Pippi Langstrømpes arvtagere

Lyt til artiklen

Verdens p.t. bedste film for børn og unge. Sådan lyder ambitionen for den københavnske filmfestival Buster. Og festivalleder Ane Skak er så ubeskeden at mene, at ambitionen er tæt på at være opfyldt, når børn og unge fra på mandag og en uge frem gratis kan se omkring 500 film i udvalgte biografer. »Vi har den luksus, at vi overhovedet ikke skal tage kommercielle hensyn. Hvis vi ser en fantastisk film for f.eks. aldersgruppen otte-tolv år, så tøver vi ikke et sekund med at tage den hjem til festivalen, mens filmdistributørerne normalt vil vige tilbage med at vise en film for så snæver en aldersgruppe. Der er ingen penge i det. Masser af fremragende børne- og ungdomsfilm kommer på den konto aldrig i de danske biografer«, siger Ane Skak. De omkring 500 film i de forskellige konkurrencer og programmer kommer emnemæssigt vidt omkring, men skal Ane Skak pege på tendenser i udvalget, så vil det unge publikum blive præsenteret for en hel stribe af film, der har det tilfælles, at de har stærke og handlekraftige piger i fokus. »Hvis man var på jagt efter en Pippi Langstrømpe anno 2003, så må jeg nok sige, at vi har fundet hende i mange afskygninger. Vi får en række seje sild, bl.a. i den japanske animationsfilm 'Chihiro og heksene' og i den danske 'Bagland'«. Ane Skak understreger, at det ikke er sådan, at børnene og de unge (fra børnehaveklasseniveau til de 18-årige) blot bombarderes med tunge, såkaldt seriøse film. »Kvalitet er ikke ensbetydende med seriøsitet. Der kan være kvalitet i alle genrer, herunder de underholdende. Men ligesom et voksent publikum godt kan have behov for at se andet end romantiske kærlighedsfilm eller actionbrag, så har også det yngre publikum et behov for at se film, der går lidt dybere, som sætter spor, og som også behandler livets svære områder. For børn og unge findes der imidlertid ikke kunstbiografer, såkaldte art cinemas, så en festival som vores er eneste mulighed for at se sådanne film«. Grovboller og wienerbrød I udvalget af film er der lagt vægt på, at der er en balance mellem enkelhed og kompleksitet. Den balance er især de nordiske filmmagere gode til at finde, mener Gunvor Bjerre. Hun er projektleder for New Nordic Children's Film - et branchetræf med filmkøbmænd og filmskabere fra hele verden - som afvikles sideløbende med Buster. »I de nordiske lande har filmfolk en særlig indgang til børn og unge. Vi har en særstatus i Europa. Børn behandles på solidarisk måde og i øjenhøjde«. »Vi ser ikke oppefra og ned med bemærkninger om, at det er vel sødt og kært, hvad de unger nu finder på. Nej, vi får film, der går direkte ind i børnenes liv. Onani, at miste forældre, skilsmisse, døden, mobning, vægtproblemer - ingen problemer eller emner er bandlyste, og det er identifikation frem for identificering. Det unge publikum får både grovboller og wienerbrød«, siger Gunvor Bjerre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her