The Beatles, Beach Boys, Jimi Hendrix. I de sene 1960'ere bliver de alle bidt af en gal avantgardemusiker. De udgør den kreative drivkraft i det populærmusikalske hovedfelt, og for en stund har de den innovative udbrydergruppe, den egentlige avantgarde, i sigte. Men et andet og knap så kendt nybrud har parallelt udviklet sig allerede fra 1955, nemlig eksperimenter med computeren som kompositionsredskab. Denne stadig meget futuristiske maskine bruges blandt andet til algoritmisk komposition, en formelbaseret musik, som dyrkes på University of Illinois i USA. Her sidder komponisten Lejaren A. Hiller og matematikeren Leonard Isaacson - givetvis i hvide kitler - i to år bøjet over Illiac-højhastighedscomputeren, som de programmerer til at udregne et partitur for en strygerkvartet ud fra matematiske formler. Resultatet bliver det ganske pæne og fordøjelige pionerværk 'Illiac Suite' færdiggjort - eller måske rettere udregnet - i 1957. Den amerikanske tape music har også i mellemtiden udviklet sig. I 1965 komponerer amerikaneren Steve Reich 'It's Gonna Rain', hvor han looper en gadeprædikants profeti om en syndflod 'It's gonna rain ...' i to identiske båndsløjfer, som han afspiller samtidig på to spolebåndoptagere. Da disse apparater aldrig kan køre præcis lige hurtigt, begynder der at opstå en stadigt skridende forskydning mellem de to loops, som ender med, at den ene spolebåndoptager indhenter den anden med en omgang, og de igen kører synkront. Phasing kaldes teknikken, der har sin helt egen skønhed. Steve Reich er en del af en minimalistisk bevægelse, der også tæller La Monte Young, Terry Riley og Philip Glass, og som dyrker monotonien og forkaster kravet om udvikling i en komposition - noget selv de elektroakustiske avantgardister har holdt i hævd. Det lyder langt kedeligere, end det er, for i stedet udforsker disse herrer de små forskydningers skønhed og gentagelsens hypnotiske og meditative kvaliteter. Reich studerer således også trommespil i Afrika og peger i dele af sit virke også frem mod technoens repetitive rytmeforståelse, selv om mange af hans værker er rent akustiske. Enos hviskende musik
I England bliver Brian Eno dybt inspireret af 'It's Gonna Rain' og indkøber selv spolebåndoptagere til at eksperimentere på. Men endnu vigtigere er den opdagelse, han gør i 1975 efter en bilulykke. Under sit efterfølgende sengeophold giver en ven ham en plade med harpemusik. Og da Eno senere med stor fysisk møje får sat pladen på og lagt sig til rette igen, må han konstatere, at lydstyrken er for lav, og at den ene kanal i øvrigt ikke virker. Han accepterer omstændighederne og oplever en ny form for lytning. Harpen blander sig på lige fod med omgivelsernes lyde, ikke mindst regnen udenfor, og fordrer en lytning ikke i gængs forstand, nærmere af en indirekte, passiv art. Musikken er ifølge Eno blevet 'ambient' - en omgivelsesmusik, en hvisken, en sonisk parfumering af omgivelserne. Og den musikform beslutter Eno at udforske i sine egne værker fra og med 'Discreet Music' fra samme år. En ambientmusik, hvor Eno skruer kraftigt ned for de elementer, der taler til vor opmærksomhed, nemlig rytme og melodi, til fordel for langsomt flydende toner, vægtløse klangflader uden hørbar puls underneden og minimale forskydninger - Reichs indflydelse er her umiskendelig - samtidig med at han forsager forudsigelighed. Eno er stolt af at kalde sig ikkemusiker og sammenligner sit musikalske virke med malerens, ikke forfatterens. »En af de afgørende forskelle mellem ambientmusik og næsten enhver form for popmusik er, at den overhovedet ikke har nogen narrativ struktur«, siger han. Og så advokerer han for et demokrati af lyde - det vil sige et lateralt lydbillede, hvor ingen lydkilde har forrang. I en rocksang er det jo for eksempel typisk forsangeren og elguitaren, der ligger øverst i lydhierarkiet. Krautrockens overflødighedshorn
