Et vej- og bromuseum til 18 millioner kroner. Det var et af aftalepunkterne i det store trafikforlig, der blev indgået i sidste måned mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre. Men den danske samling af damptromler, vejmaskiner, skovle og skilte er simpelthen for smal til at fange publikums interesse, mener flere fagfolk. Forligspartier i tænkeboks Den kritik får nu to af forligspartierne, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre, til at ryste på hånden. »Med alle de oplysninger der er kommet frem nu, vil vi arbejde for at få et trafikmuseum, der beskæftiger sig bredere end med veje og broer«, siger Martin Lidegaard. Kristendemokraternes kulturordfører, Bodil Kornbæk, har længe været skeptisk over for planerne om et vejmuseum. »Det ærgrer mig enormt, at jeg ikke var opmærksom på det. Det må jeg blankt indrømme. Men vi må se i øjnene, at vi nu er en del af en forligskreds, og så må vi selvfølgelig stille spørgsmål til, om vi kan gøre det anderledes«, siger hun. Ikke første forsøg Det er aldrig lykkedes at få et vejmuseum til at fungere i Danmark på trods af gentagne forsøg. Det seneste var Danmarks Vejmuseum på Farø, der gik konkurs i 1996 på grund af manglende publikumsinteresse. Det er genstandene fra dette museum, der nu mangler udstillingslokaler. Men i stedet for at opføre et meget smalt vej- og bromuseum, anfører flere eksperter, at man med fordel kunne føje samlingen til et andet museum - eksempelvis Danmarks Teknisk Museum i Helsingør. I stedet har regeringen valgt, at genstandene skal placeres i et såkaldt etatsmuseum under Trafikministeriet - i stedet for Kulturministeriet. Det betyder, at museet ikke behøver at leve op til museumslovens skrappe krav. Kulturministeren betaler Alligevel skal Kulturministeriet finansiere en tredjedel af anlægsudgifterne til museet samt halvdelen af driftstilskuddet. Det undrer Peter Dragsbo, museumsinspektør på Sønderborg Slot og formand for Rådet for nyere tids historie. »Når man ser på, hvor stramme reglerne er for andre museer, så er det forbløffende, at Kulturministeriet uden videre deler penge ud til et helt nyt initiativ, som bare farer på en lille knallert uden om alle andre museer«, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturministeren, som er til ministerkonference i Kina. Trafikminister Flemming Hansen vil nu nedsætte en arbejdsgruppe, der i løbet af de kommende seks måneder skal finde ud af, hvor og hvordan museet skal indrettes. Han afviser ikke, at samlingen kan blive placeret i forbindelse med et andet museum eller blive en del af et større trafikmuseum.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De NYVALGTE
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce







