Skiftedag for populær hal

Københavns Kommune vil udleje Øksnehallen på Vesterbro. Stedet har givet underskud, men det risikerer med en kommerciel ledelse at miste sin værdi, frygter blandt andre medarbejderne. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Københavns Kommune vil udleje Øksnehallen på Vesterbro. Stedet har givet underskud, men det risikerer med en kommerciel ledelse at miste sin værdi, frygter blandt andre medarbejderne. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Københavns Kommune vil ikke længere tage økonomisk hånd om et af byens attraktive og populære udstillingssteder. Efter flere år med underskud og mere end halvandet års politiske trakasserier optræder Øksnehallen på Vesterbro i dag i de store dagblades annoncespalter. Anledningen er ikke den aktuelle og i øvrigt kommunalt støttede udstilling med graffitimalere, men derimod en beslutning om, at stedet skal forpagtes. Stolte og frustrerede »Vi er superstolte af det, vi har skabt, og det er frustrerende og ærgerligt, at kommunen ikke vil støtte og give et så centralt beliggende sted en chance. Man har ikke været interesseret i en ordentlig dialog med os om, hvad Øksnehallen skal stå for, og hvad vi kan gøre for at fjerne underskuddet«, siger pressechef Lisbeth Juul. »Til gengæld har vi selv skabt en profil i kombinationen af erhverv og kultur med udgangspunkt i de ting, der omgiver os i hverdagen. Vi har søgt at fastholde et højt kvalitetsniveau og gennemføre originale og gerne lidt skæve arrangementer, der ikke kører andre steder. Vi er f.eks. ikke galleri eller kunstmuseum. Vi kunne ikke drømme om at sige ja til en erotikmesse, og efter nogle tidlige erfaringer har vi i erhvervssammenhæng sagt nej til f.eks. en VVS-messe. Den var for grim«. »Den aktuelle udstilling med billeder af graffitimalere er et af de mindre arrangementer, men vi medvirker gerne til at få skabt en dialog med de folk, der ellers er så udskældte«, siger Lisbeth Juul. De fik i øvrigt 10.000 kroner af kommunen til materialer. Lokalet stiller Øksnehallen til rådighed, og i hallens ledelse frygter man, at et arrangement som dette ikke vil have en chance med en mere kommerciel virksomhed som forpagter. Nye ejere Blandt kandidaterne nævnes Herning Kommunes Messecenter Herning, der gerne vil have fodfæste i København, DGI-Byen, der er nabo til Øksnehallen, og Bella Center, der har en direkte forbindelse til Københavns Kommune. Den ejer knapt 20 procent at foretagendet, og overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og kommunens administrerende direktør Erik Jacobsen sidder i centerets bestyrelse. Det har medvirket til hårdnakkede forlydender om, at Bella Center allerede har gjort forberedelser til at overtage forpagtningen. Det afvises af centerets direktør, Arne Bang Mikkelsen. »Vi har hørt, at Øksnehallen vil blive sendt i udbud. Det er ikke sikkert, at vi byder. Det afhænger af vilkårene. Og med i billedet hører, at Øksnehallens størrelse kraftigt begrænser, hvad man kan bruge den til. Måske til nogle events i forbindelse med vore andre arrangementer, men under alle omstændigheder vil vi i givet fald ikke putte penge i en sag som den, der kører nu. Det går ikke, hvis foretagendet skal være rentabelt«, siger Arne Bang Mikkelsen. Underskud på mellem en og to millioner Øksnehallens underskud har normalt ligget mellem en og to millioner kroner. Stedet kom på den politiske dagsorden i 2001, da tallet blev ekstraordinært stort. Borgerrepræsentationen vedtog i maj 2002 at sende hallen i udbud, og på et møde i torsdags i Kultur- og Fritidsudvalget blev sagen endeligt afgjort. I hele perioden har der med skiftende flertal været forhandlet både åbent og i kulisserne, og på et tidspunkt blev der stillet forslag om at tage den oprindelige beslutning af bordet. Sideløbende arbejdede et udvalg på forskellige modeller for driften af Øksnehallen. Bl.a. så man oplagte muligheder i at omdanne stedet til et kommunalt aktieselskab. »Det var ikke overbevisende, og vi måtte sige stop. Vi kunne ikke blive ved med at dække et underskud med penge, der skal tages fra andre dele af kulturen«, siger det socialdemokratiske medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Mona Heiberg. Peter Bech var medlem af udvalget og indtil oktober i fjor direktør i Øksnehallen: »De kommercielle aktører kan næppe give Øksnehallen samme indhold, som den har nu. Får Bella Center, der også ejer Forum, forpagtningen, får det nærmest monopol i København, der i forvejen er dækket ind, hvad erhvervsmæssige haltilbud angår. Og hvorfor skulle man i sin tid bruge godt 70 millioner kroner på en renovering af Øksnehallen for derefter at overlade investeringen til en privat virksomhed. Man risikerer at miste ideen med stedet«. Rekreativ funktion Ifølge lokalplanen skal Øksnehallen være med til at »opfylde en række af bydelen Vesterbros behov for rekreative og kulturelle funktioner«. I udbudsmaterialet, der bliver offentligt tilgængeligt i dag, er kravene til den kommende forpagter, at mindst 43 procent af arrangementerne skal være kulturelle. Højst 55 procent må være erhvervsmæssige, og de resterende et til to procent sætter kommunen sig på. Fordelingen i dag mellem kultur og erhverv er fifty-fifty. Kommunen giver i materialet sin definition af erhverv og kultur. Hovedkendetegn for det første er, at arrangementerne kan være »lukkede, kommercielle og brancheorienterede«. Hvorimod de kulturelle arrangementer er »åbne, har fokus på oplevelser, formidler og ikke har køb og salg som primært formål«. »Det er en meget bred definition«, medgiver Mona Heiberg. Hvordan den videre skal fortolkes og styres i forhold til en kommende forpagter må indgå i kontraktforhandlingerne. »Det giver meget vide rammer, men hvordan definerer man i det hele taget kultur«, spørger Arne Bang Mikkelsen. Ærgerligt, hvis Bella Center tager over Jan Carlsen er i dag direktør i 'Exhibition Professional', der står bag den 'unge' modemesse, der blev etableret i Øksnehallen som et alternativ til modemessen i Bella Center. I fem år arbejdede han som standchef i Bella Center, indtil han på grund af uenighed med ledelsen røg ud. »Det vil være synd for København, hvis Bella Center overtager Øksnehallen. I givet fald vil byen miste en stor attraktion. Øksnehallen drives af mennesker, der brænder for stedet, og som har skabt en helt anden kultur og atmosfære end den, der præger Bella Center. Her er ledelsen først og fremmest indstillet på, at tingene skal være rentable. Indfaldsvinklen er en helt anden, og overtager den Øksnehallen må man håbe, at andre alternative muligheder dukker op i København«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her