Make or break - sådan er de engelske ord for at klare sig eller bryde sammen i metropolens favn. Smarte amerikanske rim og et gadeklogt kampråb for især de mange kvinder i utallige fortællinger om lillepigen, der drages af storbyen, som aldrig sover, aldrig slukker sine lys. Det synes just at være denne devise, forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har lagt ned i den 20-årige Idas taske, da hun forlader det jyske Ringkøbing for at søge lykken i København i første afsnit af DR's mammutserie 'Krøniken' - 24 afsnit er planlagt - om tiden fra 1950 og godt frem mod vor egen nutid. Genialt afsæt Ganske vist ankommer frøken Nørregaard med det traditionelle motiv for tusinder af unge kvinder fra middelklassen. At gå på husholdningsskole. Men allerede få minutter inde i historien afslører Ida sine egne og alternative planer. At læse til student om aftenen og være på kontor om dagen. Man har vel en pæn realeksamen med mg+ i gennemsnit! Således bliver Ida ansat på radiofabrikken Bella og møder snart storindustriens patriarkat i skikkelse af chefen Kaj Holger Nielsen og siden slumkvarterets proletariat ved at bo til leje hos tillidskvinden og kommunisten Karen Jensen. Og så kommer sønnen og sælgeren Erik Nielsen med anakronistisk Hugh Grant-frisure såmænd hjem fra USA med en ny opfindelse. Fjernsynet - for nu at bruge epokens nye halvgermanske oversættelse af fremmedordet television. Det er nærmest genialt at bruge tv's ankomst til Danmark som tematisk afsæt for en historie om en tid i forandring. Radioen havde været propaganda og trøst under besættelsen, en stemme fra den store verden, snart skulle verdensånden blive afløst af levende billeder, selv om billedrøret i Eriks eksemplar hjembragt fra USA hurtigt springer. Og det er præcist og klart at artikulere, at efterkrigstidens forandringer ikke kun var amerikanske i almindelighed, men på lang sigt befriende for landets kvinder og omkalfatrende for hele den sociale infrastruktur i særdeleshed. Ikke kun kvinder begyndte at følge deres længsel efter uddannelse, arbejderklassens intelligensreserver var ved at blive mo- biliseret. Nødvendige klicheer Lyset var ikke længere for de få. Moderniteten, som stort set i mellemkrigstiden var et middelklassefænomen, nogle sortseere vil vrisse et kulturradikalt projekt, bliver fra 1949 en dynamisk strøm igennem hele Danmark. Allerede 'Krøniken's første afsnit lægger vederkvægende ikke fingrene imellem. Jo, fattige danskere døde stadigvæk af tuberkulose, nej, konservative mænd dyrkede ikke sex før ægteskab, og fædre tillod overhovedet ikke at blive modsagt, hverken af slægt eller ansatte. Men døtre med Søs Nielsen i spidsen fik dog lov til at gå lidt mere ud og drikke lidt flere cocktails end før. 'Krøniken' har sat de nødvendige klicheer og sætstykker op som episke og energiske markører. Den snusfornuftige Ida fra middelklassen ønsker lærdom og karriere, arbejderkvinden Karen ønsker lighed og lige løn, og overklassekvinden Søs ønsker seksuel frihed - uden at blive voldtaget! Indtil videre flot og godt fortalt, never a dull moment, som de siger over there. Anne Louise Hassing som Ida (over)beviser os igen om, hvilken formidabel skuespiller hun er, en slags ung Bodil Kjer med hat på sned og ben i næsen. I spillet mellem far og søn fyres hun på Bella, men vi ved bedre, fortsættelse følger. Maibritt Saerens er sensuel som Søs Nielsen med udslåede Ava Gardner-lokker og smækker som en mandedrøm fra Hudibras tegnet af Poul Norholt. Dick Kaysøe som mut socialdemokrat og Pernille Højmark som sympatisk Land og Folk-læser vil nok få på hatten af den mccarthyistiske højrefløj som arbejderromantiske floskler, men de gør det altså velspillende! Og den moderne socialdemokrat, Anders W. Bertelsen som Palle alene i en verden af hårdtslående overklasseløg fra Hellerup, accentuerer figuren fint med sit antydende underspil og beskedne mimik. Ja, alle spiller godt, men det ved vi jo allerede fra andre serier. Den fremragende Anette Støvelbæk som firmaets Miss Moneypenny, latent forelsket i både far og søn, profilerer atter sit talent for feminin understrøm af intelligens og smerte. Højt til loftet Instruktøren, Charlotte Sieling, har valgt at vise sin hovedstad i en nærmest Herman Bangsk impressionisme garneret med stille eksistenser, der er ved at finde melodien i de nye larmende tider. Fint nok, og første afsnit skal mere have alle brikker op på brættet end tegne socialpsykologiske portrætter. Men hvorfor ikke også vise en storby, ganske vist langt fra Las Vegas, dog i det mindste med høje huse, som faldt ned i hovedet på folk fra provinsen? Lidt mere Big City, så hvorfor ikke bruge sort-hvide klip fra perioden som i den tyske 'Heimat'? Men all right, sikkert en bevidst fortolkning at vise København som en slags urban klaustrofobi, hvor omverdenen venter, og snart tænder vi for de danske tv-udsendelser. Alt i alt og med forventningens antenner ude - første afsnit virker lovende. Rigtig lovende endda med sin nye højde til loftet og åbne vinduer i de lidt småborgerlige stuer, dansk tv-dramatik længe har trasket rundt i med kæresteri og intime trakasserier. PS: En lille nørdet bemærkning. I 1949 var Elizabeth Taylor endnu kun en 17-årig barnestjerne og ganske ukendt for et stort publikum i Danmark, som ikke havde set amerikanske film rigtig længe.