Hvor kan man slå det hele op - på dansk? Mozart og musikpædagogik? Støjrock og suitesats? Kontrapunkt og kora? Indtil nu ikke rigtig nogen steder. Men fra i morgen er svaret Gads Musikleksikon. Og hvis nogen vil indvende, at det da findes i forvejen, det værk, så er svaret nej. Godt nok har der i mange år været noget, der hed Gads Musikleksikon. Men ikke noget, der tilnærmelsesvis ligner det, som nu udkommer. Da Gads Musikleksikon så dagens lys første gang i 1976, erstattede det Aschehougs gamle musikleksikon. Men dels er også den udvidede andenudgave fra 1987 i dag udsolgt fra forlaget. Dels er den nye version i bund og grund et helt nyt værk. Delt i to bind omfatter leksikonet nu en navnedel og en sagdel, hvilket er en overskuelig og enkel disposition. Med mere end en fordobling af sideantallet er musikleksikonet vokset til en bredde og grundighed, der gør, at man kan tale om et kvantespring. Det er svært - selv med opbydelsen af al sin faglighed og fantasi - at finde noget, der ikke er til at slå op. De to murstenstunge bind rummer omtrent det hele. Et indeks bag i sagdelen hjælper den, der er interesseret i at søge viden via en musik- eller filmtitel. Billedsiden er blevet væsentligt bedre med farvebilleder i større formater end de sort-hvide pasfoto, man måtte nøjes med i den reviderede andenudgave. Udstyret er det samme lækre som Gads Operaleksikon. Blot er formatet større. Vi er altså ude i noget så forfriskende som et ambitiøst dansk musikleksikon. Deraf indledningens snak om et værk, hvor man kan slå det hele op. Og der er mange iøjnespringende gevinster sammenlignet med 1987-udgaven. De knap så store komponister har fået en grundigere behandling. Store navne som Brahms, Bruckner og Liszt er blevet strammet op. The Beatles har fået en ordentlig femspaltet artikel, hvor de før måtte nøjes med én sølle spalte, og lande, genrer og instrumenter vederfares grundig behandling. Men frem for alt er et væld af musikalske fagtermer blevet inkluderet. Allerede efter kort tids pluklæsning kan man konstatere, at sagdelen er bedst. Dybtgående og videnskabelig. Opslaget om musikalsk form fylder mere end fire tætskrevne sider, og medregnet nodeeksempler i faktabokse er der næsten fem sider at studere om begrebet fuga. Her får man hele historien og alle spidsfindighederne med. Det er givetvis for meget og nok også for svært for den almindeligt interesserede musikforbruger. Men for dem, der orker og kan, er her en udtømmende forklaring. En solid artikel om elguitar er et andet eksempel på sagdelens fortræffeligheder. Der er mange illustrative nodeeksempler, og nyere områder som musikpsykologi og elektronisk musik er grundigt inddraget. Anderledes blandet er indtrykket af navnedelen. Med til at vokse og blive voksen hører at tage fejl, prøve sig frem og finde sine ben. Og der er næppe tvivl om, at det især er navnedelen, der bør rettes i, når det engang bliver aktuelt med en andenudgave af det nye 'Gads Musikleksikon'. Artiklen om Herbert von Karajan er et skrækeksempel, der udnævner den østrigske dirigent til tysker. Blandt flere unøjagtigheder hævdes det, at London Philharmonic Orchestra, Beechams gamle orkester fra 1930'erne, blev skabt til Karajan. Det er lodret forkert, hvad man kan forvisse sig om ved at følge en krydshenvisning til opslaget om dette orkester. Sådanne krydshenvisninger, som de to bind er proppet med, er nyttige. Der er gjort forsøg på at beskrive Karajans og Bernsteins dirigentstil, mens Furtwänglers ikke er beskrevet. Og mens der er gjort et nummer ud af påstandene om Furtwänglers nazisympatier, er Karajans beviselige medlemskab af nazipartiet ikke nævnt med et ord. Det er uegalt. Det samme er sproget, der lader forskellige forfatteres artikler fremstå stilistisk uens. Niveauet går fra det koncise og velformulerede til artikler skæmmet af overflødige private betragtninger, så som at hornisten Dennis Brain døde ved en 'tragisk' bilulykke. Den slags hører ikke hjemme i et leksikon, hvor man heller ikke burde formulere om fløjtenisten Emmanuel Pahud, at han har 'droppet' sit orkesterarbejde (hos Berliner Filharmonikerne) - hvad jeg i øvrigt ikke er sikker på er rigtigt. Pahud optræder i hvert fald på fortegnelsen over orkestermedlemmer på Berlinernes velopdaterede hjemmeside. De forholdsvis mange fejl, man møder ved pluklæsning i navnedelen, gør en lidt utryg. Det er ikke Lars Ulrik Mortensen, men Karen Englund, der spiller cembalo i Den Danske Violonbande. Den norske komponist Olav Anton Thommessen staves ikke med et, men med to s'er. Dirigenten Mengelberg var ikke schweizer, men hollænder. Filosoffen Kant skelnede ikke mellem 'Das Ding an sich' og 'Das Ding für mich', men mellem 'Das Ding an sich' og 'Erscheinung'. Komponisten Niels Rosing-Schows 'Echoes of Fire' er ikke fra 1997, men fra 1995. Komponisten Sunleif Rasmussen bor ikke i Danmark, men på Færøerne. Arkitekten bag Berliner Filharmonien hedder ikke Scharaun, men Scharoun. Når leksikonet bryster sig af, ud over bredden, at prioritere det nære i tid og rum, havde det været relevant at nævne Ligeti blandt den danske komponist Hans Abrahamsens lærere samt at tilføje, at Abrahamsen ikke længere er kunstnerisk leder af Esbjerg Ensemblet, men i dag af Athelas Sinfonietta Copenhagen. Og at han er begyndt at komponere igen efter mange års pause. Nogle artikler er ordentligt opdateret. For eksempel artiklen om Fuzzy. Andre, som artiklen om Pia Raug, er et par år gamle. Verdis og Rossinis 'Otello' staves på italiensk, uden h, mens Puccinis 'Madame Butterfly' er skrevet i dansk oversættelse. Artiklen om Schubert er snakkesalig og bruger ustandselig fyldeordet 'jo', mens artiklerne om for eksempel Carl Nielsen og Per Nørgård er koncise. Danskerne får nu et musikleksikon, hvor det hele kan slås op. Anton Bruckner og Otto Brandenburg. John Cale og cross over. Oasis og overtonerække. Gads Musikleksikon er vokset enormt. Det har foretaget et kvantespring. Men skal man være kritisk, må man sige, at det stadig mangler at finde sine ben og blive helt voksent. Hertil hører opstramning og en del fejlretning i næste udgave.