Janne Giese håber på et drastisk vejrskift i den kommende uge. Så biograferne kan lokke folk fra badestrandene ind i mørket, når Copenhagen International Film Festival (CIFF) afvikles for første gang fra på onsdag og en uge frem. 20.000 gennem tælleapparaterne er, hvad initiativtageren til og direktøren for Danmarks første internationale filmfestival nogensinde, med rød løber, priser, jury og det hele, håber på. Og det bliver svært, hvis solen bliver ved med at bage. Men hvad skal vi med endnu en festival i en filmbranche, som i forvejen har omkring 2.000 af slagsen over hele verden - og i et land, som allerede har syv andre filmfestivaler? »Vi skal fejre filmkunsten. Vise film for et bredt publikum, som ellers ikke når de danske biografer. Og så skal CIFF være et vindue for nogle af de danske film, som ikke umiddelbart bliver udtaget til de store A-festivaler i Cannes, Berlin og Venedig. Men som alligevel fortjener opmærksomhed fra publikum og presse«, siger Janne Giese, som i bogstaveligste forstand har sved på panden, op til at åbningsfilmen 'Rembrandt' af Jannik Johansen vises onsdag aften kl. 21.15 i Imperial Biografen. Og Lissy Bellaiche, festivalkonsulent i Zentropas salgsorganisation Trust Film Sales og bestyrelsesmedlem i CIFF, giver endnu en grund: »De sidste mange år er jeg konstant på andre festivaler blevet spurgt, hvorfor Danmark ikke har en stor international filmfestival. I filmbranchen har man simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor dansk films store succes ikke er blevet fulgt op af en betydningsfuld festival. Det håber vi sker nu med CIFF«. Store ambitioner Folkene bag CIFF er godt klar over, at de ikke skal op og bide skeer med de tre store festivaler i Cannes, Berlin og Venedig. Men ambitionerne er helt klart til ad åre at få status som A-festival, hvilket vil sige, at de konkurrerende film kun må have haft premiere i hjemlandet for at kunne deltage. For bl.a. at opnå det har CIFF valgt en europæisk profil - samtlige film i hovedkonkurrencen skal være fra Europa. »Vi har valgt at slå et slag for alle de fremragende film, der laves i Europa, men som ofte drukner i tidevandsbølgen fra Hollywood. For 20 år siden kunne vi alle remse mindst 20 europæiske instruktører og navnene på lige så mange skuespillere op. I dag vil unge mennesker have svært ved blot at nævne én fransk instruktør. Det er trist, for vi rejser i de lande - det er vores naboer. Derfor skal vi til at se noget mere europæisk film«, siger Janne Giese. Og det ser ud til, at det er den helt rigtige strategi. Den hollandske filmreporter Ab Zagt fra Algemeen Dagblad i Rotterdam siger således til Politiken: »Det er et godt initiativ, at festivalen i København vil satse på europæisk film. For de mangler på festivalkortet. Mange af festivalerne er domineret af film fra Asien, Afrika, Mellemøsten eller hvilket land, som nu tilfældigvis er in det år. Vi har selv en stor festival i Rotterdam, men her forsømmes Europa også«. »I Holland - som i alle europæiske lande - ser vi for få europæiske film. Vi kender Lars von Trier fra Danmark og Lucas Moodysson fra Sverige. Men der er garanteret mange andre gode instruktører i de lande, akkurat som der er det fra Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland og resten af Skandinavien. Får København først premierefilm fra de lande på festivalen, vil jeg helt sikkert komme til København og rapportere«, siger Ab Zagt, som dog har foretrukket festivalen i Locarno i Schweiz i denne omgang. Nogenlunde samme melding kommer fra Geir Kamsvåg, redaktør af det norske Film Magasinet, som læses af cirka 200.000: »Jeg kommer ikke til CIFF, fordi den kolliderer med festivalen i Haugesund. Men havde København haft lidt flere kendte instruktører og skuespillere, end tilfældet er i år, havde jeg helt klart sendt en reporter ned. For det er en glimrende idé at satse på europæiske film. Alene juryen med Angelopoulos, Troell og Bille August i spidsen borger for, at folkene bag CIFF mener det seriøst«. Flytter næste år Mens Copenhagen International Film Festival således omgæres af positiv imødekommenhed i udlandet, har