Øverst er et billede af Den Kongelige Danske Livgarde - alt inklusive: Bjørneskindshuer og klart solskinsvejr. Nedenunder bekendtgør den engelske holocaustbenægter David Irving på sin hjemmeside, at han kommer til København 22. februar for at holde tale. David Irving hører til den lille gruppe af veltalende historikere - de såkaldte revisionister - der offentligt og ofte i omfattende forfatterskaber plæderer for, at jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig aldrig har fundet sted. Indrejseforbud Af samme årsag må David Irving ikke rejse ind i hverken Østrig, Canada, Australien eller New Zealand. Og sætter han sine ben i Tyskland igen, skal han betale en bøde på det, der svarer til 120.000 kroner. En bøde, han blev idømt, efter at han i Tyskland udtalte: »I dag ved vi, at de gaskamre, som turisterne får fremvist i Auschwitz er bluff, bygget af de polske kommunister efter krigen«. Stærke kræfter I Danmark er det ikke forbudt at benægte holocaust, men alligevel vil David Irving ikke over for Politiken oplyse, hvem der har inviteret ham til landet. Han vil heller ikke ud med, hvor han skal holde sin tale, og hvad den vil komme til at handle om. Han bekræfter blot per mail, at den er god nok: Han kommer til København. Dén besked kommenterer talsmand for Det Mosaiske Troessamfund og kultursociolog Jacques Blum således: »Ytringsfriheden gælder også over for dem, man næsten ikke kan holde ud at høre på. Så jeg er ikke forarget over at David Irving kommer til Danmark. Men jeg er forarget over, at der er nogle, der vil høre på ham. Det er stærke kræfter, som holder liv i hans aktiviteter. Også i Danmark«. »Moderat fascist« David Irving selv kalder sig »moderat fascist«, og det er da også på den yderste højrefløj, man skal lede efter nogen, der kender til arrangementet 22. februar. Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning er en sammenslutning af folk, der bekender sig til revisionismen - og som blandt andet tæller en tidligere forsker fra Københavns Universitet. Her ved de, hvem der har inviteret David Irving til København, men ingen ønsker at afsløre navnet på arrangøren. Blot lyder beskeden, at det er en gruppe »dedikerede« folk, der står bag arrangementet. En af selskabets stiftere Ole Kreiberg forklarer, at selskabets medlemmer har fået tilbud om at komme med til mødet med David Irving, og at det formentlig vil foregå på en restaurant i København. Imidlertid holder arrangørerne mødestedet hemmeligt til sidste øjeblik, »for at der ikke er nogen, der skal forstyrre mødet«, forklarer Ole Kreiberg. Hjulpet af sponsorer I 2000 hev David Irving den amerikanske forfatter Deborah Lipstadt og hendes engelske forlag Penguin Books i retten for injurier - og tabte med et brag. Han blev dømt til at betale over 22 millioner kroner i sagsomkostninger og holder i dag formentlig gang i sit virke ved hjælp sponsorer. Det vurderer forskningsassistent Torben Jørgensen fra afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier, som ligger under Dansk Institut for Internationale Studier. På Irvings egen hjemmeside opfordrer han under et blinkende visakort regelmæssige brugere af siden til at donere ham 50 dollar. Ifølge Torben Jørgensen bliver de ekstreme højrefløjshistorikere først et virkelig alvorligt problem i det øjeblik, unge mennesker ikke kan skelne mellem, hvad der er ret, og hvad der er vrang i historieformidlingen. Eksempelvis har Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning layoutet deres hjemmeside så den til forveksling ligner afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudiers undervisningsside. »Formålet er, at få nogle af de unge mennesker til at forveksle vores side med deres«, forklarer Torben Jørgensen og fortsætter: »Man kan gå gennem historieundervisningen i skolen uden overhovedet at blive undervist i Anden Verdenskrig. Og faren ved denne forringede undervisning er, at den ikke klæder unge mennesker godt nok på. Her har vi en historisk begivenhed, hvor der sidder nogle mennesker og gør et intenst stykke arbejde for at fortrænge kendsgerningerne. Og jo dårligere de unge er klædt på, jo lettere vil de kunne lade sig snyde af det her«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








