Om få dage ligger anklageskriftet klar i sagen om millionsalg af stjålne bøger og kobbertryk fra Det Kongelige Bibliotek. Efterforskningen af den store hælerisag er endnu ikke afsluttet, men Københavns Politi mener nu, at de fire sigtede har solgt værker i internationale auktionshuse for mindst 10,5 millioner kroner. Værker, der blev stjålet fra Det Kongelige Bibliotek i 1960'erne og frem til 1978 af en nu afdød forskningsbibliotekar. Risikerer seks års fængsel Bibliotekarens enke, søn, svigerdatter og en ven af familien er sigtet for »hæleri af særlig grov beskaffenhed«, der kan give op til seks års fængsel. På et retsmøde i Københavns Byret tirsdag eftermiddag kom det frem, at anklagemyndigheden har udvidet sigtelsen for familiens ven. Han var oprindelig sigtet for at have videresolgt værker for 3 millioner kroner hos auktionshusene Christie's i London og Swann Galleries på Manhattan. Men politiet mener, at indtjeningen var langt højere. Han er nu sigtet for at have videresolgt de kostbare værker - 43 bøger og 15-20 kobberstik - for en pris af 4,5 millioner kroner, inden auktionshuset fik sit salær på knap 1 million kroner, oplyser anklager Helle Just. Sigtede har kæret varetægtsfængslinger Det kom også frem, at sønnen, svigerdatteren og vennen - der alle har siddet varetægtsfængslet siden november - flere gange har kæret deres varetægtsfængslinger til Østre Landsret med krav om løsladelse. Det har landsretten afvist med henvisning til »særlig bestyrket mistanke«. Alle fire nægter sig fortsat skyldige. I mandags meddelte de fire sigtede så via deres forsvarere, at de accepterede en yderligere forlængelse af fængslingerne. Derfor var hverken de eller forsvarerne til stede ved tirsdagens retsmøde, hvor fængslingerne blev forlænget til 3. februar. Anklager Helle Just oplyser, at datoen for domsforhandlingerne sandsynligvis vil ligge fast inden da, og hun vurderer, at retssagen vil vare fire til fem dage. Sagen forgrener sig til Tyskland Sagen om danmarkshistoriens største kulturtyveri forgrener sig også til Bayern, hvor en 61-årig pensionist fra byen Lindau er anholdt for hæleri. Kvinden er mor til en af de fire sigtede i Danmark - bibliotekarens svigerdatter. Da tysk politi i samarbejde med danske myndigheder ransagede hendes lejlighed i efteråret, blev fire af de stjålne bøger fundet. I byen Konstanz blev der fundet en konto oprettet i kvindens navn, hvor der er blevet indbetalt og siden hævet 600.000 euro - knap 4,5 millioner kroner - oplyser Bayerns kriminalpoliti, Landeskriminalamt (LKA). Ifølge LKA er kvinden tidligere funktionær og har aldrig før overtrådt loven. I modsætning til sin datter i Danmark sidder hun ikke varetægtsfængslet, og dansk politi har ikke begæret hende udleveret til Danmark. LKA arbejder stadig med hendes sag, der endnu ikke er kommet for retten. Tyv fik 90 procent af salg Millionerne på kontoen i Konstanz stammer fra salget af 32 bøger, som alle er stjålet fra Det Kongelige Bibliotek. Den 61-årige mor og hendes 33-årige datter har siden 2000 solgt bøgerne til auktionshuse i England og Tyskland. De to kvinder samarbejdede med forskningsbibliotekaren indtil hans død i februar sidste år, men forretningen var så absolut mest lukrativ for tyven selv: Ifølge LKA var aftalen mellem de tre, at bibliotekaren skulle have 90 procent af provenuet ved salget af bøgerne, mens kvinderne måtte nøjes med de sidste 10 procent. En lignende aftale havde bibliotekaren i øvrigt med en af de andre sigtede - familiens ven. Anklager Helle Just understreger, at dansk politi under hele efterforskningen har haft et »godt og konstruktivt« samarbejde med FBI, Scotland Yard og Landeskriminalamt. Stjålne værker tabt for evigt Statens advokat er blevet bedt om juridisk assistance til at skaffe nogle af de stjålne værker fra Det Kongelige Bibliotek tilbage til Danmark. Men nogle af bøgerne er muligvis tabt for evigt. Flere lande har ikke tilsluttet sig de internationale konventioner om tilbagelevering af stjålne kulturskatte, og politiet kan ikke uden videre hente værkerne hjem til Danmark, når handlerne i de internationale auktionshuse er foregået i god tro. Hælerisagen er kun en lille flig af det store bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek, hvor der frem til 1978 forsvandt 3.250 kostbare værker fra magasinerne - fortrinsvis førsteudgaver fra det 16., 17. og 18. århundrede. 1.600 af disse værker er fundet i den nu afdøde bibliotekars hjem, resten mangler stadig. Komplet liste til foråret Først i 1998 begyndte forskningsbibliotekaren og hans familie så småt at sælge ud af tyvekosterne. Bøgerne blev sat til salg i små bidder - to til fem værker ad gangen - gennem internationale auktionshuse, men mistanken opstod først i dette efterår, da 16 bøger blev sat til salg på én gang hos Christie's i London. Til foråret forventer Det Kongelige Bibliotek at kunne fremlægge en komplet liste over de værker, som fortsat mangler efter det store tyveri.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Fostre får lov at gå til, selv om de godt kunne reddes: »Jeg beskyldte mig selv for, at jeg ikke kunne holde på vores barn«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De er begge ude af Folketinget efter 20 år: »Jeg har ikke haft nogen plan B, for så er du jo ikke nok dedikeret«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








