Avisdrengene tog prisen

Lyt til artiklen

Som bekendt gik Dagen kold efter sølle 40 dage, en bitter historie for alle involverede, også Jens Kajus og Jonas Hecksher, som skabte avisens karakteristiske udseende. Men nu kommer den gode nyhed; de to grafiske designere fra tegnestuen e-Types tildeles Den Danske Designpris 2003, ikke kun for avisens særlige layout, men også for skriften, de udviklede til markant håndtering af alle avisens elementer. Begavet indsats For ligesom at understrege den begavede indsats fra de unge grafikere falder der også pris for udformningen af tegnestuens navnetræk, altså e-Types, hvorefter samme virksomhed har scoret det såkaldte 'hattrick' for første gang nogensinde i designprisens historie. »Og det er jo fedt«, som Jonas Hecksher siger med et kæmpesmil. Sammen med makkeren Jens Kajus arbejdede han på højtryk gennem halvandet år med at få avisen på plads. Også nætterne måtte indimellem tages i brug, og da reklamemanden Jørgen Duus gav form og fremtoning topkarakter i et tv-indslag på premieredagen 22. oktober 2002, kunne grafikerne dårligt få armene ned. Fra begyndelsen var de enige med udgiveren, Peter Linck, om, at Dagen skulle skille sig markant ud fra de øvrige aviser på markedet. Den skulle balancere et sted mellem dagblad og magasin i en opsætning, der ikke var til at overse, men som også var æstetisk i sit udtryk. Resultatet for ikke mindst forsiden blev lange overskrifter og store sortsværtede typer, såkaldte dommedagstyper med forbillede i filmens verden, især klassikeren 'Citizen Kane' med Orson Welles i hovedrollen som den magtfulde, amerikanske aviskonge. Således var filmens servering af avisforsider som snurrende propeller en direkte inspirationskilde - her stod de varme nyheder hugget i en størrelse, der kunne vække selv de døde til live. Ikke bange for store typer »Man skal ikke være bange for at anvende store typer, man skal bare være opmærksom på ikke at havne i den anden grøft, der hvor Ekstrabladet og B.T. befinder sig«, siger Jens Kajus, der fremhæver redesignet af den engelske avis The Guardian som et flot eksempel på moderne aviskomposition. Herudover er der en forkærlighed for 1940'ernes aviser, som de to 'avisdrenge' kalder for arketypiske i deres strenge blokopsætning, bygget over de gamle sættekasser. »Farve var der af gode grunde heller ikke noget af, og det ville vi som udgangspunkt også gerne have gennemført, men her måtte vi selvfølgelig forholde os til virkeligheden«, siger Jonas Hecksher med henvisning til, at man i dag ikke kan lave en avis uden kulør på. Selv Information har indført farve. Alligevel vil man huske Dagen som en overvejende sort-hvid avis med en sparsom og meget bevidst dosering af farvemidler, men med stor signaleffekt i det orangerøde hoved. En drengedrøm Udgiveren Peter Linck kendte de to designere fra tidligere, først og fremmest fra månedsmagasinet Eurowoman, hvis hoved de havde udformet. En dag ankom Linck på tegnestuen iført to sorte plastiksække fyldt med alle mulige aviser, danske som udenlandske. »Hej drenge«, sagde han, »nu vil jeg lave en avis«. »Så hældte han hele dynen ud på gulvet, og da det gik op for os, at han ikke lavede sjov, gik vi nærmest på røven. Det er jo enhver grafikers drengedrøm at få lov til at lave en avis - det er bare det største, der kan ske«, fastslår Jonas Hecksher. Leder af projektet blev Rasmus Ibfeldt med Marie Lübecker på sidelinjen - hun blev siden ansat på Dagen som avisens kreative kraft med en arbejdsdag på stort set døgnet rundt. »Det handlede om at opbygge en identitet, der var genkendelig. Hvis man fandt et afrevet hjørne af avisen, skulle det kunne identificeres som noget fra Dagen, fuldstændig som man kan med mange andre aviser, med Politiken, Berlingske og så videre«, forklarer Jens Kajus. Karakteristisk blev det vandrette 'flow' med stor variation i spaltebredden, noterne blev ofte serveret i toppen, og avisen blev stramt bygget op i moduler og billeder i bokse - en opskrift, som også er typisk for flere magasiner, bl.a. de tidligere udgaver af Wallpaper. Skriften med navnet Press - af designprisens dommerkomite udpeget som en skrift med karakter, identitet og prægnans, en skrift der fungerer »til alle avisens dele, fra brødtekst over petitstof til rubrikskrift og overskrift ...«, var en videreudvikling af Jonas Heckshers afgangsopgave fra Danmarks Designskole, hvor han i øvrigt gik i klasse med Jens Kajus. »Mange var selvfølgelig hurtigt fremme med kritik. Her var for meget form og for lidt indhold, og for journalisterne var det klart en udfordring. Mange brokkede sig helt enormt over at skulle indrette sig efter layoutet. Det er så en af omkostningerne ved at lave en avis, der er i den grad er båret af design«, siger Jens Kajus, »men vi justerede rent faktisk flere ting undervejs, og havde avisen overlevet, ville vi nok have foretaget endnu flere justeringer, sådan man gør i en løbende proces«. Sparer ikke på roserne I bedømmelsen af det ambitiøse avisprojekt med det meget korte liv har Den Danske Designpris ikke sparet på roserne. Fra dommerkomiteen lyder det bl.a.: »Det grafiske design har afgørende været med til at skabe hele avisens måde at kommunikere på ... Dagen er internationalt avisdesign, når det er bedst ... Selv om avisen ophørte, fremstår designet stadig som en strømpil for, hvor godt det kan gøres, og at det er en styrke at bruge design i forbindelse med kommunikation«. Da de to grafikere opdagede, at det sortnede for Dagen, tog de ud til redaktionen på Holmen for at redde deres originalmateriale, men da var det allerede for sent. Kørt til Vestforbrænding og ædt op af flammerne. »Da havde vi det knap så godt«, husker Jonas Hecksher.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her