I dag skal kulturminister Brian Mikkelsen (K) efter planen klippe silkesnoren over til den nye Filmby Århus. Men i det hjørne af Århus Havn, hvor ministeren skal lægge sit klip, lagde århusianske brolæggere stadig i går grå fliser, og en gul gravko fra Hydrema i Støvring stønnede tungt under vægten af stabler med ulagte sten. »Hvor andre ruller røde løbere ud, lægger vi sten«, konstaterede en travl, men tilsyneladende afslappet direktør Søren Poulsen 24 timer før åbning. Den nyansatte filmbydirektør kan sagtens se bort fra kabler over støvede gulve, malerbøtter med hvid grunder og døre, der umuligt vil kunne åbne sig for filmverdenens talenter, da de simpelt hen ikke er sat i endnu. Han tror på, at de gamle turbinehaller på Århus Havn vil komme til at udgøre »en verden af muligheder«, sådan som der står uden på de uåbnede kasser med Fjordal lamelparket. Men han er ikke blind for, at der bliver hård konkurrence fra filmmiljøet i København, hvor det meste af branchen har samlet sig. »Jeg er optimist, og vi skal nok klare det. Men jeg er også realist«, siger filmdirektøren, der selv har ti års erfaring i Københavns tv- og filmmiljø med produktion af musikvideoer og dokumentarfilm. »Jeg erkender, at vi ikke er født ind i Superligaen som filmby i provinsen. Vi ligger som udgangspunkt i divisionen under, men vi kan sagtens have stjernespillere på holdet af den grund. Vi skal bare passe på, at de ikke bliver snuppet. Det bliver min opgave at samle og fastholde talenterne her«. Et væld af locations Initiativet til en filmby i Århus blev taget i 1998 af Det Danske Filminstitut og den daværende Østjyske Filmfond - nu Den Vestdanske Filmfond, der består af nord- og østjyske amter og kommuner. Formålet med filmbyen og de tilhørende studier var og er at etablere rammerne om et filmmiljø, der kan generere og tiltrække talenter og arbejdspladser til provinsen. »Filmbyen vil som andre kulturtiltag være med til at give selve Århus en sjæl, men det er vigtigt at holde fast i, at det ikke bare er Århus, der skal høste. Vi har et stort opland, og med åbningen af en filmby i Jylland får vi en helt ny portefølje af locations. Det vil give variation og tilføre nye billeder til både reklamefilm, dokumentarfilm og flagskibet: de store spillefilm«, vurderer Søren Poulsen, der dermed også får understreget, at filmbyen ikke har fine fornemmelser over for reklamebranchen. »Det, der bliver vores fælles omdrejningspunkt, bliver, at vi alle hernede på en eller anden måde beskæftiger os med at fortælle en historie«, lyder det tilbagevendende motto. Filmbyen, der drives af Århus Kommune, rummer to store studier med tilhørende lokaler, som kan lejes efter behov. Lokale filminstruktører som Nils Malmros og Aage Rais-Nordentoft vil være oplagte brugere, men stedet håber på også at trække produktioner og penge til udefra. Filmbyens direktør skal også rejse penge til Den Vestdanske Filmfond, som igen skal være med til at finansiere produktioner i filmbyen. Endelig rummer bygningerne på den gamle Midtkraftgrund foreløbig 6.000 kvadratmeter, der skal lejes ud til firmaer og selskaber, som på en eller anden måde har med film at gøre. Filmbyen ser gerne, at i hvert fald halvdelen af de mange kvadratmeter bebos af egentlige filmfolk, men det kniber med at få fundet de sidste lejere - på trods af beliggenheden: Fra den store glasgavl mod havnebassinerne kan de kommende lejere skrue den vide vinkel på og se helt til Mols, eller de kan zoome ind på havnearealet lige foran og panorere hen over tipvogne og tankere og tårne og siloer fra noget så fotogent som Nordisk Melasse eller Dansk Landbrugs Grovvareselskab. Filmbyen håber, når de sidste er flyttet ind, at gøre den kritik til skamme, der tidligere har været rejst i byen: at man normalt først skaber et filmmiljø - og bagefter bygger studier og gør klar til optagelse. Direktøren erkender dog, at han indtil videre er fanget i en såkaldt Catch 22: Det er svært at tiltrække filmene, før der er et miljø. Og det er svært at skabe et miljø, før der overhovedet er lavet en film.