Woody Allen. Hvem er det? For mange i den lidt ældre generation af biografgængere er det nærmest blasfemisk, når unge overhovedet kan finde på at stille dette spørgsmål. Sandheden er imidlertid, at den nu 68-årige amerikanske skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter er ved at miste grebet om både anmeldere og publikum efter at have begejstret en hel filmverden i over 30 år. Hans nyeste film, 'Anything Else', udsendes således kun i én kopi i Danmark. Og så sker det oven i købet i en biograf, Palads i København, der ikke ligefrem er kendt for at være stedet for det mere modne publikum, men hvor der satses på de unge med mere actionprægede film. »Man behøver altså ikke spise popcorn, når man ser en film i Palads, og jeg tror faktisk, at man godt kan få en kop cappuccino«, lyder det optimistisk fra filmens importør, direktør Jørgen Christiansen fra Scanbox. Han har forgæves prøvet at få placeret filmen i Dagmar-biografen, som ellers i en årrække har haft tradition for at vise Woody Allens film. Heller ikke den forrige Woody Allen-film, 'Hollywood Ending', lykkedes det at få placeret i Dagmar. Jim Dane, leder af Dagmar-biografen, erkender, at der er en sammenhæng mellem en manglende Woody Allen i repertoiret og hans dalende publikumstække. »Jeg er selv Woody Allen-fan og vil gerne spille hans film, men det er blevet sværere at finde plads på repertoiret. Lige nu er der et stort pres med gode film, der er aktuelle til Golden Globe- og Oscar-priser. Og jeg må da også indrømme, at jeg ikke synes, hans film er på samme høje niveau som tidligere«, siger Jim Dane. Heller ikke i Grand-biografen vil det være muligt at se de to sidste Woody Allen-film, selv om også direktør Kirsten Dalgaard erklærer, at hun er »stor fan« af den amerikanske instruktør. »'Hollywood Ending' brød jeg mig ikke om. Den nye har jeg ikke fået set, men der er så mange gode film, der presser sig på lige nu. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke mere vil kunne se Woody Allen-film i Grand. Langtfra«. Faldet af på den De gode intentioner ufortalt og med en forståelse for, at biograferne også skal køres forretningsmæssigt, så er det noget bedrøveligt for Jørgen Christiansen, der har stået bag importen af de sidste tre Woody Allen-film, at se den negative karrieremæssige udvikling, som Woody Allen helt klart er inde i. »Jeg anser ham stadig som en af Hollywoods bedste manuskriptforfattere. Ingen kan som han skrive 'oneliners'. Hans manuskripter er milevidt over dusinvaren, men også jeg må jo se i øjnene, at han er faldet noget af på den siden de store dage med film som 'Annie Hall', 'Zelig' og 'Hannah og hendes søstre'. Publikum køber ikke mere den der med ham selv som den store elsker med en yngre kvinde. Han har så forsøgt sig med en stand-in, f.eks. med Kenneth Branagh i 'Celebrity' og nu også i 'Anything Else', hvor han lader ungdomsstjernerne Jason Biggs og Christina Ricci spille hovedrollerne med sig selv på sidelinjen. I USA er filmen blevet lanceret som en ungdomsfilm, og man ser f.eks. slet ikke et eneste billede af Woody Allen i traileren. Men forsøget på at få et nyt publikum er i hvert fald ikke lykkedes i USA. Der er da også tale om en klassisk Woody Allen-film«, siger Jørgen Christiansen. Seneste Woody Allen-film med en rimelig succes med et publikumstal på 78.000 var musicalen 'Everyone Says I Love You' i 1996 med bl.a. stjernen Julia Roberts (udsendt i 24 kopier), men siden er det gået drastisk ned. 'Den ellers anmelderroste 'Deconstructing Harry' trak i 1997 kun 18.000, og senere blev 'The Curse of the Jade Scorpion' sendt ud i blot fire kopier, 'Hollywood Ending' i tre kopier og nu 'Anything Else' i kun én kopi. Publikumstallet ligger nu nede på mellem 10.00-14.000, og det findes næsten udelukkende i København og lidt i Århus. At næste naturlige skridt kunne være at droppe biograferne og sende Woody Allen direkte ud på video/dvd, afviser Jørgen Christiansen imidlertid: »Woody Allens publikum er ikke det publikum, der lejer video/dvd, men det er efterhånden noget con amore, at jeg importerer hans film. Økonomisk holder jeg lige skindet på næsen, idet indkøbsprisen for hans film også er faldet, men et eller andet skal der vel ske, hvis det fortsat skal være muligt at sætte hans film op i biograferne. Man kunne håbe, at han lavede endnu en genial film«. Noget med bid i Også blandt filmanmelderne er det blevet bemærket, at karrieren måske er ved at gå lidt på hæld for Woody Allen. »Nu er det jo sjældent, at man ser en egentlig dårlig film fra Woody Allen, men der er ved at være lidt langt imellem de mere ambitiøse film fra hans hånd. Vi skal tilbage til 'Sweet and Lowdowns' fra 1999 med Sean Penn for at finde noget med lidt mere bid i. Jeg nyder dog stadig hans morsomheder som de delikatesser, de er, og der er noget hyggeligt over, at hele hans fortsatte proces med filmisk at fortælle om sit eget liv. Problemet er imidlertid nok, at han insisterer på at lave en film om året i stedet for samle sammen til en større film«, siger Politikens anmelder Kim Skotte. Filmkritikeren Deborah Young anfører i filmmagasinet Variety, at Woody Allens metode basalt går ud på at bygge sine film op omkring serievis af vitser. De enkelte scener bliver yderst morsomme, men filmen hænger ikke rigtig sammen. »Manglen på struktur i Allens seneste film har betydet, at de slet ikke kan sammenlignes med hans bedste værker som 'Manhattan' og 'Zelig'. Det er svært at sige, om han nogensinde vil kunne nå det niveau igen«, mener Deborah Young. I USA har Woody Allen aldrig haft den store succes, mens han i en række europæiske lande har været enormt populær, ikke mindst i lande som Frankrig, Italien og Spanien, hvor publikumstal på 700.000 (i Frankrig over en million) ikke har været ualmindelige for hans film. Det nye er så, at det også i disse lande begynder at knibe med interessen. I et interview i Politiken i fjor tog Woody Allen dog ganske afslappet på udsigten til at komme på smalkost: »Når det en dag sker, at ingen vil sætte penge i mine film, så bryder min verden ikke sammen af den grund. Jeg vil blot gå over til at skrive for teatret eller skrive bøger. Så længe jeg kan skrive, er jeg lykkelig«. Og så skal det kun tilføjes, at Woody Allen selvfølgelig er gået i gang med sin næste film, der sædvanen tro i starten betegnes som 'Untitled Woody Allen Project (2004)'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00








