Nyt skuespilhus i farezonen

Lyt til artiklen

Det Kongelige Teaters nye skuespilhus risikerer at blive gidsel i forhandlingerne om næste års finanslov, når slutspurten går ind søndag. Truslen kommer fra Dansk Folkeparti, som er imod byggeriet og hellere vil bruge de 750 mio. kr., der er afsat til skuespilhuset, til et nyt fængsel. »Vi synes selv, at vi har et rigtig godt tilbud til regeringen«, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Brian Mikkelsen mangler pengene Gidseltagningen bliver en realitet, hvis det ikke lykkes regeringen at få en fireårig driftsaftale for Det Kongelige Teater. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) er enig med S, R, Kristendemokraterne, SF og Enhedslisten om indholdet i en aftale. Men finansieringen mangler. Regeringen vil bl.a. betale for kulturaftalen med besparelser på børnechecken og portostøtten til foreningsblade. Begge forslag støder på modstand i de andre partier. Søndag gør kulturministeren og finansminister Thor Pedersen (V) endnu et forsøg på at få en bred aftale. Men hvis det mislykkes, står regeringen uden en økonomisk driftsaftale for Det Kongelige Teater. »I den situation hjælper vi gerne regeringen. Vi er klar til at indgå en driftsaftale, hvis regeringen dropper skuespilhuset«, siger Kristian Thulesen Dahl. »Så kan vi bruge de 750 mio. kr. til et nyt fængsel, som vi skal skaffe penge til«. DF opfordrer til brud på forlig Det nye skuespilhus er aftalt mellem Venstre, de konservative, S, R og Enhedslisten før regeringsskiftet i 2001. Det forlig må regeringen så bare bryde, mener DF. Dansk Folkeparti har en reel klemme på regeringen, som har meget svært ved at få de bredere delaftaler i finansloven til at falde på plads. Hele dagen i går gik med at sondere muligheden for at nå til enighed om, hvordan der skal skaffes penge til flerårige aftaler om politiet og kriminalforsorgen. Regeringen vil bruge penge fra hjemmeserviceordningen og andre erhvervsstøtteordninger. Samt besparelser fra lavere regulering af børnecheck og boligstøtte. Ikke ideer oppositionen jubler over. »Vi vil meget gerne indgå en aftale med regeringen. Men hvis finansieringen er uspiselig, så kan vi ikke være med«, siger finansordfører Nicolai Wammen (S). Lørdag præsenterede S, SF, R, Kristendemokraterne og Enhedslisten en buket alternative finansieringsforslag til omkring en milliard kroner. Hele buketten blev afvist af Thor Pedersen, hvilket fik SF og Enhedslisten til at forlade forhandlingerne om politi og kriminalforsorg. Interne problemer Regeringens holdning har også givet næring til spekulationer om, at Thor Pedersen reelt går efter et stort og samlet finanslovsforlig med Dansk Folkeparti. Det skyldes, at delaftaler med andre partier kan gøre det endelige forlig med DF dyrere. Og i forvejen kan regeringen ikke regne med at få flertal for alle de besparelser, der er indregnet i finansloven. F.eks. på dagpengene. Tilbage af en besparelse på 800 mio. kr. er et forslag til 150 mio. kr., som vil ramme højtlønnede. Men selv det er usikkert. Også internt i regeringen. »Vi er naturligvis ikke interesserede i væsentlig ringere vilkår for lønmodtagere med lidt højere indkomst«, siger finansordfører Lars Barfoed (K) - uden at ville tage stilling til det konkrete forslag. Også Dansk Folkeparti tøver: »Når ledigheden stiger, er det uheldigt at spare på dagpengene. Men hvis regeringen skal presse os til det, er vi mere villige til at se på de bedrelønnede«, siger Kristian Thulesen Dahl.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her