Det er langt op til de 6,5 millioner kroner, som maleriet gik for på en auktion i København for tre år siden. Men for tre århusianske søstre, der oprindelig ejede guldalderværket 'Frederiksborg Slot i måneskin' af J.C. Dahl og solgte det for en slik, er der nu udsigt til et plaster på såret. En erstatning på op mod 300.000 kroner er på vej til kvinderne. Krævede 6,5 mio. kr. De tre søstre arvede maleriet fra deres far og solgte det på en auktion i september 1999 for 52.000 kroner. Maleriet var på det tidspunkt meget beskidt, og hverken søstrene eller auktionshuset - Crafoord Nellemann & Thomsen i Århus - opdagede, at der var tale om et maleri af den kendte norske guldaldermaler J.C. Dahl. Men det århusianske auktionshus' eksperter burde have fundet frem til Dahl-signaturen, mente søstrene, der derfor anlagde en erstatningssag mod Crafoord Nellemann & Thomsen. Erstatningskravet lød på 6,5 millioner kroner. Beløbet svarede til det hammerslag, som maleriet - efter at være blevet renset - opnåede på en auktion hos Ellekilde i København i juni 2000. Auktionshuset konkurs I mellemtiden er Crafoord Nellemann & Thomsen gået konkurs. Og konkursboet har nu besluttet sig for ikke at tage kampen op i en retssag. Dermed får de århusianske søstre en plads på en lang liste over kreditorer, som skal have nogle af deres penge tilbage, når konkursboet er gjort endeligt op. »Det er ren købmandsregning. Vi har vurderet, at der ikke længere var rimelighed i at føre sagen. Oprindelig handlede sagen for auktionshuset om at undgå at betale en erstatning på 6,5 millioner kroner. Nu handler det om at slippe for at betale en dividende af det beløb«, siger kurator, advokat Erik Hollensen. Ingen kritik af auktionshus Han afviser, at der i beslutningen ligger et signal om, at søstrene havde ret i deres kritik af auktionshuset. Det handler udelukkende om, at det ikke var værd at tage et juridisk slagsmål om de penge, der var tilbage at slås om. »Min vurdering er, at det beløb, der vil være tilbage til fordeling blandt kreditorerne - herunder søstrene - ikke vil overstige en dividende på fem procent. Det svarer til, at søstrene kan få udbetalt omkring 300.000 kroner«, siger han. For de tre søstre er det dermed afslutningen på en lang og speget affære, hvor de også har haft den danske stat som modpart. Staten har forsøgt at gøre krav på maleriet, fordi det oprindeligt hang på Kalø Gods, som tidligere havde tyske ejere, men blev konfiskeret af staten efter Anden Verdenskrig. Advokat: Bedst mulige resultat De tre søstres far var inspektør på Kalø Gods, og en dom fra Vestre Landsret fastslog i efteråret, at han var den retmæssige ejer af Dahl-maleriet. Birgit Kristiansen, der er den ene af søstrene, ønskede onsdag ikke at kommentere den seneste udvikling. Men søstrenes advokat, Hans Erik Steffensen, understreger, at hans klienter ikke kunne have fået et bedre resultat under de givne omstændigheder. »Men jeg tror, at der er enighed om, at hvis nogen havde spurgt mine klienter, om de ville gå igennem alt det, som sagen har medført, for 300.000 kroner, så ville svaret være nej«, siger advokaten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








