Folketingets Præsidium vil ikke tillade filmoptagelser på Christiansborg, hvis der er tale om fiktion. Derfor har instruktøren Nikolaj Arcel måttet flytte optagelserne til sin politiske thriller 'Kongekabale' til bl.a. Københavns Rådhus, der så skal illudere Christiansborg. »Der er tale om en principiel beslutning, der ikke er specielt møntet på denne film. Præsidiet ønsker, at Folketinget skal være så åbent som muligt for medierne. Vi huser således omkring 120 journalister, men optagelse af levende billeder er begrænset til visse områder, bl.a. Vandrehallen ud for folketingssalen og gangene ved udvalgsværelserne. Og der skal være tale om optagelser, der afspejler virkelighedens politiske liv, så Folketingets troværdighed ikke kan drages i tvivl. Altså ikke fiktion«, oplyser pressemedarbejder Claus Christoffersen fra Folketingets Administration. Han tilføjer, at der også i beslutningen om nej til fiktion ligger, at sådanne optagelser normalt er meget omfattende og nemt kan virke forstyrrende for arbejdspladsen Christiansborg.
Folketinget er lukket for fiktion
Lyt til artiklen