Hver aften i den seneste uges tid har en ældre amerikansk herre siddet og kastet terninger i foyeren til The Arts Theatre i London. Manden er Luke Rhinehart - forfatter til kultbogen 'Terningemanden' fra 1971, der introducerede et stort publikum til, hvordan man kunne skaffe sig en splinterny skæbne ved at lade et sæt terninger overtage alle livets beslutninger. Anledningen til Luke Rhineharts besøg i London er, at The Arts Theatre i aftes havde premiere på 'The Dice House' - terningehuset. En forestilling, der er inspireret af Luke Rhineharts roman. Publikum til den seneste uges forpremierer har fået valget mellem at betale den normale billetpris eller kaste seks terninger i Luke Rhineharts selskab og lade dem afgøre prisen. Rafler om sit liv I 'Terningemanden' rafler hovedpersonen, der er psykiater, sig til et nyt liv, da han beslutter at lade terningerne afgøre, hvad han skal foretage sig. Det gælder både små og store beslutninger; om han skal mikse sig en drink eller ej. Og om han skal voldtage underboen eller tøffe ind til konen som sædvanlig. Romanen skildrer, hvor afsindigt livet kan blive, når det er lagt i hænderne på et par terninger. Og hvor ordinært det kan blive, hvis man lader være. Andie Bouchardt, der er leder af The Arts Theatres billetkontor, siger til den engelske avis The Independent, at der har været et fantastisk godt salg til ugens forpremierer. Teatret har kørt med en belægningsprocent på 80 procent hele ugen, selv om forestillingen altså først havde regulær premiere i aftes. »Folk har ikke forudbestilt deres billetter, fordi de hellere vil kaste terninger om prisen«, siger han. Nu også som film Forestillingen 'The Dice House' er skrevet af Paul Lucas. Siden 'Terningemanden' udkom i 1971, er der blevet lavet mindst 15 forskellige teaterstykker over manuskriptet, og ifølge The Independent leder Paramount nu efter en instruktør, som kan instruere en filmversion. »I årevis har folk inspireret af min bog lavet forestillinger, tv-serier og dokumentarudsendelser. Jeg har ofte været skuffet over resultatet, fordi flere fuldstændig har overset humoren og absurditeten i terninge-livet. Men Paul Lucas' stykke er en glædelig undtagelse. Det er et dejligt ægteskab mellem hans store komiske talent og det absurde materiale fra en ellers seriøs bog. Teorien i 'Terningemanden' er, at vi alle nøjes med én personlighed og ét sæt værdier, selv om vores liv ville være mere tilfredsstillende, hvis vi kunne glide fra en rolle til en anden - ubekymrede over de modsætninger, det involverer«, siger Luke Rhinehart på forestillingens hjemmeside. Det er fortsat muligt for publikum at kaste terninger for at få afgjort billetprisen, der i almindeligt salg kan erhverves i to prisklasser - 24,50 pund eller 29,50 pund. Ved et kast med seks terninger kan man maksimalt komme til at betale 36 pund for sin billet. Og hvis man er meget heldig, skal man kun slippe seks pund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Gigantisk bestseller: Filmrettighederne blev solgt, inden bogen udkom. Det forstår man
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
Dansk fortrop er landet tæt ved grænsen til Rusland: »Putin er presset på en måde, han aldrig har været før«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema







