Fra næste måned bliver det væsentligt billigere for amerikanere at gå på indkøb i pladebutikkerne. Verdens største pladeselskab, Universal Music, der har musikere som Bono, Eminem og Sir Elton John på lønningslisten, sætter den vejledende pris på cd'er drastisk ned. I dag koster musikskiverne mellem 17 og 19 dollar (115 og 129 kroner), men med ét slag vil priserne på de fleste cd'er blive sænket til 13 dollar (88 kroner). Også cd'er som allerede er i butikkerne vil få skåret næsten en tredjedel af prisen. De dramatiske prisnedsættelser sker for at imødegå den hastige udbredelse af private cd-brændere og uautoriserede pirattjenester på internettet som Kazaa, hvor musikpirater frit kan downloade musiknumre fra hinanden. Mens musikpiraterne har fået vind i sejlene, går pladesalget nemlig den gale vej i USA. Salget af musik er faldet med 15 procent fra 2000 til 2002. Præsidenten for Universal Music, Zach Horowitz, mener, at store prissænkninger er den eneste måde at få folk tilbage i pladebutikkerne på. »Vi er sikre på, at når det her bliver ført ud i livet, så vil vi få en dramatisk og vedholdende stigning i salget«, siger han til BBC. Optimismen bygger han blandt andet på en undersøgelse, der viser, at over halvdelen af alle voksne amerikanere er holdt op med at købe musik, fordi det er for dyrt. Den pris, butikkerne skal betale for cd'erne, bliver fra næste måned sat ned fra 12,02 dollar til 9,09 dollar. Men prisen på 13 dollar for køberne i pladebutikkerne er kun en vejledende pris fra Universal Records, og pladeforhandlerne har i princippet frie hænder til at sætte priserne, som de vil. Men Universal Records vil fremover sætte klistermærker på deres cd'er med den vejledende pris, så kunderne kan se, at de ikke betaler overpris. Og der skal produceres en del klistermærker. Selskabet producerer næsten en tredjedel af de cd'er, der bliver solgt i USA i dag. Danmark afventer De fem andre store spillere på det amerikanske musikmarked - EMI, Warner Music Group, Sony Music og BMG - har ikke villet kommentere udspillet fra Universal Music. Men ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters har direktøren for et af selskaberne udtalt, at hvis forbrugere og detailhandel tager godt imod Universals prissænkninger, så har resten af pladebranchen ikke anden mulighed end at følge trop. I den danske afdeling af Universal Music kom nyheden om de amerikanske prissænkninger som noget af en overraskelse. »Vi har selvfølgelig i løbet af dagen været i kontakt med vores hovedkontor og er nu i gang med nogle drøftelser om, hvad det her betyder«, siger marketingdirektør i Universal Danmark Kjeld Stefansen. Han understreger, at der ikke er nogen aktuelle planer om at sænke priserne i Danmark. Men i Danmark, såvel som i resten af Europa, vil man med spænding følge de amerikanske musikkøberes adfærd i de kommende måneder. Kjeld Stefansen anslår, at salget af cd'er i Danmark faldt med omkring 15 procent sidste år, så også den danske afdeling af pladeselskabet har behov for at vende udviklingen. Og hvis det amerikanske eksperiment lykkes, vil det være oplagt at gå samme vej. Ellers kan de danske pladeselskaber sætte deres lid til, at den politiske kamp mod musikpirater vil give resultater. I den musikhandlingsplan, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) lagde frem i begyndelsen af august, bliver der lagt op til skærpede straffe i forbindelse med ulovlig kopiering af musik. Musikpirater kan fremover risikere at ryge bag tremmer i op til fire år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham: »Husk, ikke sige noget om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00








