På et hotelværelse i London gaber Peter Hayes lydeligt. I telefonen har han lige modtaget mit spørgsmål om, hvordan man genopliver rocken som politisk faktor. »Det er ikke så svært. Udgangspunktet for al kunst må vel være at finde ud af, hvad der foregår omkring os. Det er sådan set bare det, vi prøver på«, siger Peter Hayes. Og lyder lidt, som om han allerede har fortrudt, at Black Rebel Motorcycle Club har stukket de blege næser indenfor i det politiske kandestøberi på trioens andet album, 'Take Them On, On Your Own'. En titel, der signalerer lidt af den friskhed og oprørskhed, som blæses lige ud af mølposen i musikken. I lighed med britiske bands som Blur og Massive Attack sparker Black Rebel Motorcycle Club nyt liv i den politiske eller kommenterende rock. Sange som {lsquo}Six Barrel Shotgun' med det insisterende riff, 'US Goverment' om korruption, 'Rise Or Fall' om de familieværdier, der tæller så meget i amerikansk politik, og 'Generation' om ungdommens apati har klare politiske budskaber. Alligevel er den amerikansk-engelske trios guitarist og sanger, Peter Hayes, ikke meget for at definere holdningerne. »Det er svært. For problemet med politik nu om dage er, at alle godt ved, hvad de skal gøre. Det behøver man ikke at fortælle nogen. Der er bare næsten ingen, der gør det. Vi har heller ikke specifikke politiske synspunkter eller sager, vi vil fremme. Vi vil gerne vække folk og have dem til at tage stilling. Hvis man erklærer sig som det ene eller andet, vil det bare blive misforstået og overfortolket alligevel«, som Peter Hayes udtrykker det. Ikke bare rock-retro På de bare fem år, der er gået, siden han og bassisten Robert Turner hjemme i Californien begyndte at fumle sig frem mod den stil, der endte med at blive B.R.M.C., er rocken eksploderet. »Dengang var der ingen pladeselskaber, som ville have os. De mente ikke, at radiostationerne ville spille rock. Der var ikke andet at gøre end at køre frem og tilbage i Californien og lede efter koncerter, hvad vi så gjorde. Imens udviklede vi vores egen stil, helt på tværs af hvad de ville have. Nu er der pludselig en million nye rockbands, som får masser af opmærksomhed«, siger Peter Hayes. Det nye rockdrøn er i høj grad væltet ud af udstødningsrørene hos Black Rebel Motorcycle Club, hvis grafisk rene snit og cool attitude i høj grad har gjort det moderne at være til rock igen. Men ord som nostalgi og retro klæber til den nye rock. »Uh, de ord gør mig lidt forstemt. Det er da rigtigt, at rock er en gammel musikform, og at musikken engang havde en enorm progressiv kraft, som man godt kan savne nu. Men det er helt afhængig af, hvad man lægger i det. Nirvana, eksempelvis, besad kolossal dynamik og power - også fordi folk så det i dem. Det kan andre bands også opleve. Og nye generationer af rockmusikere prøver ikke bare at genskabe, alle prøver forhåbentlig at raffinere udtrykket lidt og tilføre noget fra dem selv«, mener Peter Hayes. Coole Cash Fordi Black Rebel Motorcycle Club, som fuldendes af den engelske trommeslager Nick Jago, ikke kunne få en pladekontrakt i starten af gruppens karriere, var der stadig enkelte gamle sange at tage frem til indspilningen af 'Take Them On, On Your Own'. »Andre sange har vi skrevet på turne. Målet var det samme, nemlig at holde det hele så simpelt som muligt. At bruge så få toner som muligt og holde fast i et udtryk, som ganske vist er personligt, men som også meget gerne må række videre ud og være vedkommende for mange mennesker. Hurtige sange uden fedt«, siger Peter Hayes. I løbet af vores halve time sammen i telefonen har han talt sig varm og munter. Nu handler det om musik, og Hayes er på sikker grund. Gruppens debut fra år 2000, 'Whatever Happened To My Rock'n'Roll', har bidt sig fast som et blivende værk fra et ungt band, der vil noget. »Hvem er cool? Jonny Cash er cool for mig. Han ser sej ud, har en fantastisk stemme, optræder værdigt i høj alder. Men vigtigst af alt - han har sunget en masse sange, der har noget på hjerte. Han vil noget. Det er det, der gør én cool. Musik, som vil noget«, lyder de afsluttende ord fra Peter Hayes, inden nogen henter ham på hotelværelset. Ud til aftenens koncert. En dansk af slagsen skulle forekomme i oktober eller november, når Black Rebel Motorcycle Club igen tager på turne i Europa.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








