Hjemmeside hjælper udskældte firmaer

Lars Borgholt, der lever af at være medejer af et rengøringsfirma, håber senere at kunne tjene penge på hjemmesiden. »Men det er ikke drivkraften«, siger han. - Foto: Jens Dresling
Lars Borgholt, der lever af at være medejer af et rengøringsfirma, håber senere at kunne tjene penge på hjemmesiden. »Men det er ikke drivkraften«, siger han. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

»Er du blevet opmærksom på en usand historie, der omhandler din person eller din virksomhed? Ønsker du at dementere historien hurtigt og effektivt til et bredt udsnit af personer? Ugen.dk giver offentlige personer og virksomheder mulighed for i en ucensureret meddelelse at dementere eller knytte kommentarer til de forvredne og usande historier, som pressen til tider lever højt på«. Sådan lyder missionen for hjemmesiden Ugen.dk, der siden september har givet danske virksomheder, der er blevet kritisk omtalt i medierne, mulighed for at tilbagevise historierne - uden at blive mødt af et eneste kritisk spørgsmål. 'Siden Med Sandheden' Manden bag hjemmesiden, der præsenterer sig som 'Siden Med Sandheden', er den 33-årige Lars Borgholt, der ifølge eget udsagn blot fik ideen ved at være ivrig avislæser. Han er ikke synderligt interesseret i medieetiske spørgsmål, men følte, at der var en ubalance i eksponeringen af de artikler, der viser sig at indeholde forkerte oplysninger, og de rettelser, der følger i avisen eller tv-nyhederne bagefter. »Og når historierne kommer op i pressenævnet, har alle alligevel glemt, hvad de handlede om«, siger Lars Borgholt, der mener, at det altid er spisesedlens overskrift, som bliver hængende i folks hukommelse, snarere end det forsvar, den angrebne part næsten altid får mulighed for at komme med i en artikel. Tilbud om dementi Sammen med en kammerat skanner han dagligt de større dagblade og tv's nyhedsudsendelser for kritiske historier og finder frem til den angrebne person eller virksomhed. Han eller hun får tilsendt en mail med et tilbud om skriftligt at dementere eller nuancere historien - på, som Lars Borgholt formulerer det, »ubegrænset og ucensureret spalteplads« - på Ugen.dk's hjemmeside. Mere end at give angrebne og misforståede kilder et retfærdighedssøgende talerør ligner Ugen.dk umiddelbart enhver informationschefs drøm om en pressehjemmeside. Her kan man læse en lang række indlæg fra kritiserede virksomheders medieansvarlige, som forsikrer hjemmesidens læsere om, at medierne helt har misforstået sagen. Andre nøjes med at uddybe det forsvar, de som regel er citeret for i medierne. Lars Borgholt er overrasket over, hvor let det har været at få store virksomheder i tale. De færreste har tilsyneladende interesseret sig for, hvad Ugen.dk var for et organ, før de svarede - den uredigerede spalteplads har i sig selv været overbevisende. Blandt dem, som benytter siden, er Coop Danmarks pressechef Jens Juul Nielsen, chef for B&U-afdelingen i Danmarks Radio, Preben Vridstoft, OK Benzins chef Mogens Poulsen samt områdedirektør i Synoptik, Peter Bräuner. Coop Danmarks pressechef Jens Juul har dementeret en artikel i Politiken om, at tilbudsaviser gør dagligvarer dyrere, samt en oplysning i en reklamekampagne for Socialdemokraterne om fyringer i Kvickly. »Vi svarer på alle de henvendelser, vi får, og med Ugen.dk betragtede vi det som et godt tilbud om at blive hørt. Det er selvfølgelig fint, at begge parter bliver hørt, som det sker i medierne. Men her er der altså en, som har sagt, at I kan komme med jeres egen version af sagen, uden at en journalist tygger tingene igennem for jer. Og det synes jeg, er ok. For mig er der lige så meget sandhed i det, som står på Ugen.dk, som i alle andre medier. Jeg udøver ikke nogen form for smagsdommeri i forhold til, hvilke medier jeg besvarer«, siger han. Svært at tage alvorligt Flere af de historier, som er under behandling på Ugen.dk, har stået i Ekstra Bladet. En handler om, at Synoptik lokker danskerne til at købe høreapparater, en anden om, at der er fup forbundet med DR's MGP for børn. I begge tilfælde går de ansvarlige i rette med historierne. Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert har svært ved at tage hjemmesiden alvorligt. »Hvis vi har skrevet noget forkert, retter vi, men vi har ikke hørt noget fra de to virksomheder. Hvis det gjaldt om at dokumentere, at nogle stakkels forsvarsløse mennesker som fru Sørensen fra Matthæusgade ikke kan komme til orde i medierne, kunne jeg forstå det. Men informationschefer for større virksomheder skal man ikke have ondt af. De er uddannet til selv at klare den slags og har vel ikke meget glæde af, at et totalt ukendt medie giver dem en hånd, de aldrig har bedt om«, siger Bent Falbert.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her