»Det tager Colin Farrell 48 sekunder at kalde mig en kusse«. Med de elleve velvalgte ord indleder journalisten Chris Jones sit interview med skuespilleren Colin Farrell i Esquire og markerer sig dermed som en mester i en af journalistikkens allervanskeligste kunstarter: indledningen. For hvem kan efter den start lade være med læse videre og høre, hvordan interviewet med Farrell udviklede sig fra den lidet lovende start? Dermed har Chris Jones ramt lige den rette blanding af æggende frækhed og information, som lokker læseren til at ofre sin kostbare opmærksomhed på endnu et interview med en mellemstor filmstjerne, som man ellers lykkelig var sprunget over. Og det er i høj grad lettere sagt end gjort, ligesom at forføre en smuk kvinde kræver det list, elegance og ikke mindst rutine at indlede en artikel eller for den sags skyld en roman. Camus er klassikeren Klassikeren blandt indledninger er Albert Camus' 'Den Fremmede', hvor sætningen »I dag døde min mor. Eller måske var det i går, jeg ved det ikke«, helt fra starten giver læserne et indblik i hovedpersonens begrænsede følelsesmæssige register. Men journalisterne kan også være med, ikke mindst i USA, hvor ugeavisen The Village Voices årlige liste over gode indledninger netop er kommet på gaden. Her finder man selvsagt Chris Jones, men der er masser af andre. Tag Jake Tappers indledning til sit portræt i mandebladet GQ af den højreorienterede radiovært Michael Savage: »Det er tilgiveligt, hvis du ikke hørte Michael Savage fortælle en lytter, at han skulle få aids og dø«. Eller Michael Paternitis indledning i samme blad om manden, der på 11. år er strandet i lufthavnen i Paris. »Han er en mand uden et land, uden familie, uden et hjem. I mere end et årti har Merhan Nasseri ventet i Terminal 1 i Charles de Gaulle-lufthavnen. Han kan ikke længere huske, hvad han venter på«. Nicole Kidman i elevatoren Mindre kan også gøre det, og lidt sex og spænding er altid godt til at vække interessen. Tag Sally Singers indledning i Vogue til (endnu) en artikel om Nicole Kidman. »»Jeg er forelsket«, siger Nicole Kidman dånende og falder sammen i hjørnet af elevatoren«. Hånden på hjertet. Hvem er efter sådan en indledning ikke bare lidt nysgerrig efter at høre navnet på vedkommende, der i den grad har stjålet stjernens hjerte? Andre er begunstiget med en personlig historie, som - rigtigt udnyttet - giver særlige muligheder. Det gælder for eksempel den græske prins Michael, der i septembernummeret af Vanity Fair indledte sine overvejelser om monarkiets fremtid med ordene: »Min far var græsk, min mor fransk, min bedstefar dansk, min bedstemor russisk og min anden bedstemor halvt spansk. Alle var medlemmer af deres lands kongelige familie«. For royale sjæle bliver det næppe meget bedre. Shrapnel Men er talentet der, kan det gøres helt uden sex, konger og frække ord. Førstepræmien går efter både undertegnede og Village Voices mening til Ian Fraziers vanskeligt oversættelige indledning i månedsbladet Mother Jones. »Før shrapnel (projektiler med jernhagl, der spredes, når man affyrer det, red.) var shrapnel var det en mand. Det morderisk effektive eksploderende projektil kom med stort begyndelsesbogstav ind i historiebøgerne i 1804, opkaldt efter dens opfinder, den britiske artilleriofficer Henry Shrapnel. Ligesom Colt, Luger og Kalasjnikov, kom Shrapnel til at betyde våbnet snarere end manden, og folk brugte ordet (og våbnet) uden tanke på manden bag det«.