Tilbage i 1960'erne. Pierre Schaeffers tidligere assistent Pierre Henry har i Frankrig i 1967 skabt elektroakustisk musik blandet med rock sammen med Michel Colombier på 'Messe Pour Le Temps Présent', hvor de for eksempel på 'Psyché Rock' dekonstruerer rockklassikeren 'Louie Louie'. Beatles og Velvet Underground med flere har også for en stund adopteret avantgardestrategier, men i de sene 1960'eres Vesttyskland er der tale om en regulær bølge. Efterkrigstidens kulturelle vakuum, som Stockhausen og elektronische musik forsøger at udfylde, er i stedet blevet proppet med amerikansk kultur, og en reaktion er uundgåelig. Den kommer i form af en vildt blomstrende og eksperimenterende nyformulering af værdier og af rockgenren med afsæt i kosmiske og psykedeliske temaer, zen og lsd. Bevægelsen får påklistret den lettere nedsættende betegnelse krautrock af britisk presse, og den kommer til at dække over bands, som alle i varierede blandingsforhold er inspirerede af jazzimprovisation, psykedelisk rock, studietrolddom, Velvet Underground og avantgardemusik, ikke mindst af Stockhausen. Kontakter til elektroakustiske miljøer eller deciderede studier i musikken er gennemgående, og selv om mange af dem er fremragende sangskrivere, er det først og fremmest vægten på rytme, rum og klang, der optager dem. Kvintetten Can spolebåndredigerer og manipulerer deres improvisationer i et slot i Köln til 'Monster Movie' (1969). Edgar Froeses band Tangerine Dream benytter sig af reallyde på det elektroniske rockalbum 'Electronic Meditation' (1970), og efter de første fire album udvikler de en synthdomineret, hypnotisk stil, som også kan ses som en forgænger for technoen. Og Neu! arbejder stort set udelukkende i studiet, hvor de er dybt optagede af repetitionens hypnotiske potentiale, ikke mindst på den motoriske klassiker 'Hallogallo' fra debutalbummet 'Neu!' fra 1972, hvor én akkord danner baggrund for ti minutters gentagelse af guitarfigurer overfløjet af synthesizere. Et nummer, der også peger frem mod Kraftwerks 'Autobahn' - og igen technoen. Technoens egentlige dna
Det egentlige techno-dna gemmer sig imidlertid i Organisation, dannet i 1968 på konservatoriet i Düsseldorf af Ralf Hütter og Florian Schneider-Esleben. Det er mellem disse to herrer, at lyden af den moderne elektroniske pop og den maskinstimulerede dans på én gang indvarsles og finder et helstøbt udtryk. I 1970 præsenterer de debutalbummet 'Tone Float' gennemvædet af repetition og feedback. For at understrege deres tyskhed skifter de navn til Kraftwerk, begynder (for en stund) udelukkende at synge på tysk, samtidig med at de arbejder sig væk fra krautrocken. 'Ralf & Florian' fra 1973 er med sine sequencerdrevne forløb et vigtigt skridt, og året efter har de nu som kvartet fundet formelen. Albummet 'Autobahn' og især titelnummeret bliver et internationalt hit, der når helt ind på New Yorks diskoteksgulve. Hütter har foretaget et skelsættende køb af en MiniMoog - den første synthesizer, som kan købes for menneskepenge - og 'den kostede præcis det samme som min folkevogn', erindrer han. Folkevognen kommer på forsiden af det resulterende album, hvor melodierne er enkle, men elegante, de maskinelle trommerytmer forførende og teksterne af og til nærmest mantralignende i deres besyngelse af det teknologiske samfund og menneskets møde med det. Og de ekstremt gennemarbejdede klange tilhører fremtiden, men skylder stadig til den elektroakustiske fortid. I deres Kling Klang-studie i Düsseldorf, hvor de kan fremelske deres musik uden hensyn til tid og budgetter, italesætter de den moderne elektroniske virkelighed på hidtil uhørte måder og lærer os, at man også kan danse til maskinernes puls. Og de befrier ordet 'Autobahn' fra de nazistiske bindinger, det har lidt under, siden Hitler satte 1,5 millioner mennesker til at opføre de enorme strækninger. For eftertiden tilhører ordet 'Autobahn' Kraftwerk. I 1977 følger endnu et hovedværk og internationalt hit, 'Trans-Europa Express'. Titelnummerets hypnotiske lokomotiviske rytmik understreger transporten som et genkommende tema, ligesom en generel teknologifascination dunker gennem Kraftwerks katalog. Men samtidig gemmer dyrkelsen af fraværet i maskineriet både musikalsk og med gruppens stadig mere robotificerede image på en diskussion af teknologiseringens konsekvenser - som en dobbelt bund i både musik og tekster. Takket være Kraftwerk påvirker tysk musik for en gangs skyld amerikansk og britisk populærkultur med voldsom kraft i mange, mange år fremover. Mere om det i de næste to artikler.
Kilder:
David Toop: 'Ocean of Sound' (Serpent's Tail 1995)
Julian Cope: 'Krautrocksampler' (Head Heritage 1995)
Peter Shapiro (red.): 'Modulations' (Caipirinha 2000)
Henrik Marstal & Henriette Moos: 'Filtreringer' (Høst & Søn 2001)
Rob Young (red.): 'Undercurrents' (Continuum 2002)
Artikler fra Encyclopaedia Britannica.