reaktionerne i den hjemlige andedam været mere blandede. Og da CIFF tillige har lagt sig oven i terminen for Odense International Film Festival, der viser kort- og dokumentarfilm, har der naturligvis rejst sig berettiget kritik. Hertil siger Janne Giese: »Jeg har adskillige gange været i dialog med festivaldirektør Christian Braad Thomsen om det uheldige i, at to danske festivaler ligger oven i hinanden. Og jeg kan godt forstå, at han er vred over det. Men fra starten var det heller ikke vores ønske at ligge i august. Vi ville meget hellere ligge i september, efter festivalerne i Venedig og Toronto, hvor filmsæsonen for alvor er i gang, og hvor det er meget lettere at skaffe instruktører og skuespillere til byen. Men de københavnske biografer kunne simpelthen ikke give os den fornødne kapacitet i september - derfor blev det august i år. Jeg håber og tror imidlertid på, at vi kan flytte til september allerede fra næste år«. NatFilm Festivalen har eksisteret i 14 år, men I har ikke ønsket et samarbejde med dem, eller at trække på deres erfaringer. Hvorfor? »Fordi det på intet tidspunkt har været meningen at lave en festival a la NatFilm Festivalen. De har deres egen skæve og sjove profil, mens vi har ønsket at lægge os op ad de store festivaler med konkurrence, jury, osv. Det har på intet tidspunkt været vores intention at genere NatFilm, og jeg er helt sikker på, at der sagtens er plads til begge festivaler«. Det har været fremme, at hverken Nordisk Film eller Zentropa kan bruge CIFF til noget. Hvad siger du til det? »Jeg siger, at det er noget sludder. Der sidder to med tilknytning til Zentropa (Lone Scherfig og Lissy Bellaiche, red.) i vores bestyrelse, og de er bestemt ikke af den opfattelse«. (De øvrige i bestyrelsen er: producent Nina Crone, instruktør Gert Fredholm, advokat Jens Gehl og erhvervsmanden Asger Aamund). Lissy Bellaiche siger: »Når Peter Aalbæk siger, at han kun kan bruge de udenlandske filmfestivaler til markedsføring af film fra Zentropa, er det kun rigtigt for de helt store films vedkommende. Selvfølgelig vil Zentropa kunne bruge CIFF som et godt vindue for andre film«. Det samme mener instruktøren Jesper W. Nielsen, hvis film 'Manden bag døren' deltager i hovedkonkurrencen. »Vi vil da alle meget gerne have vores film med på festivalerne i Cannes, Berlin eller Venedig. Eller på en af de fjerne og mere eksotiske festivaler som f.eks. i Mar del Plata i Argentina eller i Cuba. Men når det er sagt, vil jeg da meget gerne have min film med på CIFF. For her får den givet en masse presseomtale, og hvis den så oven i købet kan vinde en pris, er det en kæmpe fordel. Lad os dog hjælpe hinanden i dansk film frem for det modsatte«. Større end planlagt Med støtte fra Københavns Kommune, Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut og en række sponsorer ligger CIFF's budget på 7,5 millioner kroner. Hvortil Janne Giese lægger sponsorater i form af varer og tjenesteydelser til en værdi af cirka 2 millioner kroner. »Der er begyndende krise i det danske erhvervsliv. Markedsføringspengene er blevet færre, det vil alle kulturinstitutioner kunne skrive under på. Det har også ramt os - vi havde et par store sponsorer til en værdi på 800.000 kroner, der desværre måtte springe fra. Men det kommer publikum ikke til at mærke. Vi har skåret i et par fester, som er forbistret dyre, og vi har fået en del frivillige til at hjælpe, så vi kan spare på lønomkostningerne. Vi sagde til at begynde med, at vi ville vise 100 film. Vi viser rent faktisk 153 film. Vi havde kalkuleret med 20 udenlandske gæster i form af instruktører og skuespillere - der kommer 30. Det synes jeg, er ganske flot«. »Og så står der allerede fem større firmaer og fonde parat, som gerne vil være med til næste år. Dem skal vi forhandle på plads i løbet af efteråret, så vi kan holde mindst samme budget næste år«. Dermed siger du også, at der kommer en Copenhagen International Film Festival næste år, uanset hvordan det går i år? »Det ved jeg, at der gør. CIFF er kommet for at blive. Nu skal vi have sparket det her i gang. Det tager tid, men vi bliver ved«, siger altså Janne Giese.