25. januar 1999 var Michael Mortensen en af de to mænd, som med M 95-automatrifler stjålet hos det danske militær begik et væbnet røveri i Bilka i Tilst uden for Århus. Udbyttet var 275.000 kroner. Men også en straf på fem års ubetinget fængsel, en fyreseddel fra militæret og psykiske omkostninger for både forbryderne og deres familier. Michael Mortensen var udstationeret som fredsbevarende FN-soldat i Makedonien, da han under en orlov hjemme i Danmark begik røveriet sammen med en bekendt. Her fire og et halvt år senere er han på fri fod. Den nu 29-årige Michael Mortensen kom ud før tid. Han opførte sig som en mønsterfange i det åbne fængsel i Sdr. Omme og i de andre fængsler, han havde adresse i under strafafsoningen. »Vi blev tilbudt at dyrke sport i fængslet. Vi var 180 fanger i Sdr. Omme, og der var kun tre af os, der tog imod tilbuddet! Da jeg blev flyttet til et pensionat i Lyngby, fik jeg lov til at gå på idrætsskole på Frederiksberg. Og i to år var jeg med i SSP-arbejdet i Midtjylland. Vi tog ud på skoler og snakkede med unge om kriminalitet«, siger Michael Mortensen, der har hovedrollen som sig selv i en ny dokumentarfilm. Den høje, veltrænede og solbrændte fyr fra Salling ved Skive kalder en spade for spade. Drengerøvsanekdoter ligger godt i munden på ham, og han er ikke sen til selv at smile skævt af dem. Ligesom han også gør det i den 34-årige, autodidakte filminstruktør Aage Rais-Nordentofts dokumentarfilm med titlen 'Operation Bilka'. Forbryder af kedsomhed En del af optagelserne fra 'Operation Bilka' har Michael Mortensen selv lavet med et videokamera i de år, hvor han var soldat. I Makedonien førte han videodagbog og skrev også på en roman, som ifølge ham selv er »90 procent selvbiografi og ti procent fantasi«. 'Operation Bilka' er en film om en soldat, der begår et røveri. Men det er også en film om danske FN-soldater, der indimellem røvkeder sig i Makedonien. Det sker, at et par polakker ryger i luften. »Men hvad, polakker har vi nok af«, siger Michael Mortensen i filmen. Med et skævt smil. Det sker også, at de sniger sig på bordel. Eller får medaljer. Michael Mortensen nåede op på ni, inden han begik røveriet. Og så fik han faktisk nummer ti bagefter. Mens han sad i spjældet. I Makedonien kedede han sig så meget, at han begyndte at fantasere. Om at stjæle nogle våben. Og om at bruge nogle våben. Fantasierne var medvirkende til, at Aage Rais-Nordentoft blev optaget af at fortælle hans historie: »Man spærrer over 100 mænd inde bag pigtråd i en militærlejr og giver dem til opgave at være fredsbevarende styrke. Det gør et eller andet ved dem at være der. Men alligevel forventes de at være de normale. Alle mænd har vel prøvet at lege røvere og soldater som børn. Og der sker et eller andet med mænd, når de får et våben i hånden. Noget i dem bliver som drenge. I Michaels tilfælde gjorde han fantasien til virkelighed. Men der kom noget helt andet ud af det, end han havde håbet«. Ingen Robin Hood Aage Rais-Nordentoft ser over på Michael Mortensen på den anden side af et tilfældigt cafébord i Odense. Man kan se på instruktøren, at han gerne vil have Michael Mortensen til at give sin version af oplevelsen. Og Michael Mortensen forstår vinket. De to mænd er så forskellige, at de ifølge Michael Mortensen »nok aldrig havde mødt hinanden, hvis det ikke havde været for filmen«. Michael Mortensens tanker om både Makedonien og filmen er jordnære: »Ja, man skal have en psyke af jern for at holde det ud. Men det værste ved at jeg begik røveriet og blev taget for, det var næsten, at jeg mistede mit job i militæret. Jeg var glad for det arbejde. Jeg kunne finde ud af det, og jeg følte mig hjemme i det«. Da røveriet i 1999 blev omtalt i pressen, fremstod det mange steder som en Robin Hood-fortælling. I Makedonien havde Michael Mortensen et forhold til en showdanser, der gerne ville til Danmark. For at få hende med hjem skulle soldaten købe hende fri af den makedonske mafia. Historien er ikke løgn, men heller ikke helt sand, siger Michael Mortensen: »Jeg var altså ikke nogen Robin Hood. Det påstod jeg heller aldrig. Det var lige så meget kedsomhed, der fik mig til at lave det. Og jeg har forandret mig siden. I dag ville jeg ikke gøre det. I dag ville jeg også sige nej tak til at lave Aages film. Jeg har en kæreste, jeg fik for to måneder siden, og det har altså taget ret hårdt på hende at se den film«. For Aage Rais-Nordentoft er 'Operation Bilka' en naturlig opfølgning på hans forrige film 'På fremmed mark', der handlede om to danske FN-soldater på Balkan. Allerede om et par måneder er instruktøren aktuel med spillefilmen '2 ryk og en aflevering'. For Michael Mortensen er 'Operation Bilka' det virkelige liv. Han er ikke stolt af, hvad han lavede den januardag i Bilka og har overhovedet ikke lyst til at fremstille forbryderfortiden som heltemodig. »Min kæreste kan slet ikke lide filmen. Og det er fint med mig. For jeg har mødt nogle af de tøser, der går efter gangstere, og dem gider jeg overhovedet ikke«. Da Michael Mortensen fyldte 29 i februar, viste han filmen for sine medbeboere. For tiden bor han på et kollegium på Amager, hvor han inden februar i år mest var kendt som den, der lavede de andres cykler, drev festudvalget og arbejdede som svømmetræner. Nu ved de, hvem han også har været. »De troede, det var løgn. Sådan kender de mig slet ikke. Men vi var lige fine venner, efter at de havde set filmen. Og det er jo sådan, man finder ud af, hvem ens rigtige venner er«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








