Bogtyveri formentlig begået af én mand

Arkivfoto: Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Resten af de 3.200 bøger til en værdi af 300 millioner kroner, der er blevet stjålet fra Det Kongelige Bibliotek i løbet af 1960'erne og 1970'erne, er formentlig også blevet stjålet af den nu afdøde forskningsbibliotekar i bibliotekets Orientalske Afdeling. Bøger fundet i enkes villa Politiet har ved en samlet aktion i blandt andet Danmark, Tyskland og England fundet mellem 1.600 og 1.800 af bøgerne, der har en værdi af 150 millioner kroner. De fleste af bøgerne blev fundet i forskningsbibliotekarens enkes villa, hvor politiet fyldte ikke færre end 74 flyttekasser. Men der er også fundet stjålne bøger ved en ransagning hos en af familiens venner i Tyskland samt hos auktionsfirmaet Christie's i London. Teori om flere stortyve droppet Ifølge Politikens oplysninger har politiet forkastet teorien om, at der har været flere stortyve på spil i Det Kongelige Bibliotek og arbejder nu ud fra en teori om, at de resterende 1.400-1.600 bøger på den ene eller anden vis er gemt af vejen af forskningsbibliotekaren og hans familie. Familien begyndte at sælge ud af den danske nationalskat længe inden forskningsbibliotekarens død i februar i år. Allerede i 1998 blev små partier sat til salg, blandt andet en historisk bog om Rembrandt, der indbragte mere end 1 million kroner. Salgsindtægterne er ifølge dagbladet B.T.'s oplysninger gået til blandt andet huskøb, ombygninger og nyt inventar til de sigtedes hjem. Mistanke til en stak kostbare bøger Første spor i efterforskningen kom efter 25 år, da Christie's i september i år fattede mistanke til en stak kostbare bøger til to-tre millioner kroner, som var indleveret til salg. Bøgerne bar stempler fra Det Kongelige Bibliotek, som var forsøgt visket ud. Siden 5. november har den 68-årige enke, hendes 42-årige søn og 33-årige tyskfødte svigerdatter siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel i København, sigtet for groft hæleri for otte-ti millioner kroner. Dobbeltlukkede døre og navneforbud Dagen efter deres arrestation blev familiens ven i Tyskland anholdt og varetægtsfængslet, sigtet for at have sat stjålne bøger på auktion hos blandt andre Christie's. Alle fire blev varetægtsfængslet i dyb hemmelighed i Københavns Byret bag såkaldt dobbeltlukkede døre og med navneforbud. Kriminalinspektør Henrik Svindt fra røveri- og tyveriafdelingen på Københavns Politigård vil ikke bekræfte Politikens oplysninger om, at politiet har droppet teorien om andre stortyve end den afdøde bibliotekar: Ingen kommentarer fra politiet »Ingen kommentarer. Det eneste, jeg vil sige er, at der bliver holdt et retsmøde ved Københavns Byret 23. december«. Københavns Politi vil heller ikke oplyse, om de sigtede nægter sig skyldige, eller om de har tilstået hælerierne af de værdifulde kulturskatte. Til retsmødet vil politiet kræve varetægtsfængslingen af de fire sigtede forlænget, og formentlig vil både de dobbeltlukkede døre og navneforbuddet blive ophævet. Bøger tælles op og lægges i flyttekasser Ved en revision på Det Kongelige Bibliotek fra 1977 til 1999 blev det fastslået, at biblioteket manglede 3.200 bøger. Heraf er de 1.600 nu med sikkerhed genfundet. Biblioteket er sammen med politiet i færd med at registrere alle tyvekosterne og forventer at kunne fastslå det præcise antal af hjemvendte bøger, der sandsynligvis kommer op på 1.800, inden jul. »Reelt kan vi ikke sige, om de manglende 1.400-1.600 bøger er stjålet eller bortkommet på anden vis. Vi tæller op, i takt med at vi lægger i flyttekasser. De bøger bliver lagt ind i en mangelbase, hvor de bliver sammenlignet med dem, vi stadig mangler, og så har vi nok en spændende situation«, siger chefsikringsrådgiver på Det Kongelige Bibliotek Jesper Düring Jørgensen, der i lighed med bibliotekets direktør, Erland Kolding Nielsen, ikke må udtale sig om sagens efterforskning. Førsteudgaver af Tycho Brahe Erland Kolding Nielsen nøjes med at erklære, at »hvis vi vidste, hvor bøgerne befandt sig, så havde vi skam allerede hentet dem!«. Blandt tyvekosterne er blandt andet førsteudgaver fra 15-, 16- og 17-tallet af astronomerne Tycho Brahe og Johan Kepler, forfatterne Thomas Moore og John Milton, filosoffen Immanuel Kant og flere hundrede originale tryk af Martin Luther. Der blev også stjålet mange store atlasværker fra blandt andre hollænderen Willem Blaeuw. Det Kongelige Biblioteks samling af trykte værker er på seks millioner bind. Dertil kommer blandt andet håndskrifter, breve og kort.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her