Instruktøren Per Fly var tæt på at lette af stolthed i aftes i Basecamp på Holmen, hvor den danske filmbranche hædrede en række af sidste års bedste film med masser af Robert'er. Og den 44-årige jyde havde så sandelig lov til at glæde sig. Hele seks statuetter var der til 'Arven' - heraf faldt de fem i de tunge kategorier. Kun Birthe Neumann kilede sig ind som bedste kvindelige hovedrolle i 'Lykkevej'. Resten stod der 'Arven' på. Hermed optimerede Per Fly sin triumf fra for tre år siden, hvor 'Bænken', hans første kapitel i trilogien om Danmark og danskerne, blev belønnet med fem Robert'er. Og Fly har for alvor skærpet forventningerne til sidste udspil i trilogien med navnet 'Drabet', som han og hans faste manuskriptpartner Kim Leona i øjeblikket skriver på. Kamp mellem Fly og Trier Mens Per Fly i 'Bænken' hentede Jesper Christensen frem til et comeback i Robert-størrelse, er det i 'Arven' Ulrich Thomsen, der vender stærkt tilbage med en hovedrolle-præstation helt i top. Og samtidig fylder Ghita Nørby og Peter Steen deres biroller så stærkt ud, at der var kontant afregning i form af en Robert til hver. På forhånd var der lagt op til en intens kamp mellem Per Fly og Lars von Trier og hans eksperimenterende storfilm 'Dogville'. Men den duel blev aldrig til noget. Lars von Trier fik således kun en Robert for bedste manuskript, mens Manon Rasmussen fik en Robert som årets kostumier for samme film. Endnu mere forbigået blev imidlertid Jannik Johansen og hans 'Rembrandt'. Seks kategorier var krimilystspillet nomineret i, men Johansen og co. måtte forlade Basecamp uden en eneste statuette. Heller ikke Jesper W. Nielsens 'Manden bag døren' blev belønnet. Pris til Helle Virkner Belønnet blev til gengæld en af dansk films grand old ladies, den 78-årige Helle Virkner, som modtog en æres-Robert for en imponerende karriere, som strækker sig over mere end 60 år. Kollega Holger Juul Hansen motiverede prisen til Helle Virkner, som debuterede helt tilbage i 1942 i ASA-filmen 'Søren Søndervold'. Siden har hun optrådt i et hav af fortrinsvis lettere lystspil. Hun var således med i den første danske farvefilm, 'Kispus' fra 1956', og hun modtog i 1963 en Bodil for sin rolle i 'Den kære familie'. I øvrigt den eneste filmpris Helle Virkner nogensinde har modtaget. Indtil nu, hvor hun blev fejret med stående ovationer. De manglende priser skal ses i lyset af, at det først og fremmest er som tv-skuespiller, at Helle Virkner er blevet folkekær. Som flyttemand Olsens tålmodige kone i 'Huset på Christianshavn' og - især - som den livskloge Elizabeth Friis i 'Matador'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








