Skide ærgerligt. Sådan lyder det både i Filmby Århus og i Århus kommunes kulturforvaltning, efter at nu også Nordjyllands amt har valgt at trække sig fra Den Vestdanske Filmpulje. Puljen var skurmpet i forvejen Den Vestdanske Filmpulje har til formål at trække filmproduktioner og arbejdspladser til Jylland. I forvejen var puljen skrumpet, fordi både Viborg amt og kommunerne i Haderslev og Aalborg havde opgivet støtten til jyske filmproduktioner. Staten har heller ikke bidraget med noget, og nu forlader Nordjyllands amt altså skuden. Amtet har bidraget med en kvart million kroner om året af amtets samlede filmbudget på 5,5 millioner kroner. Skal spare på budgettet »Vi havde tilsluttet os for en tre-årig periode med 50 øre pr indbygger om året. Men når man står og skal spare 2 procent om året på kulturbudgettet hvert år, så er det sådan noget som det her, der ryger først«, forklarer den nordjyske amtskulturchef, Vibeke Gamst, der karakteriserer støtten til Den Vestdanske Filmpulje som en form for 'solidaritets-kontingent': »Den Vestdanske Filmpulje støtter filmproduktion i et stort område af Jylland, og nu har vi så i stedet valgt at se på, hvordan vi kan støtte mest muligt af vores eget kulturliv. Også i skuffelse over, at den nationale støtte udeblev. Vi havde troet på statens interesse i at sprede filmmiljøet ud over det meste af Danmark og placere en del af Filminstituttet herovre, og vi havde skelet til den svenske model med statsstøtte til filmbyen i Trollhättan. Men det viste sig, at den kom ikke rigtigt op at flyve, den drage ...«. Filmby har ellers problemer nok i forvejen Især Filmby Århus presses, når der pilles ved fundamentet under det i forvejen spinkle filmmiljø, og filmbyen har problemer nok at slås med. Byggelånene skal afdrages allerede nu, inden byen overhovedet har rejst sig, og før der er penge at stå imod med. 75 procent af udlejningsarealerne er lejet ud - men ikke i overvejende grad til de firmaer, filmbyen allerhelst så på grunden ved havnen. Produktionsselskaber er rykket ind Selv om de første små produktionsselskaber er rykket ind, bor der også en byggekonge - der gerne vil filme og visualisere bygninger - samt en række kommunikations- og reklameorienterede selskaber, der ikke ikke kan betegnes som nøgleaktører i dansk film. Manager for filmbyen, Søren Poulsen, ser heller ikke selv nogen »grund til jubeloptimisme« - men dog til optimisme. Ingen store aktører Søren Poulsen beder om tålmodighed med hensyn til succesen: »Det er klart, at hvis der i forvejen havde været en veludviklet filmindustri, så havde vi da gerne set de store aktører hernede. Men miljøet er der netop ikke. Det er forfejlede forventninger, hvis man troede, at vi bare skulle knipse med fingrene - og så var her en filmby. Den skal først have lov at vokse op«, siger han om dilemmaet med at tiltrække filmfolk, der først vil komme, når der i forvejen er filmfolk ... Ærgrer sig over retræte På samme måde ærgrer han sig over nordjydernes retræte fra filmpuljen, også på nordjydernes vegne: En filmatisering af Aalborg-romanen 'Nordkraft' er på trapperne, og filmen skal formentlig optages i byen. Den ville det være oplagt for Den Vestdanske Filmpulje at støtte - men ikke nu, når de nordjyske myndigheder har trukket sig ud af fællesskabet, siger han. Tilbage i fællesskabet er Århus amt samt Frederikshavn, Holstebro, Silkeborg og Viborg kommuner og endelig den helt tunge bidragyder Århus kommune med 4,76 millioner kroner. Direktør: En skam Derfor er Sten Risom fra Den Vestdanske Filmpuljes sekretariat også bekymret for udviklingen. »Puljen er kun to år gammel, og når vi starter fra scratch, er det svært at nå at have store produktioner i alle regionerne i det første år. Derfor er det en skam, at kommunerne trækker sig så hurtigt«, siger Sten Risom.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








