Det var tilsyneladende det eneste, der manglede: Få timer efter at den tasmanskfødte ethjulscykeljonglør Sugra havde bekendtgjort over for Bagsidens læsere, at kronprins Frederik og Mary Donaldson kan få en lys fremtid sammen, mødte en tydeligvis lettet og lykkelig dronning Margrethe pressen på vinslottet i Cahors i Frankrig. Dronningen oplyste, at hun er meget glad på kronprinsens vegne, og fastslog, at hun vil få en sød svigerdatter. Dronningen nævnte ganske vist ingen navne, men man må formode, at det er den 31-årige tasmanskfødte herboende it-konsulent Mary Donaldson, dronningen havde i tankerne. En dato for forlovelse eller bryllup blev ikke offentliggjort, selv om pressen spurgte ihærdigt. Faste læsere af Bagsiden vil imidlertid vide, at 11 høns for længst har afsløret, at brylluppet skal stå 22. maj næste år i Holmens Kirke. Det blev klart, da vi for nogle måneder siden lod hønsene spå om det kongelige bryllup ved anvendelse af den årtusindgamle feng shui-harmonilære. Efter at jongløren Sugra nu også har sagt god for forholdet, og efter dronningens bekendtgørelse i går, får kongefamilien og hoffets medarbejdere ualmindelig travlt med de praktiske forberedelser. Til at begynde med skal forlovelsesfesten arrangeres. Lokaler er intet problem, men indkøb vil blive en meget stor opgave. Alene til en almindelig borgerlig forlovelsesfest er indkøbslisten alenlang, men der skal selvsagt bruges endnu flere varer, når der er tale om en fest for landets kommende konge og dronning. Det er populært sagt ikke gjort med en pose osterejer. Til det brug er det så heldigt, at supermarkedskæden Netto i den kommende uge lancerer nye praktiske indkøbsposer. De er udviklet til cykelbrug, men de vil være enestående til brug ved indkøb for den kongelige husholdning. Poserne bæres over skulderen, så armene er fri. Det betyder, at livgardens tjenstgørende personale kan gå i Netto i Store Kongensgade, få hundrede meter fra slottet, efter saltstænger og mousserende vin og kunne klare andre ærinder til forlovelsesfesten uden at tage hænderne bort fra geværet og uden at ødelægge den traditionsrige uniforms visuelle indtryk. Samtidig betyder den unikke hankkonstruktion, at den almindelige vagttjeneste på Amalienborg kun vil blive berørt i meget begrænset omfang af forberedelserne til festen. Ved det kommende bryllup vil poserne med fordel kunne genbruges, hvis hoffet vælger at følge den århundredgamle skik med at lade herolder kaste guldstykker ud til den jublende folkemængde. Også undersåtter, der vil følge den gamle smukke skik med at kaste ris på brudeparret for at bringe lykke og frugtbarhed, kan med fordel købe Nettos cykelbæreposer. De rummer skønsmæssigt hver 25 kilo ris. Poserne koster 5 kr. stykket og fås fra mandag i Nettobutikker øst for Storebælt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








