Meningsmålingerne viser det, avisernes kommentatorer siger det, og nu afslører listerne over de mest solgte bøger det: Præsident George W. Bush er ved at blive en upopulær mand i USA, og de gamle nykonservative mænd i og uden for regeringen er ved at blive en belastning for ham. Bog nummer et på New York Times-listen over ugens mest solgte ikkelitterære bøger var i går komikeren Al Frankens bog 'Lies. And the Lying Liars Who Tell Them'. Bogen om løgnene og løgnhalsene bag dem er også nummer et på den tilsvarende liste hos konkurrenten Washington Post, og den ligger solidt placeret på hitlisterne ude i landet. Al Frankens bog er et ætsende angreb på den højreorienterede propagandamaskine med mediekongen Rupert Murdoch's tv-kanal Fox News i spidsen, der har sat dagsordenen i USA siden terrorangrebene 11. september 2001. Fox er rasende, for bogens undertitel hedder 'A Fair and Balanced Look at the Right'. Og ordene 'fair' and 'balanced' går netop igen i den højredrejede nyhedskanals egen markedsføring. Men Al Franken er langtfra alene med Bushkritisk litteratur på hitlisterne. Komikeren Mike Moore har i flere måneder været et fast indslag, Hillary Rodham Clintons selvbiografi ligger solidt placeret blandt de ti første, og økonomen Paul Krugman, der som kommentator i New York Times jævnlig steger Bush og højreideologerne i den amerikanske regering over en sagte ild, er også blevet et hit i bogladerne. Trætte af højrekværn En af højrefløjens egne intellektuelle stormtropper, John Podhoretz, konstaterede for nylig i det Murdochejede dagblad New York Post, at venstrefløjen er ved at komme tilbage. Modstanden mod krigen i Irak har spillet en vigtig rolle, og den bliver ikke mindre i takt med de amerikanske besættelsestroppers tab i Irak. En anden forklaring er de mange finansskandaler og indtrykket af, at regeringen konsekvent støtter platugler og 'big business' på bekostning af de mange lønmodtagere. Al Franken mener, at den højreorienterede propagandamaskines kværnen nu giver bagslag. Amerikanerne kan se, at det ikke går godt i Irak - hverken for USA eller irakerne. Det går heller ikke specielt godt hjemme, og mange søger et alternativ, som de nu kan læse om i bøgerne. Stiller Clinton i godt lys Samtidig sørger bøger som Hillary Rodham Clintons selvbiografi og nu tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights erindringer for, at tiden under præsident Clinton bliver husket og står i et godt lys. Madeleine Albrights 'Madam Secretary', som er skrevet i samarbejde med stjernejournalisten Bob Woodward, er med helt i toppen på boglisterne. Den fortæller - som flere anmeldere har skrevet - historien om et USA, der godt kunne gå i krig som i Kosova, men som gjorde det i samarbejde med landets allierede. Det er historien om et USA, der ikke var arrogant og bedrevidende, og som heller ikke solgte ud af demokratiske rettigheder og principper hjemme. Det er temaet for Village Voice-redaktøren Nat Hentoffs bog om Bushregeringens overgreb på borgerlige rettigheder, 'The War on the Bill of Rights'. Hentoff tager fat i antiterrorlovgivningen i USA, der bryder med landets demokratiske traditioner, og mord på politiske modstandere i udlandet. Historieprofessoren Vincent Cannato roste den i høje toner i går i Washington Post og konkluderede, at den som andre nye udgivelser handler om den frygt, som får USA til at opgive demokratiske principper både ude og hjemme.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Kronik af Michelle Skov Karantonis
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Jensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00








