Dansk folkemusik satser på gennembrud i USA

Lyt til artiklen

Komponisten Carl Nielsen, Niels-Henning Ørsted jazzende på bas, poppens Aqua og de amerikanske rockkritikeres kæledægge The Raveonettes har allerede indtaget USA's scener og øren. Nu kommer turen til dansk folkemusik, som amerikanske kritikere spår bliver den nye bølge på den anden side af Atlanten. Alecia Cohen, redaktør og udgiver af verdensmusiktidsskriftet Global Rhythm, er ikke i tvivl om, at dansk folkemusik har gode chancer for et gennembrud i det amerikanske. Hun har tilbragt otte dage i Danmark for at studere de danske musikere, og Global Rhythm har netop udgivet et temanummer om den danske scene. 'Sofistikeret og velklingende' »Dansk folkemusik er sofistikeret og velklingende. Sproget betyder ikke noget, når musikken og harmonierne er tilgængelige. Jeg tror på en dansk bølge i USA«, sagde Cohen til Politiken, da temanummeret og danske folkemusikere onsdag aften blev præsenteret for amerikanske musikkritikere og festivalarrangører i Scandinavia House i New York. Torsdag aften spillede de tre deltagende grupper - Phønix, Serras og Haugaard & Høirup - ved en koncert på den kendte verdensmusikscene Joe's Pub på Manhattan. Musikken blev modtaget med begejstring af de amerikanske musikfolk, som ellers er godt vant, og Scandinavia House har sjældent oplevet et så rockende publikum, som da Serras med violinisten Holger Haugaard i spidsen sluttede onsdagens minikoncert. Nordisk violin Michael Stone er en af de anmeldere, som overværede præsentationen af den danske musik. Stone er kulturantropolog på Princeton Universitetet i New Jersey og specialist i mellemamerikansk musik, men »der kommer også meget nordisk musik over mit skrivebord«. »Vi lever i en tid, hvor vi kan lytte til musik fra hele verden. Vekselvirkningen og den gensidige påvirkning er meget spændende. Phønix bruger jo eksempelvis afrikanske trommer. Når jeg hører nordisk musik, forventer jeg især at høre violinen og kan genkende lyden fra for eksempel Minnesota og Midtvesten, hvor den nordiske musik bliver fortolket«, sagde Stone, som især med begejstring har fulgt duoen Haugaard & Høirup, der har været på flere turneer i USA og Canada. Eksotisk - og dansk Akkurat som Haugaard & Høirup stammer gruppen Phønix fra Fyn, hvor musikkonservatoriet i Odense har været medvirkende til en opblomstring for folkemusikken - ikke i traditionel træskovals-forstand, men en moderne verdensmusik med rødder i fortiden. »Lige så snart vi er uden for Danmarks grænser, så bliver den danske folkemusik jo verdensmusik. Sproget er ikke nogen hindring, for vi beskriver teksternes indhold, før vi spiller sangene. Eksponeringen i tidsskriftet Global Rhythm får stor betydning for dansk folkemusik«, spår klarinettisten Anja Præst Mikkelsen fra Phønix. Gruppen har tidligere spillet i Nashville og skal næste år besøge USA i januar, juni og september. P.B. Guldbrand fra Folkemusikkens Fælles Sekretariat fortæller, at man blot skal syd for grænsen, så bliver dansk folkemusik akkurat lige så eksotisk som sydafrikanske rytmer og betragtet som verdensmusik. Han fik kontakt med Alecia Cohen på Womex-messen for folke- og verdensmusik sidste år i Tyskland, hvor grunden til Global Rhythms temanummer om dansk musik blev lagt. »Aldrig havde jeg forestillet mig, at et amerikansk tidsskrift ville lave et tema om dansk musik. Det kommer til at betyde meget for danske musikere og den bølge af nordisk - især svensk og norsk - musik, som for tiden vækker opmærksomhed ude i verden. Dansk folkemusik vil ikke opleve et Michael Jackson-lignende gennembrud, men vi vil se flere danske musikere på den amerikanske folkemusikscene«. Og der er mere godt nyt for dansk folkemusik. I Scandinavia House fortalte den musikalske leder af det berømte Lincoln Center i New York, Erica Zielinski, at centret overvejer nordisk folkemusik som tema ved sin festival i 2006.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her