Med store ord fra såvel kulturminister Brian Mikkelsen som overborgmester Jens Kramer Mikkelsen gik jagten onsdag aften ind på en håndfuld gyldne svaner, da første udgave af Copenhagen International Film Festival (CIFF) officielt blev åbnet i Imperial Biografen. Priser til Angelopoulos, Trier og Ullmann Og CIFF var ikke mange minutter gammel, før de tre første svaner landede. Det var juryformanden, den græske instruktør Theo Angelopoulos, og danske Lars von Trier, der hver modtog en æres-Golden Swan, samt den norske skuespillerinde og instruktør Liv Ullmann, der fik en såkaldt Lifetime Achievement Award - en gylden svane for sit fremragende arbejde gennem et langt liv i filmens tjeneste. Alle tre prismodtagere er fornemme repræsentanter og forkæmpere for de europæiske film, som CIFF gerne vil være den førende filmfestival for. Afbud fra Bille August Theo Angelopoulos sagde det allerede tidligere på dagen, da den internationale jury blev præsenteret på Scandic Hotel Copenhagen: »Jeg håber, at den festival, som bliver født i dag, vil fortsætte i årene fremover og blive endnu større. Alt, hvad der er europæisk, har min interesse, og alt, hvad der har med film at gøre, har min interesse. Det her handler om europæisk films overlevelse, og jeg håber, festivalen vil være med til at gøre en masse unge mennesker interesseret i at se europæiske film«. Så meget desto mere grotesk virker det derfor også, at den danske instruktør Bille August med kort varsel sendte afbud som jurymedlem for CIFF, fordi han skulle til Hollywood for at forhandle kontrakter med stjerner til en af de milliondollarfilm, der truer europæisk film. En stjerne i byen Allerede fra morgenstunden blev københavnerne gjort opmærksom på, at der er filmfest i byen. En rød løber var rullet tværs over Rådhuspladsen, så man på sin indre film kunne forestille sig, hvordan det er at være filmstjerne. En sådan er norske Liv Ullmann, og derfor har hun også modtaget mange af de priser, som filmverdenen uddeler så gavmildt. Alligevel hævdede hun, at hun både var glad og stolt over at få en dansk udmærkelse for sit arbejde. »Jeg er jo nået op i den alder (63 år, red.), hvor man ikke rigtigt ved, hvad man skal stille op med mig - bortset fra at give priser«, sagde Liv Ullmann ved en pressekonference på det netop åbnede Hotel Skt. Petri. To nye manuskripter fra Liv Ullmann Hvilket må siges at være en beskeden underdrivelse, for umiddelbart kunne hun løfte sløret for hele to store projekter, som hun er involveret i. »Jeg har skrevet et filmmanuskript over 'Et dukkehjem', som jeg skal instruere på engelsk. Cate Blanchett har sagt ja til at spille Nora, og Stellan Skarsgård er meget interesseret i rollen som doktor Rand, mens Kevin Spacey er varm på rollen som Krogstad. Og så har jeg netop færdiggjort manuskriptet på baggrund af den islandske forfatter Olaf Olafssons 'Hjemkomsten', som bliver til 'Coming Home' på engelsk, og som jeg også skal instruere. Så får vi se, hvilket projekt der kommer først«. Ullmann med i ny Bergman-film Endelig vender Liv Ullmann tilbage som skuespiller på tv/film, oven i købet under instruktion af Ingmar Bergman, som Marianne i 'Saraband'. »Jeg sagde ja, fordi det var Ingmar, og fordi jeg gerne ville være med i hans sidste film. Og det var lige så rart, som jeg havde forestillet mig. Jeg husker Ingmar siddende ved siden af kameraet som verdens bedste tilskuer, når vi indspillede. 'Saraband' er indspillet digitalt, og derfor var Ingmar langt tilbage i studiet, men han var stadig verdens bedste tilskuer, og det var, som om vi sendte og modtog hemmelige røgsignaler mellem hinanden, som kun vi forstod. Det var meget lykkeligt«. Bergman er stadig verdens bedste tilskuer, men er han også på omgangshøjde med sig selv som instruktør? »Det synes jeg. Under arbejdet oplevede vi, hvordan han stadig gik helt ind i sig selv, og hvordan arbejdet virkede som en renselsesproces for ham. Jo, jeg vil sige, at han er 100 procent lige så stærk som før. Jeg har set tv-versionen, som sendes i svensk tv til efteråret, og det er en ægte Bergman-film«. Er det en direkte efterfølger af 'Scener fra et ægteskab'? »Jeg spiller Marianne, og Erland Josephson spiller Johan, som mødes 30 år efter, og mange af dialogerne handler om de ting, der skete dengang, men en direkte efterfølger vil jeg ikke kalde den. Dengang blev 'Scener fra et ægteskab' betragtet som den ultimative terapi for ægteskabet - jeg vil tro, 'Saraband' kan blive terapien for forældreskabet«, siger Liv Ullmann. 153 film på festivalen Med nogle få børnesygdomme, såsom diverse forsinkede arrangementer, er Copenhagen International Film Festival altså for alvor i gang. 153 forskellige film er der at vælge imellem, og for de flestes vedkommende gælder det, at de ikke kommer til Danmark igen. Derfor er det med at være på tæerne den kommende uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








