Fondsmedlem: Zakis tekst er unuanceret og paranoid

Lyt til artiklen

»Det ikke mit problem, at jeres kultur er så uindbydende. Selv hvis jeg spiste svin/ drak vin/ levede efter, at enhver er sin/ Ville dansk kultur ikke være min«. Ovenstående tekst af rapperen Zaki harmonerer tilsyneladende rigtig dårligt med parolen om 'peace, love and understanding', som man forbinder med Christiania. Fonden, der har hjemme på Christiania, krævede, at teksten og sangen helt skulle fjernes fra en ny cd med Christiania-sange, hvis fonden skulle støtte projektet økonomisk. 'Paranoid og ensidig' Medlem af Støt Danmark Fondens bestyrelse, Peter Ingemann, afviser, at det krav skulle være udtryk for censur. »Jeg vil påstå, at teksten er unuanceret, ensidig og paranoid. Jeg kan dog godt fornemme, at der er en mand, der brænder for noget her. Men jeg har ikke lyst til at bruge den forståelse som adgangsbillet til en mere bred og pragmatisk kampagne, vi i øjeblikket kører for Christiania«, siger Peter Ingemann, som understreger, at han kun udtaler sig på egne vegne. Udgiver overrasket over krav Henrik Busk, som er leder af Helicopter Records, der udgiver cd'en, forstår ikke, hvorfor en ellers frisindet institution som Christiania vælger censurens vej frem for dialogens. En falliterklæring, mener han. »Jeg foreslog, at de selv talte med Zaki, så de kunne få en bedre forståelse af tankerne bag teksten. Han har jo skrevet på en følelse, som så mange andre kunstnere gør. Men det afviste de«, siger Henrik Busk, som er overrasket over fondens krav. »Det kom virkelig bag på mig. Men jeg har lært, at selv hippier kan blive gamle. Og bange for en - til tider- voldsom ungdom. Zaki er en rapper, der udtrykker sig kontant, som rappere nu engang gør«, siger han. Ingemann: Et pr-stunt Peter Ingemann føler sig en smule fanget i en kamp om at skabe medieopmærksomhed omkring et pladeprojekt. »Min fornemmelse er, at folkene bag projektet har ønsket at skabe noget røre i andedammen. Vi hørte ikke noget fra pladeselskabet, efter at vi valgte at støtte pladen med det forbehold, at vi ikke syntes, at Zakis nummer skulle med. Men jeg vil da ønske Zaki al mulig held og lykke med at få sit nummer på dagsordenen«, siger Peter Ingemann. 'Alle glor på CNN - det passer jo ikke' Han mener, at hvis det var vigtigt nok for Henrik Busk at få Zakis sang med på cd'en, så kunne han have udgivet den med hjælp af andre midler. Pengene i Støt Danmark Fonden kommer fra overskuddet fra den oprindelige Christiania-plade fra 1976, som netop appellerede til dialog. »Vores dagsorden er tolerance og overskud. Og når Zaki allerede i omkvædet skriver »Alle folk glor på CNN«, er det meget muligt, at det rimer, men det passer jo ikke«, siger Peter Ingemann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her