Kan man lave en 80 minutter lang underholdende og til tider dramatisk dokumentarfilm ved blot at filme livet på en gade neden for sin vindueskarm igennem et årstid? Svaret giver den russiske instruktør Victor Kossakovski , der med 'Tishe' har skabt årets sjoveste og måske også mest poetiske dokumentarfilm. Det hele startede, da han hjemme i sin lejlighed i Skt. Petersborg i månedsvis sad og ventede på penge til en ny film. I kedsomhed og efterhånden også i desperation tog han et lån i lejligheden, købte et billigt videokamera og begyndte at filme dagliglivet på gaden set fra sit vindue. Naboer kommer og går. Tre kvindelige gadefejere er i gang med et tilsyneladende håbløst projekt. Jo mere de fejer, jo mere støver det. Skidtet kommer inden vegne, indtil en af dem får den idé, at noget af det måske lige kan fejes ned i kloakken. Om det er årsag til, at et vandrør nede under asfalten springer, skal være usagt, men det bliver i hvert fald starten til et uendeligt vejarbejde. I løbet af filmen bliver gaden gravet op hele tre gange, og endnu flere gange er en flok vejarbejdere i gang med at udbedre skaden. De kigger på hinanden, kigger ned i hullet, dækker til igen, asfalterer, klør sig i røven og i nakken, og kommer så tilbage igen - og for hver gang med stadig større maskiner. Men lige lidt hjælper det. Der kommer stadig vanddampe op gennem revner i asfalten fra det utætte vandrør ... Farceagtig Underholdningsniveauet er helt i top, og de i sig selv farceagtige begivenheder nede på gaden får lige en lille smule filmisk hjælp, så man nærmest føler sig hensat til en af de gode gamle Gøg og Gokke-film, f.eks. den med flytningen af et klaver. Victor Kossakovski afspiller meget kløgtigt scenerne med vejarbejdet en anelse for hurtigt og har også tilsat karakteristisk stumfilmmusik. Men hverdagen er også andet end vejarbejde og tvivlrådige vejarbejdere. Den handler også om en mand, der tydelig utilpas med situationen står og tripper på fortovet med en stor blomsterbuket og får pudset sine sko ved at gnide dem på bagsiden af buksebenet. En hund får færten af et eller andet interessant ved hans tøj, og det gør ikke hans utilpashed mindre, at hundens ældre ejerinde ganske uhæmmet står og glor på optrinnet. Men det ender godt. Kæresten kommer, får blomsterbuketten og ser glad ud. Også sådan går dagene. Årstiden skifter. Det regner, og det bliver vinter. Et ungt par pjatter midt i regnen i den delvist oversvømmede gade. Vejarbejderne graver og dækker til igen. Det sner. Biler startes og står og oser i timevis. Fejedamerne får travlt med sneen. En ældre dame samler sne i to tasker. Foråret kommer, der graves på ny og dækkes til igen. Døre, vægge og vinduer op til første sals højde får en gang vandspuling af de tre fejedamer. Og så sker der noget dramatisk. En politibil er standset op midt på gaden, og ud vælter tre arrestanter, der får tæv af en politimand med en livrem. De kører igen. Vejarbejdet startes endnu en gang. Det er nærmest surrealistisk. Indimellem nærbilleder af regnfyldt asfalt, snefnug, sort aftenhimmel over Skt. Petersborg, en tom gade - og så vejarbejde igen! Indtil en ældre dame i sutsko vralter ud på gaden og hovedrystende gentager og gentager filmens titel 'Tishe', der betyder noget i retning af 'tys, tys' eller 'kan vi så få ro!'. Victor Kossakovski får med sit nysgerrige og tålmodige kamera indfanget både det poetiske, det komiske og det tragiske i hverdagen, og man kan ikke lade være med at tage billederne som spejlinger af det nuværende og på mange måder kaotiske russiske samfund. Kossakovski selv har da også blik for dette perspektiv: »Hvis vi ikke er i stand til at reparere et vandrør, hvad skal vi så gøre med Tjetjenien?«, lyder hans spørgsmål.