hvilke film, der skal præmieres. Og ikke mindst hvilken filmisk retning, man ønsker at honorere. Det sås måske allermest tydeligt tilbage i 1999, hvor juryen med den canadiske avantgardist David Cronenberg i spidsen, nærmest skabte skandale ved at give guldpalmen til de belgiske Dardenne-brødres 'Rosetta' og Prix du Jury til 'A Carta' af Manoel de Oliveira. Retningen var også tydelig og konsekvent fra Frances McDormands side ved den netop afviklede Berlin Film Festival. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske skuespillerinde, med en forkærlighed for kunstnerisk uafhængige film, var garanten for at belønne vitalitet og underfundighed, og samtidig gå udenom de i forvejen etablerede navne på årets Berlinale. Indtil videre er Tarantino det eneste navn, der er sat på juryen i Cannes, som vil bestå af ni medlemmer. Jurypræsident i 1994, hvor 'Pulp Fiction' blev hædret med guld, var i øvrigt Clint Eastwood!
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








