Forlag med succes på tværs af genrer

Johnny Madsens album 'Regnmanden', som var forsynet med en koncert-dvd blev solgt gennem ArtPeople. - Foto: Jan Grarup.
Johnny Madsens album 'Regnmanden', som var forsynet med en koncert-dvd blev solgt gennem ArtPeople. - Foto: Jan Grarup.
Lyt til artiklen

Hvad gør man, når pladesalget styrtdykker og det litterære bogholderi udkommer med røde tal? Lader musikken spille op til bogligt bal og sender kunstnere fra begge lejre på landevejen for at fortælle om deres gøren og laden i foredrag. Trods skepsis fra alle sider, har den vej i hvert fald vist sig at være farbar for det nye eksperiment i dansk kulturformidling, ArtPeople, som er kommet ud af sit første leveår med et beskedent overskud. Overskud på knap 2000 kroner Helt nøjagtigt var der 1.940 kroner at investere i fremtiden, da der var betalt skat for år 2002. Ikke just en bragende økonomisk succes, men rigeligt til at gøre direktør Jan Degner noget i retning af lykkelig. »Det er altid svært i det første år, hvor man har alle udgifterne til etablering, så jeg er helt tilfreds. Vi har vist, at det her kunne lade sig gøre og det har være sjovt. Målet har aldrig været at tjene store penge hjem til aktionærerne. Det har jeg prøvet, og det er absurd i længden«, siger Jan Degner, der har en mangeårig karriere bag sig i pladebranchen som blandt andet direktør for Sony i Danmark. Træt af bundlinjen En tilværelse, hvor kravet hele tiden var flere millioner på bundlinjen. Det blev Degnet træt af og startede sidste år ArtPeople med det formål at udgive bøger, musik og dvd' er samt at sælge foredrag med kunstnere. »Der har været nogle sværdslag. Vi har skullet overbevise nogle forfattere om, at vi var værd at satse på. Bare fordi man har lavet nogle plader med rimelig succes, var det jo ikke sikkert, at man havde læst en bog. Og der er da også et enkelt rockband, som valgte at skrive kontrakt med et stort, klassisk pladeselskab frem for os. Men de barrierer, synes jeg, at vi har brudt ned og kunstnerne er nu med på ideen om, at man kan favne det hele i et hus«, siger Jan Degner. Generøsitet og golf På den musikalske front har det været svært at få fat for ArtPeople, som kun har haft noget, der minder om succes med Johnny Madsens album 'Regnmanden', som var forsynet med en koncert-dvd. Det er solgt i 20.000 eksemplarer. Bedre er det gået med bøgerne. Der er solgt mere end 30.000 eksemplarer af Tor Nørretranders 'Det generøse menneske', mens bogen om den lukkede avis 'Dagen' har solgt 7.000 og Benn Q. Holms 'Album' er gået i 6.000 eksemplarer. Endelig har en bog om golf været et stort hit i sommer, hvor ArtPeople har kunnet reklamere forholdsvis billigt for værket i tv. »Det svarer nogenlunde til forventningerne. Vi vidste, at det ville være svært med musikken, men havde måske ikke helt regnet med, at det ville være så svært. Men det er i høj grad et spørgsmål om held og timing, så det kan sagtens vende. Heldigvis går det anderledes fint med vores dvd'er, som har solgt godt«, siger Jan Degner. Anderledes oplevelser Fra en start med kun tre ansatte er ArtPeople i dag vokset til et lille firma med 14 medarbejdere. I efteråret udgiver man 20 bøger og tre nye album. Og det er nogenlunde det niveau, Jan Degner, vil holde fremover. »Vores styrke er, at hvert projekt virkelig får den fulde opmærksomhed ned i alle detaljer. Det kan man ikke, hvis man spænder over for meget«, mener Degner. Størst succes har ArtPeople lidt overraskende for direktøren selv haft på bookingdelen, der formidler foredrag og andre begivenheder med mange kunstnere og personligheder, folk gerne vil møde. Det er gået så godt, at ArtPeople i dag også er blevet reelt management for eksempelvis brødrene Anders og Peter Lund Madsen samt filmeksperten Mogens Rukov. »Det har vist sig, at mange arrangører gerne vil have tilbud på nogle uforudsigelige ting, som de ikke selv havde tænkt på. Der hjælper vores folk dem med at finde frem til nogle anderledes konstellationer«, siger Jan Degner. Trods den beskedne succes, holder ArtPeople forventningerne nede. Således er der budgetteret med et lille underskud i år på grund af de mange ansættelser. Selskabet har stadig internationale ambitioner og vil gerne dække hele Norden. I år satser man på, at debutromanen fra Natasha Illum Berg 'Te i den blå sofa' kan blive en international bestseller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her