De seneste års ophedede samfundsdebat, hvor bl.a. forfatterne har været markante stemmer i diskussionen om kulturkampen, besparelserne på kulturstøtten og biblioteksafgiften, får statsminister Anders Fogh Rasmussen til at invitere 43 forfattere, forlæggere og skribenter til to møder på Marienborg. Ideen med møderne er ifølge statsministeren at få en diskussion og en dialog om litteraturens betydning i samfundet og for samfundsdebatten. Modtages med blandede følelser Invitationen bliver i det litterære miljø modtaget med blandede følelser. En række forfattere Politiken har talt med, har stadig ikke taget stilling til, hvorvidt de vil komme, og flere af dem noterer, at listen i hvert fald ikke er domineret af venstreorienterede forfattere. Tværtimod. Desuden glimrer en række markante forfattere ved deres fravær. Eksempelvis har statsministeren blandt de 43 inviterede ikke fundet plads til f.eks. Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Inge Eriksen, Henrik Nordbrandt og Anders Bodelsen. Bedre sent end aldrig I forbindelse med invitationen udtaler Anders Fogh Rasmussen: »Jeg ser frem til at møde et bredt udsnit af danske forfattere. Der har i de senere år været en både interessant og til tider lidt ophedet debat. Jeg tror, alle parter har stor gavn af at sætte sig ned og tale og diskutere med hinanden. Jeg er sikker på, at vi vil få nogle udbytterige timer sammen«. En af de inviterede, digteren Pia Tafdrup, synes, det er meget sent, regeringen vælger at lytte til forfatterne: »Men bedre sent end aldrig. Forfatterne har været umådelig presset under denne regering, og der er sket store strukturomlægninger på vores område, som vi har lidt og døjet med. Derfor er det vigtigt, at der kommer en samtale, selv om den kommer sent. Jeg har slet ikke tænkt over, hvad jeg vil sige på mødet, men det er altid godt, når en regering vil konsultere fagområderne«, siger hun. Kun syv kvinder Kun syv ud af 43 inviterede er kvinder. Den skæve kønsfordeling er dog ikke noget, Pia Tafdrup har hæftet sig ved. »I denne sammenhæng ser jeg mig mere som repræsentant for forfatterne end for mit køn«, siger hun. Jan Sonnergaard, der er kendt for sin nu fuldendte novelletrilogi om forskellige samfundslag i Danmark, er ikke i tvivl om, hvorvidt han vil komme. »Som fornuftigt menneske kan man ikke have noget imod dialog, og jeg håber da, regeringen har en oprigtig nysgerrighed, når det gælder branchens vilkår«, siger han. Møderne på Marienborg foregår i to omgange. Den første gruppe forfattere møder statsminister Anders Fogh Rasmussen og kulturminister Brian Mikkelsen 4. februar. Den anden gruppe møder de to ministre den 19. maj.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce







