Det er en myte, at de unge mellem 15 og 30 år ikke laver andet end at flyde foran fjernsynet. Faktisk faldt deres samlede tv-forbrug sidste år med 5 procent, mens det for befolkningen som helhed steg med 1 procent, viser en analyse, som mediabureauet Mediaedge:cia har lavet på baggrund af Gallups tv-meter-tal. Syv procents fald Ser man specifikt på de reklamebaserede kanaler, er de unges seerflugt endnu mere markant, nemlig 7 procent. Værst er det gået ud over TV 2 Zulu, hvor de unges sening er faldet med 36 procent, primært på grund af at stationen sidste år blev en betalingskanal. På TV 2 er faldet 4 procent, mens Viasatkanalerne TV3 og 3+ må notere et fald på henholdsvis 13 og 8 procent. Halvanden time mindre om ugen Ud af et samlet tv-forbrug på cirka 20 timer om ugen, lyder et fald på 7 procent for de reklamebaserede kanaler måske ikke af meget. Men faldet svarer til, at de unge bruger knap halvanden time mindre om ugen på reklamekanalerne, og det bekymrer de virksomheder, der forsøger at påvirke de 15-30-årige gennem tv-reklamer. Færre seere betyder nemlig, at reklamen skal vises flere gange for at have den samme effekt. »Det betyder, at vi har sværere ved at nå de unge med tv-reklamer. Jo mere sporadisk, de unge ser tv, jo sværere er de at ramme. Stationerne må til at oppe sig for at fange de unge«, siger Flemming Jensen, der er tv-direktør hos mediabureauet Mediaedge:cia. Et selskab, der hjælper annoncørerne med at placere deres reklamekroner, så de får mest for pengene. Mere 'fragmenteret' forbrug Hos Mediaedge:cia arbejdes der i øjeblikket på et større projekt, der skal klarlægge, hvad de unge laver i stedet. »Det spændende er, om det her er det første tegn på et permanent skift til noget andet, eller om det blot er tilfældigt, at de unge sidste år så mindre fjernsyn. Umiddelbart er det dog min fornemmelse, at de unges forbrug vil blive mere fragmenteret med tiden«, siger Flemming Jensen. TV 2: De unge vender tilbage Men på TV 2 tror man ikke på den forklaring. Her tror informationschef Lasse Bjerre tværtimod, at de unge vil komme tilbage til de to TV 2-stationer allerede i år. Dels fordi TV 2 Zulu efter et års boykot igen er at finde i antenneforeningernes programpakker, og fordi TV 2 i år har rettighederne til flere store sportsbegivenheder, blandt andet OL og EM i fodbold. »Og sportsprogrammer tiltrækker traditionelt unge seere«, siger Lasse Bjerre. TV3 vil jagte de unge TV3 har gennem de seneste år været trængt seermæssigt, og blandt andet derfor vil TV3 her i foråret intensivere sin jagt på de attraktive unge seere. Blandt andet med to nye koncepter, 'Bluff' og TV3's største økonomiske satsning i år, 'Farmen', der er en slags Robinson tilsat Karen Blixen-toner. »TV3 er afgjort meget populær, også blandt de unge, og vores ambition er at øge vores andel af deres tv-sening blandt de kommercielle stationer allerede her til foråret«, siger TV3's administrerende direktør, Jesper Grønholdt. DR vinder frem Onsdag offentliggjorde TV 2 en bestilt gallupundersøgelse, der viste, at TV 2 er landets bedste tv-kanal. Men selv om de unge i gallupundersøgelsen er med til at kåre TV 2 som kvalitetsvinder over DR, slår det signal ikke rigtig igennem i forhold til deres generelle kanalvalg. Ganske vist er TV 2 også blandt de unge seerfavoritten, men mens TV 2 har en tilbagegang blandt de unge på 4 procent, går DR derimod frem med 3 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








