Fjernt fra Danmark

Lyt til artiklen

Englænderne fik et ordentligt skud dansk ballet, da den danskfødte danser Johan Kobborg præsenterede sin balletaften 'Out of Denmark' i Queen Elizabeth Hall i sidste uge. 31-årige Kobborg forlod i 1999 Den Kgl. Ballet og blev ansat på Royal Ballet i London, hvor han er blevet en af de største stjerner, og 'Out of Denmark' var et vue igennem dansk ballethistorie over 160 år. I et stort interview i The Guardian røber Kobborg, at Den Kgl. (Danske) Ballet har misligholdt arven efter August Bournonville, dansk ballets fader. En række af Bournonvilles balletter er ifølge Kobborg blevet 'moderniseret' i de seneste år, med katastrofale følger. »Hvis man så kompagniet i dag, ville man ikke ane, at det var dansk«, udtaler han til den engelske avis. Han følger endvidere, at han forlod Danmark noget pludseligt, »da en velkendt dansk balletperson havde sagt, at danserne bare skulle danse - ikke tænke«. Da han rejste, efterlod han også en ballet, som han selv havde koreograferet til sit gamle kompagni, og såvel kostumer som dekorationer var helt færdige. I sin anmeldelse af 'Out of Denmark' skriver The Guardians Judith Mackrell, at hun »brænder efter at se« noget mere Bournonville efter smagsprøven med bl.a. 'Jockey-dansen' og pas de six'en fra 'Napoli'. Om hans portræt af den sadistiske balletmester i Flemming Flindt-gyseren 'Enetime' skriver hun, at »Kobborg var en åbenbaring. Som han udvikler sig fra at være en trist fyr i følelsesmæssigt underskud til en morderisk psykopat, bliver han samtidig uigenkendelig som manden, der dansede disse flotte danske gentlemen tidligere i programmet«. I Independent kalder Zoe Anderson Flindts ballet for »en ondsindet lille tegneserie af en ballet« og roser Kim Brandstrups melankolske nye 'Afsked' for at være den hidtil bedste ballet, hun har set af ham. Om Bournonville skriver hun: »Jeg kan se charmen, men jeg kan ikke helt føle den«, og hun er enig med hele resten af det engelske anmelderhold i, at de engelske korpsdansere slet ikke har fået den bløde, venlige Bournonvillestil ind under huden. »De pæne manerers museum«, skriver hun. Til gengæld elsker hun 'Napoli's virtuoserier, drilleriet og varmen. »Svampet wienerbrød« Louise Levene i Sunday Telegraph haaader Bournonville! »Den kvalme eftersmag af disse ret bløde og svampede danske wienerbrød blev vasket væk af Brandstrups pirrende og stilsikre 'Afsked'«, skriver hun, og det engelske korps dansede 'Napoli' »med al den spontane munterhed, som man kan forvente af et hold fængselsbetjente i nytårshatte«! I 'Enetime' viste Kobborg til gengæld, at »han kan transformere selve perfektionen i sin dans til en manifestation af et psykisk sammenbrud«. The Observers Jann Parry kalder Brandstrupballetten for »en triumf« og 'Enetime' for »et uhyggeligt mesterværk«, mens Debra Craine i The Times skriver: »Vi ser ikke meget Bournonville i dette land, og jeg er ikke sikker på, at denne balletaften argumenterer særlig godt for, at vi skal se noget mere«. Hun klager over, at det forekom lidt ligegyldigt og ensfarvet, men var til gengæld vild med både Brandstrup og Flindt, som var »foruroligende, grotesk og ekstremt fascinerende; den kan jeg simpelt hen ikke anbefale for stærkt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her