Opgør med amatørismen

Lyt til artiklen

Forfatterne kommer i hård konkurrence om de statslige arbejdslegater fra næste år. Til gengæld får de bedste langt større støtte, end de gør i dag. Legaterne fra en ny støttepulje bliver på op til 150.000 kroner, og de hidtidige arbejdslegater bliver sat op fra 20.000 kroner til 70.000 kroner. »Man kan sige, det er et opgør med amatørismen«, siger Claes Kastholm Hansen, som er formand for litteraturudvalget under Kunstrådet. Der skal ikke være til alle »Vi ønsker at skærpe fokus på det professionelle, og vi bryder med den radikale og socialdemokratiske idé om, at der skal være noget til alle. Det halve Danmark vil jo gerne være forfattere, men det er i alles interesse, at vi ændrer fokus fra kvantitet til kvalitet«, siger han. De bedste skal have mere i støtte, men hvem skal have mindre? »Det kan man ikke sige på forhånd. Det bliver ikke nødvendigvis dem, der kun har en eller to bøger bag sig, men man skal jo have en vis anciennitet, før man kan kalde sig forfatter. Det kræver nogle meritter, og når man skal give støtte, ser man også på, hvor sandsynligt det er, at vedkommende kan gennemføre sit projekt«, siger Claes Kastholm Hansen. Færre penge til arrangementer Selv om det nye litteraturudvalg først er tiltrådt i løbet af sommeren, har det allerede ændret på fordelingen af litteraturstøtten for i år. Der bliver givet - og vil også fremover blive givet - færre penge til generelle litteraturarrangementer, til seminarer og konferencer om litteratur. »Vi ønsker at øge den del af støtten, der går direkte til kunstnerne. Vi har netop behandlet 83 ansøgninger om støtte fra de generelle midler, men vi gav kun til 15. Det betød, at vi kun uddelte halvdelen af de 800.000 kroner, vi havde til rådighed, så der sker allerede nu en omfordeling af pengene«, siger Claes Kastholm Hansen. Bedre planlægning De to forfatterforeninger bifalder den omlægning af arbejdslegaterne, som det nye litteraturudvalg står for. Også selv om det betyder, at færre af deres medlemmer fremover vil få støtte i det enkelte år. »Hvis forfatterne får 70.000 kroner på én gang i stedet for tre mindre portioner tre år i træk, vil det give dem større muligheder for at planlægge deres tid og få en længere periode, hvor de kan koncentrere sig om at skrive«, siger sekretariatschef Lene Engelbrecht fra Dansk Forfatterforening. Forhøjelsen af de almindelige arbejdslegater til 70.000 kroner er allerede en realitet, og litteraturudvalget mangler kun kulturministerens formelle accept af, at legaterne fra en ny pulje på 10 millioner kroner fra næste år skal være på 100.000 til 150.000 kroner. Samtlige arbejdslegater bliver givet til konkrete projekter, og pengene fra den nye pulje på 10 millioner kroner skal især gå til forfattere, som har brug for støtte til at færdiggøre projekter, som er godt i gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her